Kikærtegryde (vegetarisk)

År 2015 er skudt godt i gang. Jeg har mægtig travlt med praktik og en eksamen for døren, men der er heldigvis en gang i mellem plads til at kokkerere en smule.

Det er vist ingen hemmelighed, at mange mennesker er på slankekur i januar. Eller blot forsøger at spise sundere. Og bare rolig; hvis du er en af dem, kan du sagtens tillade dig at spise denne ret. Og det er heldigt, for den smager dejligt.

Retten er vegetarisk, hvilket – ud over at være godt for dit helbred – også er godt for din økonomi! Derudover er retten smækfyldt med fiberrige og vitaminrige grøntsager! Disse kan du selvfølgelig variere alt efter hvad du har lyst til, hvad der er på tilbud, og hvad du i forvejen har.

kikærtegryde

Ingredienser, 4 personer (eller mad til to dage for to personer!)

  • 4 gulerødder
  • 1 dåse kogte kikærter (husk at skylle dem!) eller kog dine egne
  • ½ spidskålshoved
  • 6-8 kugler frossen spinat
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tørret chili (eller noget stødt chilipulver)
  • 1 dl vand blandet med 1½ spsk grøntsagsfond (eller 1½ bouillonterning) og 1 spsk maizena
  • Salt og peber
  • 1 spsk tørret paprika
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • Olie

Tilbehør: ris (gerne brune) eller kerner (fx byg eller spelt) og sød chilisauce.

Fremgangsmåde

  1. Skær løg i skiver og skær gulerødder i små stykker. Steg dette i et par spsk olie i ca. 5 minutter ved lav varme.
  2. Skær spidskål i strimler, og tilføj dette til gryden sammen med spinatkuglerne. og kikærterne. Lad det hele simre i 5 minutters tid.
  3. Hak hvidløg og chili fint, og tilsæt dette sammen med vandet , som du i forvejen har blandet med maizena og fond/bouillon.
  4. Smag til med salt, peber, paprika og spidskommen.
  5. Server med ris eller kerner, som du koger jf. emballagen.

Fin, fedtfattig, forårs-farvet humus

En af de ting jeg elsker ved min uddannelse (jeg er i gang med at læse en professionsbachelor i Ernæring og Sundhed) er, at man så ofte får chancen for at være kreativ i køkkenet.

Eksempelvis har min årgang lige gennemgået et kort forløb om produkt- og konceptudvikling. Hertil har min gruppe og jeg kreeret “Humus Musen”; humus til madpakken i små portionsbøtter. Et produkt, som er tiltænkt som værende et nyt, sundt mellemmåltid til folkeskolebørnenes madpakker; forældrene skal blot klargøre lidt grøntsagsstave, som kan dyppes i humusen. Og ikke nok med at det er nemt og super sundt; det er også super fint med forårs-pastelfarver! Helt naturlige, selvfølgelig; de kommer fra rødbede- og spinatsaft.

Og eftersom produktet ikke rigtig er kommet i produktion (endnu!), får i indtil da en opskrift, så i kan lave jeres helt egen forårs-farvede humus. Perfekt som eftermiddagssnack i de lune solstråler!

humus1humus4

Ingredienser, 3 store portioner (som sagtens kan fryses!)

  • 3 dåser kogte kikærter (eller udblød og kog dine egne; du skal bruge ca. 6-700 g kogte ærter).
  • 50-100 g spæde spinalblade
  • 1-2 rødbeder
  • 1-3 spsk tahin
  • Citronsaft (fra ca. ½ citron)
  • Salt og peber
  • Spidskommen
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1-2 dl skyr naturel
  • Evt. 1-2 spsk smagsneutral olie
  • Evt. grøntsagsstave til servering.

Fremgangsmåde:

  1. Skyl de kogte kikærter.
  2. Blend kikærter med et par spsk. tahin, et par spsk. citronsaft, et fed hvidløg og et par dl skyr.
  3. Tilsæt også olie hvis du har lyst – det kan også udelades.
  4. Smag grund-humusen til med salt, peber og spidskommen, og evt. mere tahin, hvidløg, citronsaft og skyr.
  5. Pres i en juicepresser rødbeder og spinat (hver for sig!)
  6. Opdel grund-humusen i 3 portioner, og farv to af dem med grøntsagssaft.
  7. Server med grøntsagsstave, som sandwich-spread, som aftensmadstilbehør, eller hvad du nu har lyst til.
  8. Humusen holder fint i køleskabet i nogle dage, og kan også sagtens fryses ned.

Fuldkornsboller med spinat

Gode med ost og syltetøj, eller til den hjemmelavede grøntsagssuppe! Eller i madakken.

spinatboller

Ingredienser, 10-12 boller

  • 350 g frossen spinat
  • Kogende vand
  • 1 dl syrnet mælkeprodukt (creme fraiche, yoghurt, A38 eller lignende)
  • 1 tsk fint salt
  • 1 spsk honning
  • 4 dl hvedemel
  • 3 dl fuldkorns grahamsmel
  • 1 dl havregryn
  • 1 dl kerner eller frø (hørfrø, solsikkekerner eller lignende)
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 pose tørgær
  • Mælk eller æg til pensling

Fremgangsmåde

  1. Overhæld spinat med kogende vand, så det tør op.
  2. Hæld vand og spinat gennem en si når det er tøet, og pres lidt at væden ud af spinaten. Lad lidt blive tilbage.
  3. Bland i en anden skål meltyper, havregryn, kerner/frø, salt og tørgær.
  4. Bland ovenstående med spinat, honning, olie og syrnet mælkeprodukt, og rør rundt og ælt. Det skal være en lidt fugtig dej – tilsæt mere vand hvis dejen er tør, eller mere (hvede)mel hvis den er for fugtig.
  5. Ælt i en 5 minutters tid, og stil til hævning et lunt sted ca. 1 time.
  6. Form 10-12 boller, og lad hæve 30 minutter. Pensl dem herefter med mælk eller pisket æg.
  7. Varm ovnen op til 200 grader, og bag bollerne i 20-30 minutter – til de er gyldne og gennembagte.

Fedtfattig grahamsmels-tærte med laks, spinat og peberfrugt

Man må gerne spise en masse tærte, når bare man undgår den klassiske dej, som næsten bare er en halv del hvedemel og en halv del smør. Og fylder man den med sunde lækkerier er det bare endnu bedre.

Denne tærte er lavet med en ganske fedtfattig dej lavet med fuldkornsgrahamsmel, fyldt til randen med spinat, peberfrugt og (ikke røget) laks. Og nårh ja, feta! 🙂

tærte_laks_spinat_peberfrugt_grahams

Ingredienser, tærtebund

  • 100 g grahamsmel
  • 100 g hvedemel
  • 75 g A28 / lignende surmælksprodukt, fx creme fraiche
  • 25 g god olie (jeg brugte olivenolie)
  • ½ tsk fint salt
  • Evt ½-1 dl vand

Fremgangsmåde, tærtebund

  1. Saml alle ingredienser på nær vand.
  2. Er dejen ikke fugtig nok (den skal være som en tør bolledej) tilsættes også lidt vand.
  3. Når alt er blandet skal der ikke æltes, dejen skal blot på køl i en times tid.
  4. Efter køletiden rulles dejen tyndt ud, og lægges i tærteformen / lignende ildfast fad.
  5. Prik en maaaasse huller i dejen med en gaffel; dette forhindrer, at den “bobler” og hæver op under forbagningen.
  6. Bag tærtebunden uden fyld i 15 minutter ved 200 grader – den skal være fast, og næsten færdig.

Ingredienser, tærtefyld, 3-4 personer

  • 2-3 fiskefileter – ca. 300 g uden skind
  • 350 g frossen spinat
  • 1 stor peberfrugt
  • 4 æg
  • 1 dl A38
  • 1 dl mælk
  • salt og peber
  • Fetaost
  • Revet ost (gerne mager)

Fremgangsmåde, tærte

  1. Tø spinat op, og klem væden ud af den. Fordel i bunden af tærten.
  2. Fjern skindet fra laksen hvis den har det. Skær laksefileterne ud i mundrette stykker. Fordel på spinaten.
  3. Skær peberfrugten i skiver, og læg disse på laksen.
  4. Smuldr lidt feta over hele molevitten.
  5. Bland æg med A38, mælk, salt og peber, og hæld blandingen over tærtefyldet.
  6. Bag tærten i 20 minutter ved 200 grader.
  7. Efter 20 minutter tages tærten op, og der drysses revet ost på. Herefter bages tærten færdig i ca. 25 minutter.
  8. Server med salat – og gerne mere feta! 😉

Fuldkornspasta med spinat/champignon sauce

champignon,spinat

SÅ bliver det heller ikke nemmere!

I anledning af at jeg her til aften kun skulle lave mad til mig selv og ikke også til kæresten min, lavede jeg en nem ret med champignon! En ingrediens, som jeg holder meget mere af, end han gør. 😉

Sammen med løg, spinat (fra frost), bouillon, madlavningsfløde og fuldkornspasta blev der skabt en grøntsagsfuld, økonomisk ret, som smagte deeejligt.

Ingredienser, 2 personer

  • 1 bakke champignon
  • 1 dl mager madlavningsfløde
  • 0,5 bouillonterning
  • 0,5 pose frossen, hakket spinat
  • salt og peber
  • 1 stort løg

Fremgangsmåde

  1. kog pastaen som pakken angiver.
  2. svits finthakket løg i et par minutter, og tilsæt derefter champignon i skiver.
  3. bland bouillonterning og 1,50dl pasta-kogevand, og tilsæt dette til panden med løg og svampe.
  4. Tilsæt (optøet) spinat.
  5. til sidst smages til med madlavningsfløde, salt og peber.

risotto af perlebyg med spinat og svampe; bygotto!

For at få lidt mere fuldkorn og lidt færre hvide ris indenbords, kan man sagtens lave den klassiske ret risotto med andre korntyper. Min mor lærte mig eksempelvis at lave bygotto! Tilsat champignon og spinat blev den fantastisk lækker. Man kan også bruge speltkerner eller lignende.

bygotto

Ingredienser, 4 personer

  • 2 finthakkede løg
  • 2,5 dl perlebyg
  • 2 dl hvidvin
  • 6-7 dl grøntsags- eller hønse boullion
  • 300 g champignon
  • 1 bakke frisk babyspinat, eller et par 100 g optøet spinat fra frost
  • 1 dl creme fraiche
  • revet parmesan
  • salt og peber
  • smør/olie til stegning
  • evt. hakkede purløg

Fremgangsmåde

  1. Svits løgene og svampe i skiver i lidt smør eller olie. Tilsæt byg og steg i et par minutter ved høj varme.
  2. Skru ned for varmen, kom hvidvin ved, og lad det koge næsten ind.
  3. Tilsæt boullion lidt ad gangen. Tilsæt først nyt, når det foregående er næsten absorberet. Det tager mindst en halv time!
  4. Vend spinat i når bygottoen er mør og klistret, og gennemvarm.
  5. Tilsæt creme fraiche, og smag til med salt og peber.
  6. Drys med parmesan og evt. hakkede purløg inden servering.