Ovnstegt kylling er en ægte pas-dig-selv ret, som snildt kan stå i ovnen mens du får styr på lektier, opvask, vasketøj, eller hvad hverdagen ellers byder på. Serveret med en mættende salat kan det jo ikke blive bedre; jeg lavede en grøn salat snasket til med avocado-mos, uhm. 🙂
(Bonus; kyllingeunder- og overlår er meget, meget tit på tilbud!)
Ingredienser, kylling til 3 personer
- 6 kyllingeoverlår
- 3 gulerødder
- 2 løg
- 1 dl vand
- groft salt
- friskkværnet peber
- dine yndlings krydderier (jeg brugte timian, oregano, laurbærblade og peberkorn)
Ingredienser, salat
- 2 modne avocadoer
- 1 romainesalat hoved
- 3 dl ærter (optøet fra frost eller friske)
- 1 løg
- 2 spsk citronsaft
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skær de to løg og gulerødderne i grove stykker, og fordel i bunden af et ovnfast fad.
- Fordel kyllingeoverlårene oven på grøntsagerne. Drys med groft salt, peber og krydderier.
- Hæld 1 dl vand i bunden af fadet, og sæt det i ovnen ved 200 grader i ca. 40 minutter.
- Lav imens salaten; mos avocadoen og smag til med salt, peber og citronsaft. Tilsæt snittet salat, ærter og hakket løg.
- Server sammen, evt. også med kogte majskolber hvis i er meget sultne.