Hjemmebagte jødekager

Hvor dufter her helt fantastisk af kanel og hjemmebag! Og bedre endnu; ved siden af mig står en ordentlig æske hjemmelavede jødekager og en varm kop te. Hvilken herlig måde at afslutte en god uge på.

Og hvilken uge; jeg har brugt en stor del af den på smukke Island med min far – hvor var det skønt med smukke omgivelser, frisk luft (puh hvor det blæste!), islandske lækkerier, udendørs boblebad, flotte sommerhuse og mere til.

Jødekagerne jeg har bagt er knasende sprøde, og holder sig fint i en lufttæt småkagedåse – så du kan snildt gå i gang med julebageriet allerede nu, så du er klar til første søndag i advent om kun en uge! 🙂 For når du bager småkagerne selv, kan du fremtrylle absurd store portioner til billige penge, frem for at bruge pengene på de dyre købesmåkager (som i øvrigt ikke smager lige så godt!)

jødekager1

Ingredienser, ca 50 stk

  • ½ tsk hjortetaksalt
  • 1 spsk vaniljesukker
  • 180 g blødt smør
  • 125 g sukker
  • 250 g hvedemel
  • 1 sammenpisket æg
  • 1 spsk sukker blandet med 1 tsk stødt kanel
  • Ca. 1 dl mandler

Fremgangsmåde

  1. Bland mel, hjortetaksalt, vaniljesukker og sukker grundigt sammen.
  2. Skær smørret i mindre stykker, og ælt det ind i melblandningen. (I starten er det meget smuldrende, men efterhånden som du ælter varme ind i dejen, bliver den mere sammenhængende.
  3. Tilsæt ½ af ægget. (Gem resten til pensling.) Ælt videre, til du har en 100 % sammenhængende masse.
  4. Del dejen i 2. Rul hver klump til en pølse/cylinder – diameteren skal være ca 5 cm, eller så stor som du ønsker småkagerne skal blive. Stil rullerne i køleskabet i 1 times tid.
  5. Mens dejen står på køl smutter du mandlerne; lad dem stå i kogt vand i et par minutter, skyl dem i koldt vand, og fjern så hinderne. Hak mandlerne fint.
  6. Bland sukker og kanel.
  7. Tag rullerne ud af køleskabet. Skær dem i tynde skiver (så tykke/tynde som du ønsker dine småkager).
  8. Fordel småkagerne på 2 bageplader beklædt med bagepapir.
  9. Pensl småkagerne med resten af ægget, og drys med hakkede mandler og kanelsukker.
  10. Bag ved 180 grader varmluft i ca 10 minutter, plus minus. Holdøje med dem; de skal lige præcis blive lidt gyldne i kanten.
  11. Køl af på en bagerist.
  12. Opbevar i tætsluttende dåse.
Reklamer

Brændte hasselnødder (eller mandler!)

Du kender det godt: du går en tur på strøget. Pludselig dufter der skønt. Du opdager boden med brændte mandler. Du fristes til at købe en lille bitte pose. BAM, du er nu 30 kr fattigere, og nødderne har du spist på få minutter.

Bliv ej frustreret!

Du kan nemlig super nemt lave dine egne ristede mandler/andre nødder! Det eneste, du skal bruge, er:

  • Vand
  • Sukker
  • Dine favorit nødder
  • Lidt smør
  • Tålmodighed!

Det er så nemt, at selv en køkken-nybegynder kan finde ud af det. Hvis denne nybegynder vel og mærke besidder en portion tålmodighed, for processen kan godt tage mellem en halv og en hel time. (Og netop derfor vil jeg anbefale, at du fordobler min opskrift – eller mere! 😉 nødderne holder sig nemlig fint i en lukket beholder, så det er bare om at lave en kæmpe portion når man går i gang.)

brændte hasselnødder

Ingredienser

  • 200 g nødder
  • 1 dl vand
  • 150 g sukker
  • 1 tsk smør/margarine

Fremgangsmåde

  1. Fordel alle ingredienser i en pande. Kog op under høj varme.
  2. Skru ned til middelvarme når det koger. Kog videre ved middelvarme i 5-10 minutter. Rør rundt en gang imellem.
  3. Lad simre i 5-10-15 minutter; indtil vandet er stort set fordampet, og det begynder at ligne sirup. Hæld smør i. Kog videre.
  4. HOV! Lige pludselig skiller det hele. Det kommer til at ligne, at sukkeret er rasp/knuste cornflakes/ lignende. Men bare rolig, det er meningen! Nu skal du bare fortsætte med at have panden på middelvarme og røre rundt.
  5. Når du har stået i 5-10 minutter og rørt rundt i nødder og “rasp” begynder sukkeret pludselig at smelte i bunden. Det du gør, er bare at fortsætte med at røre rundt. Og det gør du faktisk de næste 15-20 minutter.
  6. Nu burde nødderne efterhånden ligne brændte mandler/nødder! Tillykke 🙂
  7. Fordel nødderne på et stykke bagepapir, og køl ned. Fordel i lufttæt beholder, og gem til en regnvejrsdag – eller spis med det samme! 😉

Eller sagt lidt nemmere: hvis bare du blandet det hele, og sørger for at koge og røre rundt i lidt over en halv time, skal det nok lykkes for dig. Held og lykke!

Æblekage med marcipan

Det er så smart med æbler – har man for mange, kan man bare lave en kage. Her har jeg fremtryllet en lækker en af slagsen – fyldt med marcipan og toppet med hakkede mandler. Serveret med creme fraiche er det den perfekte mundfuld.

æble_marcipan_kage

 

Ingredienser, 1 tærteform

  • ca ½ kg skrællede æbler
  • 50-100 g sukker, alt efter æblernes sødme
  • 100 g smør/margarine
  • 100 g revet marcipan
  • 150 g mel
  • 2 æg
  • 2 tsk bagepulver
  • Hakkede mandler
  • Saft fra 1 appelsin, revet skal fra ½ appelsin

Fremgangsmåde

  1. Skær de skrællede æbler i fine både. Andret dem i fadets bund i et jævnt lag.
  2. Pisk smør, æg og sukker sammen til en luftig masse.
  3. Bland i en anden skål mel og bagepulver, vend marcipanen i, og bland herefter dette med sukkermassen.
  4. Tilføj appelsinsaft- og skal.
  5. Hæld dejen over æblerne og drys/pynt med mandler.
  6. Bag ved 175 grader i midten af ovnen, ca. 30 minutter – indtil dejen er gennembagt og gylden. (Det kan godt tage op til 45 min, så hold godt øje.)
  7. Server med creme fraiche mens kagen er lun. (Selvom den nu også smager dejligt, når den er kold. 😉 )

Kokostoppe

Kokostoppe er nok den hurtigste søde snack at fremstille. Eller, tæt på, hvertfald. Derudover er det også super nemt og billigt!

Som regel får toppene en bund af chokolade, men dette kræver et vandbad – og så ryger idéen med at det skal være hurtigt. Derfor valgte jeg i stedet at hakke chokoladen, og iblande denne i kokos-massen – smart.

 

Ingredienser, ca 20-25 stk

  • 150 g kokosmel
  • 75 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 æg
  • hakket chokolade

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 175 grader.
  2. Pisk sukker, vaniljesukker og æg til en hvid, skummende masse.
  3. Vend kokosmel og chokolade i med en dejskraber.
  4. Fordel massen i små toppe. Bag i midten af ovnen i 10-12 minutter. (Hold godt øje til sidst, lige pludselig går det hurtigt.)
  5. Køl af og nyd.
  6. Opbevares i lufttæt beholder – hvis ikke de bliver spist med det samme! 😉