Rugbrøds hapsere

Det perfekte mellemmåltid! Små boller/hapsere med rugbrød, kerner, frø, tørret frugt og nødder. Sprængfyldt med smag, fibre og mæthed, og ideelle til madpakken.

Jeg har fyldt dem med valnøddekerner og figen, men du kan bruge lige det, du kan lide. Fx rosinder, chokolade, tranebær, hasselnødder, mandler, figenstænger, dadler, kokos, tørret banan eller hvad ved jeg. 🙂

Bag gerne en kæmpe portion, så du har nogle at komme i fryseren.

rug hapsere

Ingredienser

  • 1½ dl surdej
  • 2 dl rugmel
  • 1 dl skårne/knækkede rugkerner
  • 1 dl blandede frø/kerner (fx græskarkerner, hørfrø eller sesamfrø)
  • 1 spsk honning
  • ½ tsk fint salt
  • 1½ dl hakket fyld (jeg brugte figner og valnødder)
  • 1-2 dl lunkent vand
  • 1-2 dl lunkent vand mere.

Fremgangsmåde

  1. Læg blandede frø / kerner samt rugkerner i blød i 1-2 dl vand dagen før du skal bage.
  2. Bland resten af ingredienserne godt sammen. Det skal være ligesom en meget tyk grød.
  3. Fordel dejen i smurte (muffin)forme. (Brug helst smør, ikke olie).
  4. Bag i 10 minutter ved 220 grader. Skru ovnen ned til 200 grader, og bag videre i en halv times tid; til de er gennembagte (mål evt kernetemperaturen; den skal være 97 gader!)
Reklamer

Billigt, nemt, hjemmebagt rugbrød med fuldkorn og kerner

Jaja, du kan godt gå ned i netto og købe en pakke skiveskåret rugbrød for 5-6 kr. Men helt ærligt – smager det virkelig af særlig meget?

I stedet for at ty til de billige, færdigproducerede brød, skal du da i stedet prøve at bage dit eget rugbrød. Det er nemlig utroligt, hvor mange store rugbrød du kan lave, når du investerer (meget) lidt i det rigtige mel, og lidt frø og kerner. Og hvis du så tilmed tager dig sammen og laver en kæmpe omgang når først du er i gang, kan der nemt bages til mange uger på én gang.

Og det er nemmere, end det lyder – det eneste det kræver, er faktisk tålmodighed. Du skal ikke engang ælte noget som helst.

Bonus: det smager FAN-TASTISK.

rugbrød1

Ingredienser til 1 brød (gang gerne op, og lav flere på én gang)

Dag 1:

  • 2 dl surdej (find en opskrift på Google. Det er nemt, men surdejen tager lige en lille uges tid at lave).
  • 150 g hvedemel
  • 4 dl vand
  • 350 g fuldkorns rugmel
  • 1 tsk fint salt

Dag 2:

  • 200 g skårne rugkerner
  • 200 g blandede frø og kerner (jeg brugte solsikkekerner, hørfrø og sesamfrø)
  • 1 dl vand, kærnemælk eller øl
  • 1 spsk brun farin, sukker eller honning
  • Sesam, birkes, havregryn eller andet til drys

Fremgangsmåde:

Dag 1:

  1. Rør alle ingredienserne sammen. (Det skal have konsistens som en lidt tyk grød.)
  2. Dæk med husholdningsfilm/en plasticpose, og lad stå ved stuetemperatur og hæve ca. et døgn.

Dag 2:

  1. Rør alle ingredienser på nær drys i. (Konsistensen skal være som en meget tyk grød.)
  2. Fordel i en bageform.
  3. Dæk med film/plastik, og lad hæve i en halv dags tid ved stuetemperatur (minimum 6 timer).
  4. Drys med fx sesamfrø.
  5. Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 1½ time. (Indtil der ikke hænger dej ved når du stikker en strikkenål i. Ideelt set kan du bruge et stegetermometer, og stoppe bagningen, når kernetemperaturen er 97 grader c.)
  6. Når brødet er bagt skal du (efter det lige har stået i formen i 5-10 minutter) vende det ud, og placere det i en plasticpose, eller vikle det ind i et fugtigt viskestykke. Her skal det ligge i 20-30 minutter; det vil sikre, at din skorpe ikke bliver uspiseligt hård.
  7. Når brødet er helt nedkølet, kan du opbevare det ved stuetemperatur i passende emballage. Eller du kan fryse det ned, hvor det fint holder sig i mange måneder.

Bløde boller med skårne rugkerner

I anledning af Store Bededag har jeg også været i køkkenet og bage boller. Det er dog ikke de klassiske “varme hveder” som jeg har lavet, men derimod nogle bløde boller med hvedemel, kardemomme og skårne rugkerner. Rugkernerne giver bid, og passer godt til hvedens og kardemommens milde smag.

Bollerne er helt perfekte til tandsmør, ost og marmelade – især på en lun, dejlig forårsmorgen.

boller med rugkerner

Ingredienser, 8 boller

  • 1 pakke gær
  • 2 dl vand
  • 1 dl mælk
  • 2 spsk olie eller smeltet smør
  • 1 tsk fint salt
  • 1 spsk honning eller sukker
  • 2 dl skårne (eller knækkede) rugkerner
  • 4-5 dl hvedemel
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • Mælk eller sammenpisket æg til pensling

Fremgangsmåde

  1. Kog de 2 dl rugkerner med 2 dl vand i 5-10 minutter; de skal blive bløde, så dine tænder ikke knækker når du prøver at spise bollerne! 😉
  2. Køl kernerne og kogevandet ned til det bliver lunkent.
  3. Bland mælk, olie og honning sammen med kerner og vand, og opløs gæren heri.
  4. Bland i en anden skål 4 dl hvedemel, salt og kardemomme.
  5. Rør det hele sammen. Tilsæt evt. mere hvedemel, hvis det er for vådt.
  6. Ælt dejen i mindst 5 minutter.
  7. Lad dejen hæve en times tid.
  8. Form til 8 boller, og efterhæv i 30 minutter til en time.
  9. Varm ovnen op på 220 grader.
  10. Pensl bollerne med mælk eller æg.
  11. Bag bollerne midt i ovnen ca. 15-20 minutter; de skal være gennembagte og gyldne.