Tøm-køleskabet linsesuppe

Nu bliver det da vist heller ikke billigere! Det eneste, denne lækre suppe kræver, er det, der gemmer sig i dine skuffer, skabe og på grøntsagshylden – hvis du er heldig, skal du slet ikke ud at handle. Suppen kan sagtens varieres alt efter hvilke grøntsager og rodfrugter du har derhjemme.

Nårh ja, så er det også ganske sundt; der gemmer sig masser af gode sager i de mange grøntsager! 🙂

linsesuppe

Ingredienser, 2 personer

  • 2 dl skyllede linser (jeg brugte grønne Puy linser)
  • 1½ tsk grøntsagsbouillon (jeg brugte Herbamare. Du kan sagtens bruge en terning)
  • Ca. 500 g grøntsager/rodfrugter, fintsnittet (jeg brugte hvidkål, gulerødder, ærter og løg – brug, hvad du har!)
  • Ca 1-1½ L vand
  • Salg og peber

Fremgangsmåde

  1. Svits de “grove” grøntsager og løg i et par minutter ved høj varme i en gryde. (Gem de “milde”, fx ærterne, til senere).
  2. Hæld linser og 1 L vand ved. Kog op.
  3. Lad koge i en halv time – til linserne (og eventuelt tilsatte rodfrugter) er møre. Tilsæt ærter, og varm igennem.
  4. Smag til med salt og peber, og tilsæt evt. mere vand.
  5. Server med lidt ristet fuldkornsbrød eller en klat creme fraiche.
Reklamer

Pasta med kødsovs + fyldte peberfrugter

Det smarte ved kødsovs/chili con carne er, at resterne kan genanvendes på et utal af måder. I går spiste kæresten og jeg pasta med kødsovs – i dag fik vi peberfrugter med fyld af kødsovs. Sundt, nemt og lækkert!

pasta_med_kødsovs

fyldte_peberfrugter

Ingredienser, Kødsovs til 2 dage

  • 1 løg
  • 1 presset hvidløgsfed
  • Lidt olie
  • 2-3 revede gulerødder
  • ½ broccilihoved/andre grøntsager
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 350-400 g hakket kød, magert
  • Oregano, salt, peber, spidskommen

Ingredienser derudover

  • 2 peberfrugter
  • fuldkornspasta til 2 personer, 1 dag
  • Revet ost

Fremgangsmåde, kødsovs

  1. Skær løget i små stykker, og svits det sammen med det pressede hvidløgsfed i lidt olie i en mellemstor gryde.
  2. Når løget har taget farve, svitses kødet med.
  3. Når kødet er brunet, tilsættes gulerødder, andre grøntsager samt hakkede tomater.
  4. Der smages til med krydderier.
  5. (Maizena mel kan evt. tilsættes, hvis sovsen er for flydende.)
  6. Server med fuldkorns pasta/spaghetti

Fremgangsmåde, fyldte peberfrugter

  1. Tænd ovnen på 200 grader.
  2. Skær peberfrugterne over i halve, og fyld dem med kødsovs. Drys med ost.
  3. Bag i ca. 30 minutter.

Andre idéer til genanvendelse af kødsovsen eller en portion chili con carne:

Fyldte svampe/tomater/squash
Pizza/pizzasnegle
Pirogger (opskrift hertil er på vej 🙂 )
Lasagne