Farverig septembersalat med skyrdressing

Puha jeg er træt ovenpå sådan en weekend proppet med smagsindtryk og dejlige mennesker på Food Festival i Aarhus. Det var super sjovt (som altid), og jeg kom hjem med tasken og armene proppet med lækre, friske, danske septemberråvarer. Jeg arbejdede i Arlas mælkehuse, hvor jeg fik lov at lave smagslaboratorie for børn med modige smagsløg, sammen med en håndfuld fantastiske kollegaer.

De lækre grøntsager fik jeg smagt her til aften, hvor jeg lavede bagt portobello (med lækre svampe fra Tvedemose!) med squash fyld og masser af ost. Hertil en festlig, farverig, og utrolig smagfuld septembersalat.

september salat

Ingredienser, 2 personer

  • 1/4 lilla spidskål
  • 1 frisk majskolbe
  • 1 peberfrugt
  • 1 håndfuld valnøddekerner

Ingredienser, dressing

  • 3 spsk skyr
  • 1,5 tsk honning
  • Knivspids salt
  • Saft fra ½ citron
  • 1/4 bundt persille

Fremgangsmåde

  1. Snit spidskålen fint, og skær peberfrugten i tern.
  2. Overhæld evt. majskolben med kogende vand, eller brug den rå. Skær kernerne af.
  3. Hak valnødderne.
  4. Bland dressingen af alle ingredienserne.
  5. Vend det hele sammen, og server! Super simpelt, og alligevel så lækkert.

Græskar-æggewraps med fyld af rygeost og grønt

Dette er en appetizer jeg lavede til Food Fighter madkampen 2015 med mit fantastiske hold. Det smagte lækkert, og så er det faktisk rigtig nemt at lave.

Appetizeren er en glutenfri æggewrap, hvori der er iblandet revet, dampet græskarskal, i stedet for at smide skrællen ud. Du kan også erstatte græskarret med revet gulerod, squash, finthakket porre, eller hvad du ellers har lyst til.

Fyldet er rygeost og sauterede grøntsager – squash og aubergine – smagt til med timian, salt og peber.

Hertil serverede vi bagte rødløgsskiver og tomat. Det hele blev anrettet på mandolinskårne skiver af glaskål og en god klat hjemmelavet svampepesto. Mums.

æggewrap

Ingredienser, 5 wraps (ca 20 tallerkenanretninger)

  • 8 æg
  • 2 dl revet græskar (eller squash, gulerod, porre, kål…)
  • 2 dl rygeost med purløg
  • 1 aubergine
  • 1 squash
  • 3 rødløg
  • 3 store tomater
  • Salt og peber
  • Olie
  • En god pesto
  • 1 stor glaskål

Fremgangsmåde

  1. Pisk æg og revet græskar sammen, og tilsæt en knivspids salt og lidt peber. Steg som pandekager på en nonstick pande. Køl ned.
  2. Skær squash og aubergine i små tern. Sauter (steg hurtigt) på en varm pande med lidt olie, og smag til med salt og peber.
  3. Skær tomater og rødløg i mindre stykker. Fordel i en bradepande, drys med olie, salt og sukker, og bag i ovnen ved 175 grader i ca. en time, eller til det er mørt og gyldent.
  4. Fordel fyldet (rygeost og squash/aubergine blanding) i æggewrapsene og rul sammen. Skær i skiver.
  5. Skræl glaskålen, og skær den i tynde skiver.
  6. Fordel en klat god pesto på glaskålskiverne, læg æggewrappen herpå, og pynt med rødløg og tomat.

Bløde, lækre fuldkorns pølsehorn – med variationer!

De her pølsehorn lavede jeg til årets kapsejlads i Aarhus. Og de blev spist op ganske hurtigt; man bliver sulten af at heppe på sit hold en hel dag.

Pølsehornene er bløde, luftige og lækre – også selvom de er proppet med fuldkorn. Så bare rolig, du kan sagtens få masser af fibre og vitaminer fra fuldkornet uden at knække tænderne! 😉

Desuden er de hjemmelavede horn tusind gange bedre end de færdigkøbte du køber på frost. Og meget bedre end den færdig-lavede dej man også kan købe. Og så er det slet ikke svært.

pølsehorn fuldkorn

Ingredienser, 20 stk

  • 1 pakke pølser (10 stk – som skal skæres i halve)
  • 300 g fuldkornshvedemel (eller grahamsmel eller hvid hvede eller eller eller…)
  • 200 g hvedemel
  • 1 pakke gær
  • 1 tsk fint salt
  • 1 tsk honning eller sukker
  • 1-2 dl mælk eller yoghurt neutral
  • 50 g blødt smør eller vegetabilsk olie
  • Evt. timian og flagesalt til drys
  • 1 dl lunkent vand
  • 1 æg til pensling

Fremgangsmåde:

  1. Opløs gæren i det lunkne vand.
  2. Ælt sammen med mel, salt, honning, 1 dl yoghurt/mælk og smør/olie.
  3. Tilsæt evt. mere mælk/yoghurt hvis dejen er for tør. Tilsæt lidt mere hvedemel, hvis den er for våd.
  4. Når du har æltet i 5-10 minutter, skal dejen hæve lunt og overdækket i ca. 1 time.
  5. Del dejen i 20 stykker, og rul hvert stykke som en lang pølse. Vikl dej-pølsen rundt om den rigtige pølse.
  6. Pensl med et sammenpisket æg, og drys evt. med plagesalt og timian.
  7. Lad efterhæve i 30 minutter.
  8. Bag i 200 grader varm ovn ca 15-20 minutter, indtil dejen er gennembagt og gylden.

Opbevar i køleskab når de er kølet ned; der er jo kød i.

Tips til variationer:

  • Erstat lidt af væsken med koncentreret tomatpuré for en smagfuld, rød dej.
  • Tilsæt revede grøntsager til dejen, fx gulerod eller squash.
  • Tilsæt pesto eller hakkede krydderurter til dejen.
  • Drys med revet ost, havregryn eller sesamfrø.
  • Brug pølser med smag, fx chili eller cheddar.

Sundere broccolisalat

Uuuuhm, broccolisalat er en af de bedste klassikere, synes jeg. Broccoli, bacon, rødløg, solsikkekerner og en fyldig mayonnaise-dressing – mums!

Jeg har ernæringsforbedret retten lidt, hvilket heldigvis bare gør den endnu bedre. Min udgave indeholder ekstra mange grøntsager, samt en mere fedtfattig dressing, som er baseret på yoghurt frem for mayo. Men bare rolig, baconen får stadig lov at deltage, for helt ærligt, et liv uden bacon er da kedeligt… 😉
broccolisalat

Ingredienser, 4 personer

  • 1½-1 broccolihoveder
  • 1 Bundt springløg (eller 1-2 rødløg)
  • 2 Store peberfrugter
  • 1 Pose radiser
  • 1 dl Solsikkekerner
  • 1 dl Rosiner
  • Kvart ananas eller 1 æble
  • 2 dl mager, neutral yoghurt eller andet mejeriprodukt (A38, creme fraiche, skyr…)
  • 2 spsk mayonnaise
  • ca. ½ dl balsamico eddike
  • saften fra ½ lille citron
  • 1 tsk sukker/honning
  • ca. ½ tsk salt
  • 1-2 pakker bacon

Fremgangsmåde

  • Skær broccoliens buketter i mundrette bidder. Skær broccoliens stok i små tern. (Ja, de skal altså med, og ikke smides ud!). Overhæld det hele med kogt vand og rør lidt salt i. Lad stå i ca. 15 minutter, og lad det derefter dryppe af og køle ned.
  • Skær bacon i små stykker. Steg det på en pande, og lad det køle ned på noget køkkenrulle, som kan opsuge overskydende fedtstof.
  • Skær peberfrugt, æble, radiser og løg i små stykker.
  • Bland en dressing af yoghurt og mayo. Smag til med citron, eddike og en smule salt og sukker.
  • Rør grøntsager, solsikkekerner, rosiner og dressing sammen.
  • Server til din yndlingsret 🙂

Kikærtegryde (vegetarisk)

År 2015 er skudt godt i gang. Jeg har mægtig travlt med praktik og en eksamen for døren, men der er heldigvis en gang i mellem plads til at kokkerere en smule.

Det er vist ingen hemmelighed, at mange mennesker er på slankekur i januar. Eller blot forsøger at spise sundere. Og bare rolig; hvis du er en af dem, kan du sagtens tillade dig at spise denne ret. Og det er heldigt, for den smager dejligt.

Retten er vegetarisk, hvilket – ud over at være godt for dit helbred – også er godt for din økonomi! Derudover er retten smækfyldt med fiberrige og vitaminrige grøntsager! Disse kan du selvfølgelig variere alt efter hvad du har lyst til, hvad der er på tilbud, og hvad du i forvejen har.

kikærtegryde

Ingredienser, 4 personer (eller mad til to dage for to personer!)

  • 4 gulerødder
  • 1 dåse kogte kikærter (husk at skylle dem!) eller kog dine egne
  • ½ spidskålshoved
  • 6-8 kugler frossen spinat
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tørret chili (eller noget stødt chilipulver)
  • 1 dl vand blandet med 1½ spsk grøntsagsfond (eller 1½ bouillonterning) og 1 spsk maizena
  • Salt og peber
  • 1 spsk tørret paprika
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • Olie

Tilbehør: ris (gerne brune) eller kerner (fx byg eller spelt) og sød chilisauce.

Fremgangsmåde

  1. Skær løg i skiver og skær gulerødder i små stykker. Steg dette i et par spsk olie i ca. 5 minutter ved lav varme.
  2. Skær spidskål i strimler, og tilføj dette til gryden sammen med spinatkuglerne. og kikærterne. Lad det hele simre i 5 minutters tid.
  3. Hak hvidløg og chili fint, og tilsæt dette sammen med vandet , som du i forvejen har blandet med maizena og fond/bouillon.
  4. Smag til med salt, peber, paprika og spidskommen.
  5. Server med ris eller kerner, som du koger jf. emballagen.

Super sund og smæskelækker suppe (med fisk!)

Fedtfattig? Tjek.

Fyldt med grøntsager? Tjek.

Fisk? Tjek.

Nem? Tjek.

Mættende? Tjek.

Smæskelækker? Tjek!

Suppe er helt fantastisk nu hvor efteråret nærmer sig, inklusive den uundgåelige kulde, regn og blæst. Når gryden tilmed fyldes med masser af fisk, grøntsager og dejlig smag, bliver det lidt nemmere at glemme det kedelige vejr, og i stedet fokusere på træernes skønne farver. Og så er det da en dejlig bonus at man kan spise den med 100 % god samvittighed, for den kan næsten ikke blive sundere! 🙂

fiskesuppe

Ingredienser, 4 personer

  • 6 dl fiske eller grøntsagsfond
  • 4 dl mælk
  • 1 stort løg
  • 250 g champignon
  • 1 bundt springløg
  • ½ bundt frisk persille
  • 1 lille chili
  • ½ citron
  • 5-600 g hvid fisk (jeg brugte kuller. Torsk eller ising eller lignende er også godt!)
  • 250 g grønne bønner
  • 500 g kartofler
  • ½ spidskål
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde

  1.  Hak løget og snit kålen. Steg det ved middelvarme i en gryde i ca 5 minutter i olien.
  2. Skær kartofler og champignon i mundrette bidder, og svits dem med i et par minutter.
  3. Tilsæt fond og mælk, og kog op.
  4. Lad retten simre i 20-30 minutter, indtil kartoflerne er møre.
  5. Snit forårsløg og chili fint og skær bønnerne i mundrette bidder. Tilsæt det sammen med fisken, og kog op igen.
  6. Lad suppen koge i 4-5 minutter, og del herefter fisken i mindre bidder med et par gafler.
  7. Smag suppen til med salt, peber, citronsaft og finthakket persille.
  8. Server evt. med hjemmelavede rugbrødscroutoner eller groft brød med smør.

Skinke tern i kokos-karry sauce med masser af grøntsager

Karry, kokosmælk, grøntsager og magert kød i tern er det perfekte match. Sammen med chili, paprika og hvidløg bliver det kun endnu bedre – især serveret med brune ris og chilisauce. Jeg har brugt svine skinkekød i tern, men man kan også sagtens bruge fx kylling. Forskellen er blot, at svinekødet gerne skal simre lidt længere for at blive mørt.

Grøntsagerne kan naturligvis varieres alt efter hvad man har i køleskabet, sådan at man får brugt sine rester. Det måske særligt relevant, nu hvor det er ved at være sidst på måneden! 😉 Og så må vi ikke glemme hvor sund og dejlig retten er; magert kød og masser af grøntsager går man aldrig helt galt i byen med.

karry kokos svin

Ingredienser, 3-4 personer

  • 1 dåse kokosmælk (jeg brugte light)
  • ca 4-500 g svin i tern (eller kylling)
  • 2 løg
  • 1 tsk chilipulver
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk karrypulver
  • salt og peber
  • 2 hvidløgsfed
  • ca 500 g grøntsager efter eget valg (jeg brugte peberfrugt, hvidkål, majs, gulerod)
  • Ris, gerne brune
  • Evt chilisauce til servering
  • 1-2 dl grøntsags- eller svinebouilon (bare fra en bouillonterning)
  • Et par spsk olie til stegning
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Sæt risene over til kogning efter pakkens anvisning.
  2. Skær løg i ringe, og hak hvidløget fint. Steg det nogle minutter i lidt olie.
  3. Tilsæt kød, paprika, chili og karry, og steg videre, til kødet har taget farve.
  4. Snit grøntsagerne mellem-fint, og steg dem med i nogle minutter ved høj varme.
  5. Overhæld med bouillon og kokosmælk.
  6. Lad simre i ca 15 minutter.
  7. Smag til med salt og peber, og evt. lidt mere karry.
  8. Server med chilisauce.

Ugentlig madplan, januar

Selv, når menuen dagligt skal stå på masser af grøntsager, fisk og magert kød, behøves madbudgetkontoen ikke lide overlast. Se bare, hvor smart det er at lave en ugentlig madplan, inden der handles: du slipper for daglig “åh-nej-hvad-skal-vi-spise-i-dag???” panik, og samtidig får du udnyttet alle de råvarer du indkøber, og mindsker dermed madspild.

Til denne uge har indkøbene til aftensmaden overordnet set begrænset sig til; blomkål, squash, gulerødder, kyllingefileter (frost), fiskefars, dåse-fisk, æg, brød og pålæg. Simpelt, nemt, og lækkert! (Selvfølgelig blev der også købt mælk, frugt og lignende ikke-aftensmad relaterede fødevarer. 😉 ) Ting, jeg havde i basislageret, var bl.a. løg, brune ris, frosne ærter/majs, chili og dåsetomat.

2013_05_13_15_58_48

Mandag 6/1: Spicy gulerods-fiskefrikadeller med chili og hvidløg, serveret med kartofler, kogte gulerødder og ærter.

Tirsdag 7/1: Wok med kylling, blomkål, squash og gulerod, serveret med brune ris.

Onsdag 8/1: Rester

Torsdag 9/1: Tun/torskerogns frikadeller med brune ris og gulerodsråkost

Fredag 10/1: Rugbrødsmadder, bl.a. med torsdagens deller som pålæg

Lørdag 11/1: Tikka-masala kylling med blomkål og squash

Søndag 12/1: Tøm-køleskabet æggekager (skinkepålæg, grøntsagsrester…)

Flytning, eksamenslæsning, juletid og en pastasalat

Puh, der er travlhed i december. Sikke en voldsom trængsel og alarm, kan jeg næsten tillade mig at sige.  Ud over at jeg skal finde tid til at pakke hele lejligheden ned og flytte (vi skal være ude af nuværende lejlighed allerede denne weekend!) skal jeg også forberede mig til en deeeejlig mundlig eksamen i fysiologi og anatomi. Suk. Alt sammen i en periode som i forvejen er tidspresset med hensyn til småkagebagning, julegaveindkøb og andre hyggelige julegøremål.

Derfor er bloggen heller ikke topprioriteten for tiden, ligesom aftensmaden pt. ikke kører efter madplan, men derimod efter “hvad-kan-vi-lige-overskue-og-finde-tid-til” plan. En dejlig pastasalat blev det til i går, indeholdende kylling, grøntsager, fuldkornspasta og basilikum-pesto. (Færdigkøbt pesto. Ups!) I får igen opskrift, for det er retten alt for nem til; bland blot yndlingspestoen med grøntsager, pasta og stegt kylling, krydr med salt og peber og server med dressing eller hytteost. Velbekomme. 🙂

pasta_med_pesto

Stegt ørredfilet og grønt, asiatisk-stil!

Det kan være svært at lave noget spændende med et stykke fiskefilet. I længden er det simpelthen for kedeligt at stege den, og servere den med kartofler og salat.

Men hvad skal man så gøre med den fisk man har købt på tilbud i Netto til en 20’er på tilbud? Man kan jo lade sig inspirere af det asiatiske køkken som jeg har gjort det her.

Retten består af ørredfilet og en masse fintsnittede grøntsager, smagt til med ingefær, chili, hvidløg og soya. Et helt andet univers end det danske med citron og persille. Grøntsagerne jeg har valgt at bruge var de, der nu var i køleskabet; hvidkål, gulerod, ærter og løg. Billigt, nemt, hurtigt og super lækkert!

ørred

Ingredienser, 2 personer

  • ca. 250 g fiskefilet, gerne ørred eller laks
  • ca. 500 g grøntsager efter eget valg eller køleskab (fx hvidkål, gulerod og løg)
  • 2 løg
  • 1 tsk olie
  • ingefær, chili og peber
  • soya
  • 2 fed hvidløg
  • Evt. ris eller kartofler til servering

Fremgangsmåde

  1. Sæt evt. ris eller kartofler over til kogning.
  2. Snit grøntsager og løg fint.
  3. Opvarm en pande, og svits løg i olie til det bliver blankt.
  4. Tilsæt fintsnittet grønt sammen med hvidløg.
  5. Svits ved høj varme i et par minutter, og skub så det hele ud i siden, så fisken kan placeres i midten, skindsiden nedad.
  6. Steg fisken i 6-7 minutter med skindsiden nedad, og vend den derefter og steg færdig.
  7. Hiv skindet af fisken, og del den i grove stykker på panden.
  8. Smag retten til med krydderier og Soya.