Rejecocktail med hjemmelavet dressing

Nogle gange er retro-mad faktisk ret godt. Det inkluderer rejecocktail! Jeg lavede det for nyligt sammen med de bedste venner, og det var ret fantastisk. Vi serverede blødkogte æg og grove flutes til, så det fungerede som hovedret, og ikke som forret.
Dressingen lavede vi selv, og den blev meget bedre end den, man køber! Serveringen var tag-selv, så man fik lov at tage aller mest af det, man elsker aller mest. (Og ja, der blev rift om avocadoen! 😉 )
reje2reje1

Ingredienser, 5-6 personer

  • 1 iceberg
  • 500 g rejer
  • 2-3 avocadoer
  • 4 store tomater
  • 2-3 fuldkornsflutes
  • 5-6 blødkogte æg
  • 1 bundt springløg
  • 1 citron
  • 1 agurk
  • 1 bundt frisk dild
  • (Krydderurte)smør
  • Oliven
  • Hjemmelavet dressing

Ingredienser, dressing

  • 500 g creme fraiche (9-18 %)
  • 1 dl engelsk sauce
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk stødt paprika
  • 1 tsk karrypulver
  • 1 spsk sød honning
  • Salt og peber
  • 1-2 dl ketchup
  • 1 tsk citronsaft

Fremgangsmåde

  1. Skær grøntsagerne i passende stykker, og fordel i skåle og fade. (Hæld lidt citronsaft over avocadoen så den ikke bliver brun)
  2. Kog æggene til de er blødkogte (jeg plejer at give dem 6½ minut, men det er ikke altid det lykkedes!)
  3. Lun flutes i ovnen i et par minutter.
  4. Bland dressingen. Smag til – måske skal den have lidt mere engelsk sauce eller salt?
  5. Sæt jer til bords, og nyd den gode mad og det gode selskab! 🙂

Den perfekte café-burger

Jeg ved egentlig ikke, hvad de helt nøjagtige kriterier for en klassisk café-burger er. Dog har jeg min egen forestilling herom; den skal være stor, med en ordentig bøf.
Den skal indeholde de typiske grøntsager, nemlig tomat, agurk, rødløg og iceberg.
Og der skal være dressing!
Slutteligt skal den selvfølgelig serveres med kartofler af en art – her er det citron-bagte minikartofler på spyd. Denne forestilling har jeg prøvet at få udlevet – med stor succes.

Disse café-burgere er ikke det billigste aftensmads-valg, men laver man ekstra meget, kan man til gengæld snildt lave et par ekstra til madpakkerne. Smart – og usandsynligt meget lækrere end rugbrødsmadder.

burger

Ingredienser, 4 store burgere

  • 800 g hakket, magert oksekød
  • 4 store burgerboller
  • 4-8 icebergblade
  • 2 bøftomater
  • 1 rødløg
  • ½ agurk

Ingredienser, rød dressing

  • 1-2 dl mayonnaise
  • en stor klat ketchup
  • 1 spsk sød sennep
  • Evt. 1 spsk worcestershire-sauce
  • Lidt salt og peber
  • 1 tsk brun farin

Ingredienser, citronbagte kartofler på spyd

  • 16 små kartofler
  • salt og peber
  • 2 spsk olivenolie
  • saften fra ½ citron

Fremgangsmåde:

  1. Opvarm ovnen til 210 grader. Skrub kartoflerne, og vend dem med salt, peber, olie og citron. Bag i 30-40 minutter, til de er gyldne og gennembagte.
  2. Lav imens den røde dressing ved at blande alt. Smag til. Stil på køl.
  3. Form 4 store bøffer á 200 g hver. Steg dem på panden i lidt olie, til de er gennemstegte. Krydr med salt og peber.
  4. Opvarm bollerne (evt. i ovn.) Smør et godt lag dressing på den nederste bolle, og top herefter med icebergblade, tomater og agurker i skiver, løgringe, mere dressing, og slutteligt bøffen.
  5. Server med kartoffelspyd (ca. 4 kartofler til hver,) og en iskold, brusende cola.

Alternativer:

Den perfekte café-burger kan i mit hoved også sagtens varieres – eksempelvis med sprødstegt bacon og cheddarost på bøffen. Og som alternativ til den enorme mængde dressing, ville en avocado-mos med lidt løg, creme fraiche, salt, peber og citron fungere helt udemærket. En grillet kyllingefilet ville også være himmelsk.

Hvad med jer? Hvordan er jeres perfekte burger? 🙂