Rugbrøds hapsere

Det perfekte mellemmåltid! Små boller/hapsere med rugbrød, kerner, frø, tørret frugt og nødder. Sprængfyldt med smag, fibre og mæthed, og ideelle til madpakken.

Jeg har fyldt dem med valnøddekerner og figen, men du kan bruge lige det, du kan lide. Fx rosinder, chokolade, tranebær, hasselnødder, mandler, figenstænger, dadler, kokos, tørret banan eller hvad ved jeg. 🙂

Bag gerne en kæmpe portion, så du har nogle at komme i fryseren.

rug hapsere

Ingredienser

  • 1½ dl surdej
  • 2 dl rugmel
  • 1 dl skårne/knækkede rugkerner
  • 1 dl blandede frø/kerner (fx græskarkerner, hørfrø eller sesamfrø)
  • 1 spsk honning
  • ½ tsk fint salt
  • 1½ dl hakket fyld (jeg brugte figner og valnødder)
  • 1-2 dl lunkent vand
  • 1-2 dl lunkent vand mere.

Fremgangsmåde

  1. Læg blandede frø / kerner samt rugkerner i blød i 1-2 dl vand dagen før du skal bage.
  2. Bland resten af ingredienserne godt sammen. Det skal være ligesom en meget tyk grød.
  3. Fordel dejen i smurte (muffin)forme. (Brug helst smør, ikke olie).
  4. Bag i 10 minutter ved 220 grader. Skru ovnen ned til 200 grader, og bag videre i en halv times tid; til de er gennembagte (mål evt kernetemperaturen; den skal være 97 gader!)
Reklamer

Porre, broccoli og bacontærte med fuldkorns-rug-bund

Jeg (og min pengepung!) elsker tærte.

Du kan fylde den med lige, hvad du vil. Og hvad du har. Jeg valgte en masse grøntsager, og så selvfølgelig bacon. Bacon er altid godt.

Bunden laver du selvfølgelig selv; med masser af fuldkorn, rugmel og creme fraiche. Og så må du love mig at holde dig langt væk fra den alt for dyre, færdiglavede bund i supermarkedet, fyld med e-numre og margarine og uden fibre.

tærte m bacon porre brocoli rug 2

Ingredienser, 2 små tærter  – bund

  • 100 g hvid fuldkorns hvedemel
  • 100 g fuldkorns rugmel
  • 100 g hvedemel
  • ½ tsk fint salt
  • 1 dl vegetabilsk olie (raps, solsikke…)
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Evt. 1-2 dl vand

Ingredienser, fyld (kan varieres som du vil)

  • 1 broccolihoved
  • 2 porrer
  • Et par gulerødder
  • Et par peberfrugter
  • 1-2 pakker bacon
  • 6-7 æg
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Salt og peber. Evt lidt muskatnød.
  • Ost til drys

Fremgangsmåde

  1. Bland salt, mel (alle tre typer), olie og creme fraiche. Tilsæt evt. lidt vand, hvis det ikke hænger sammen. Stil dejen på køl i et par timer.
  2. Rul dejen tyndt ud, og dæk to tærtefade med den. Bag ved 175 grader varmluft i 10-15 minutter.
  3. Skær grøntsager og bacon i små stykker. Steg på en varm pande i 5 minutters tid.
  4. Pisk æg, creme fraiche, salt og peber (evt også muskatnød) sammen.
  5. Fordel fyldet i de forbagte forme. Overhæld med æggemassen, og drys med revet ost.
  6. Bag i ovnen ved 175 grader varmluft i 20-30 minutter, indtil æggemassen er stivnet, og osten gylden.
  7. Server med god salat.

Resterne kan sagtens gemmes i køleskab eller fryser, så bare lav til mange dage. Perfekt til madpakken!

Billigt, nemt, hjemmebagt rugbrød med fuldkorn og kerner

Jaja, du kan godt gå ned i netto og købe en pakke skiveskåret rugbrød for 5-6 kr. Men helt ærligt – smager det virkelig af særlig meget?

I stedet for at ty til de billige, færdigproducerede brød, skal du da i stedet prøve at bage dit eget rugbrød. Det er nemlig utroligt, hvor mange store rugbrød du kan lave, når du investerer (meget) lidt i det rigtige mel, og lidt frø og kerner. Og hvis du så tilmed tager dig sammen og laver en kæmpe omgang når først du er i gang, kan der nemt bages til mange uger på én gang.

Og det er nemmere, end det lyder – det eneste det kræver, er faktisk tålmodighed. Du skal ikke engang ælte noget som helst.

Bonus: det smager FAN-TASTISK.

rugbrød1

Ingredienser til 1 brød (gang gerne op, og lav flere på én gang)

Dag 1:

  • 2 dl surdej (find en opskrift på Google. Det er nemt, men surdejen tager lige en lille uges tid at lave).
  • 150 g hvedemel
  • 4 dl vand
  • 350 g fuldkorns rugmel
  • 1 tsk fint salt

Dag 2:

  • 200 g skårne rugkerner
  • 200 g blandede frø og kerner (jeg brugte solsikkekerner, hørfrø og sesamfrø)
  • 1 dl vand, kærnemælk eller øl
  • 1 spsk brun farin, sukker eller honning
  • Sesam, birkes, havregryn eller andet til drys

Fremgangsmåde:

Dag 1:

  1. Rør alle ingredienserne sammen. (Det skal have konsistens som en lidt tyk grød.)
  2. Dæk med husholdningsfilm/en plasticpose, og lad stå ved stuetemperatur og hæve ca. et døgn.

Dag 2:

  1. Rør alle ingredienser på nær drys i. (Konsistensen skal være som en meget tyk grød.)
  2. Fordel i en bageform.
  3. Dæk med film/plastik, og lad hæve i en halv dags tid ved stuetemperatur (minimum 6 timer).
  4. Drys med fx sesamfrø.
  5. Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 1½ time. (Indtil der ikke hænger dej ved når du stikker en strikkenål i. Ideelt set kan du bruge et stegetermometer, og stoppe bagningen, når kernetemperaturen er 97 grader c.)
  6. Når brødet er bagt skal du (efter det lige har stået i formen i 5-10 minutter) vende det ud, og placere det i en plasticpose, eller vikle det ind i et fugtigt viskestykke. Her skal det ligge i 20-30 minutter; det vil sikre, at din skorpe ikke bliver uspiseligt hård.
  7. Når brødet er helt nedkølet, kan du opbevare det ved stuetemperatur i passende emballage. Eller du kan fryse det ned, hvor det fint holder sig i mange måneder.

Super-boller!

Det her er muligvis de bedste boller jeg har bagt. Nogensinde.

Men det siger næsten også sig selv, når man kigger på, hvilke super-ingredienser der er i: gulerødder, 5 korns blanding, solsikkekerner i massevis og fuldkornsmel. Sunde boller indeed! 😀

gulerodsboller

Ingredienser, 10-12 boller

  • 1 pakke gær
  • 3-4 dl lunkent mælk
  • 200 g fuldkornsmel (jeg brugte rug)
  • 300 g hvedemel
  • 2 store gulerødder, revede
  • 1½ tsk salt
  • 1 tsk honning
  • 1 dl solsikkekerner
  • 2 dl 5 korns blanding

Fremgangsmåde

  1. Rør gæren ud i den lunkne mælk.
  2. Overhæld i en lille skål 5 korns blandingen med kogt vand. Lad stå 5-10 minutter.
  3. Bland i en anden skål hvedemel, fuldkornsmel, salt, solsikkekerner og den udblødte 5 korns blanding.
  4. Rør nu mælk, melblanding, honning og revede gulerødder sammen. Ælt, til dejen bliver smidig. (Tilsæt evt. mere mælk eller mel alt efter konsistens.)
  5. Lad hæve 1-2 timer et lunt sted.
  6. Form til boller, og lad efterhæve 1 times tid.
  7. Pensl med pisket æg, drys med solsikkekerner, og bag i 25 minutter ved 200 grader.