Udnyt dine rester; indisk tikka masala risret med grøntsager, hertil bacon-svøbt kyllingefilet

En vigtig pointe når det kommer til madbudgettering er, at du skal udnytte dine rester. Hver gang du smider mad ud, smider du noget ud, du har brugt penge på – samtidig med at det er slemt ressourcespild. Her hjemme smides stort set ikke mad ud – hvis der er noget der ryger, er det som regel, når der er lidt pålæg tilbage, som måske har været åbent liiiidt for længe. 😉 Men alt lige fra slatne gulerødder til kogte ris kan nemt bruges til nye lækkerier; bare se her!

Til denne fantastiske, indisk-inspirerede risret er følgende rester brugt; slatne gulerødder, ensomt kvart blomkålshoved, kogte brune ris, ensomt løg, samt en ensom rød peber. Og så lidt ekstra, som ikke var rester, men blot basislager. Smart!

Billede

Ingredienser, 2 personer

(Grøntsager kan naturligvis varieres alt efter hvad der gemmer sig i dine skuffer!)

  • 1-2 gulerødder
  • 1/4 blomkålshoved
  • 1-2 peberfrugter
  • 1-2 løg
  • 1 hvidløgsfed
  • 1 lille chili
  • 1 spsk olie
  • Ris-rester
  • 1-2 spsk tikka masala krydderi
  • Salt og peber
  • ½ dl vand
  • 1 spsk soya
  • Evt. 1 tsk citronsaft
  • 3-4 kyllingefileter
  • 1 pk bacon
  • Evt. sød chilisauce eller creme fraiche til servering

Fremgangsmåde

  1. Flæk kyllingefileterne, så de ikke er så tykke. Vikl hver halvdel ind i et stk. bacon.
  2. Bag fileterne i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter.
  3. Mens kyllingen bager, snittes grøntsagerne.
  4. På en varm pande steges først løg, hvidløg, tikka masala krydderi og chili et par minutter i olien.
  5. Resten af grøntsagerne smides i, og der steges videre i fem minutters tid.
  6. Risene tilføjes sammen med vand, Soya og citronsaft.
  7. Retten varmes igennem, og der smages til med salt og peber.
  8. Server gerne med sød chili sauce eller en mager creme fraiche.

Kylling og squash i tomatsauce med tikka-masala

Pande-og gryde bikseretter hører i sandhed efterårssæsonen til. Og heldigvis for det; de varmer, smager godt, og er super nemme at have med at gøre. Derudover er de gode sidst på ugen/måneden, da man kan bruge de grøntsager og det kød, man nu engang har i køleskabet/fryseren.

I går biksede jeg en lidt spicy ret sammen. Kyllingefilet sauteret med en masse løg og squash og tikka-masala krydderi, kogt sammen med hakkede tomater og så et ordentligt skvæt timian. Så bliver det ikke mere ligetil! 🙂

kylling_squash_i_tomat

Ingredienser, 4 personer

  • 400-500 g kyllingebrystfilet i mundrette stykker
  • 1 stor squash
  • 2-3 store løg
  • 1½ spsk tikka-masala krydderi (du kan købe en kæmpe pose i Tiger til en 10’er.)
  • 1 spsk timian
  • 1 bouillonterning (kylling eller grøntsagssmag)
  • 1 dåse hakket tomat
  • Gerne en håndfuld friske tomater i store stykker
  • 2 dl vand
  • 1-2 spsk maizenamel
  • Pasta – gerne fuldkorn! Eller ris – gerne brune eller vilde!

Fremgangsmåde

  1. Hak løgene groft, og svits dem i en varm pande (måske i lidt olie) til de skinner. Tilsæt kylling og tikka-masala, og steg, til kyllingen er næsten gennemstegt.
  2. Tilsæt squash i større stykker, og evt. tomater. Svits videre i et par minutter.
  3. Tilsæt bouillonterning, hakket tomat fra dåse og 1 dl vand. Kog op, og tilsæt så timian.
  4. Bland 1 dl vand med maizenamel, og rør i den kogende ret. Lad simre i nogle minutter.
  5. Når bouillonterningen er opløst, og kyllingen gennemkogt, smages til med salt og peber og evt. mere tikka-masala.
  6. Lad simre ved lav varme mens du koger ris eller pasta. Det gør kyllingen ekstra mør og lækker!
  7. Server gerne med en let salat.

Tikka-masala kylling med tomat og kartofler

I takt med at det bliver mere og mere efterår, bliver simreretter også mere og mere værdsat i den lille, aarhusianske lejlighed. Vi er gået tidligt i gang i år, og der har allerede stået tikka-masala kylling på bordet, serveret i en indisk-inspireret, krydret tomatsauce, med kartofler og salat. En ret som er inspireret hjemmefra, som der blev kaldt “mosters kylling.” 😉

Har man først investeret i et ordentligt krydderiskab, er denne ret billig og nem – råvarerne er kylling, gulerødder, løg, frosne ærter og majs, og dåsetomat. Og så selvfølgelig karttofler. Råvarer, som den studerende jo har et dejligt forhold til; de er sunde, lettilgængelige, og drøje i brug. 😉

Krydderierne skal man lade være med at købe i Brugsen, Kvickly, Spar eller lignende. Man skal derimod i en discountbutik og kigge efter krydderiposer, eller endnu bedre, ned til den lokale grønthandel, Tiger eller Anna og Clara. Her fås krydderier i store poser til 7-10 kr, modsat de “finere” supermarkeder, hvor små glas fås til omkring 20 kr.

tikka_masala_kylling_3

Ingredienser, 4 personer (eller 2 personer i 2 dage.)

  • 3 kyllingebryst fileter
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 2 løg
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 6 gulerødder
  • 3 hvidløgsfed
  • 1 dl frosne majs
  • 1 dl frosne ærter
  • Krydderier: nelliker, kanel, paprika, tikka-masala, salt, peber og chili.
  • Kartofler til 4 personer
  • Ca. 1/4 L boullion (½ boullionterning opløst i kogt vand.)
  • Evt ½ tsk sukker

Fremgangsmåde

  1. Skrub/skræl kartoflerne, og sæt dem over.
  2. Svits hakkede løg og pressede hvidløgsfed sammen med 1 lille tsk kanel og 1 lille tsk nelliker.
  3. Når løgene er blanke, tilsættes kyllingebryst i tern, sammen med 1 tsk tikka-masala krydderi, 1 tsk paprika og lidt chili. Kødet brunes af.
  4. Tilsæt hakkede tomater og tomatpuré, samt gulerødder skåret i grove stykker.
  5. Lad simre, og tilsæt lidt boullion, hvis saucen ikke dækker kød og gulerødder.
  6. Efter ca. 15-20 minutter smages der til med salt, peber, og andre krydderier, som du synes mangler. Mangler der sødme, kan du tilsætte ½ tsk sukker.
  7. Lad ærter og majs koge med de sidste 2-3 minutter.
  8. Server med de kogte kartofler og en salat.