Verdens bedste brød er et super nemt grydebrød!

Så er det bevist. Verdens bedste brød er rent faktisk det grydebrød, som Jim Lahey står bag. Det brød, som går under betegnelsen “verdens bedste brød.” Jaja, det burde sige sig selv, men det er jo ikke altid at internettet holder, hvad det lover! Det skal jeg da heldigvis love for, at det gør i dette tilfælde.

Jeg kunne dog ikke dy mig for at ændre opskriften – selvom det nok for mange er at ødelægge det perfekte. Jeg endte nemlig med at erstatte halvdelen af hvedemelet med grahamsmel, for i min verden er groft brød og fuldkornsbrød altid det bedste.

grydebrød

Ingredienser, 1 grydebrød, grov udgave

  • 1 klump gær på størrelse med en stor ært
  • 300 g vand
  • 200 g hvedemel
  • 200 g grahamsmel (ønsker du det “rigtige” Jim Lahey brød, er det i stedet 400 g hvedemel)
  • 8 g fint salt
  • En ovnfast gryde, eks. Le Creuset (eller alternativt en stegeso med låg eller lignende.)

Fremgangsmåde

  1. Vend alle ingredienserne løst sammen. Det er meget klistret, men det er meningen. Der skal ikke æltes.
  2. Skålen dækkes med film, og dejen stilles til hævning ved stuetemperatur, gerne i en 18-20 timer.
  3. Drys lidt hvedemel ud på et bord, og hæld dejen ud herpå. Vend den sammen et par gange til den bliver en smule fastere – men ikke meget. Der skal stadig ikke æltes.
  4. Lad dejen hæve et par timer mere. (Enten i en smurt skål, eller i et viskestykke “smurt ind” i mel.)
  5. Tænd ovnen på 250 grader, og stil den ildfaste gryde (med låg) herind. Den skal nemlig nå at blive brændende varm, inden dejen skal i.
  6. Når dejen er hævet og gryden er varm, tages gryden ud af ovnen. Dejen hældes med det samme i, låget lægges på, og gryden smides i ovnen igen.
  7. Bag brødet i 25-30 minutter med låg, og hernæst 10-15 minutter uden låg.
  8. Hæld brødet ud af den varme gryde efter bagning, og lad det køle af på en rist. Spises helst samme dag mens det er helt vildt sprødt og lækkert, og ellers næste dag efter en tur i ovnen/på brødristeren/i bruchetta-værkstedet. 😉

Klatkager af havregrød

Jeg er lige vendt hjem fra rus-tur med arkitektskolen. Det var tre dage i en mudderpøl, med øl, fest og minimal søvn – vores hjemmelavede hytte endte nemlig med at være rimelig gennemblødt!

Derfor har der da heller ikke været de store madkreationer i gang i køkkenet.

Jeg fik dog lyst til klatkager – men ak, jeg havde ingen risengrødsrester. Derfor lavede jeg et forsøg, som viste sig at gå helt fantastisk! Man laver simpelthen en portion havregrød til anledningen – simpelt. Klatkagerne blev en anelse mere snaskede end risengrødsklatkagerne, hvilket slet ikke er et minus. 😉

Ingredienser, ca 5 stk

  • 1-2 dl havregryn
  • 1 dl vand (eller mælk, hvis du vil have det mere ”cremet”)
  • ½ tsk kanel
  • 1 spsk rosiner
  • 1 æg
  • 2 spsk groft mel (eks fuldkornshvedemel)
  • 1 spsk sukker (plus minus, efter smag.)

Fremgangsmåde

  1. Hæld havregrynene i en skål. Overhæld med kogende vand, rør rundt, og dæk til med husholdningsfilm.
  2. Lad stå i 5-10 minutter, rør rundt, og stil på køl når vandet er opsuget.
  3. Tag den kolde (eller bare lidt køligere) grød ud fra køleskabet. Bland sukker, kanel, æg, mel og rosiner i.
  4. Rør rundt til en lind masse.
  5. Steg på panden til de er gyldne.
  6. Server med creme fraiche/syltetøj/flødeskum/sirup/sukker/flormelis/andet.