Sund, mager tzatziki

Jeg er netop hjemvendt fra sydens sol, nærmere bestemt Kreta. Det betyder, at jeg den sidste uges tid har proppet mig med bl.a. græsk tzatziki, og jeg er endt med at blive ganske glad for det!

Men men men (for der er som oftest et men); den originale slags er lavet på fed, græsk yoghurt, og det er proppet med mættet fedt. For at komme uden om dette, har jeg lavet min egen tzatziki med skyr i stedet. Det har også den fordel, at det (efter min mening) smager bedre! 😉 Derudover er skyr rigt på protein, så det bidrager til mæthedsfølelse.

Det er super nemt og billigt at lave en stor portion tzatziki, og når først man har fremtryllet en masse af den lækre tilbehørsret, er der til mange dage. Tzatzikien er perfekt som friskt, magert tilbehør til aftensmaden. Eller som dip til grøntsags stave (fx gulerod og selleri) eller brødstænger. Og som fyld i pita. Og og og… Det kan det hele! 😉 Jeg har i dag serveret det med stegt rødspætte, kogte danske majs, blancherede grønne ærter og gulerodssalat. Mums!

tzatziki

tzatziki med fisk

Ingredienser, 1 stor skål tzatziki

  • 2 agurker
  • 3 dl skyr
  • ca. ½ tsk fint salt
  • 1-2 fed hvidløg
  • ca. ½ tsk friskkværnet peber

Fremgangsmåde

  1. Del agurkerne på langs. Skrab det inderste, vådeste stykke ud og kasser det.
  2. Riv agurkerne. Pres så meget væde ud som du kan.
  3. Læg agurken i en sigte, og drys med ca 1/4 tsk salt. Lad stå i 15-30 minutter.
  4. Efter du har ventet, kan du presse endnu mere væske ud.
  5. Bland skyr, 1 presset hvidløgsfed og agurk.
  6. Smag til med peber og evt. mere salt og evt. et ekstra hvidløgsfed.
  7. Gem i lufttæt beholder – holder i et par dage.

Rødspættefilet på timiankrydret grøntsagsbund

Endelig! Eksamen i fysiologi/anatomi er vel overstået og bestået. Og flytningen er fuldført med bravour! Det er blevet super hyggeligt i den nye lejlighed, og i aften skal det hele fejres med lækker, økologisk ribbenssteg med sovs, rødkål og kartofler. Det bliver spændende at se om jeg kan finde ud af det; det er ikke noget jeg nogen sinde har forsøgt mig med tidligere!

Forleden, da flytningen næsten var overstået, stod menuen dog på den meget mindre voldsomme ret “ovnbagte rødspættefileter på timiankrydrede grøntsager.” Jeg brugte squash, blommetomat og løg. Hertil nye samsø kartofler – hmmm, det ved jeg ikke om passer helt her i midt-december? Nuvel, det stod der nu engang på kartoffelposen. De smagte faktisk meget nye. 🙂

Retten er super nem at gå til, og pengepungen er glad, da ingredienslisten er ganske kort. Velbekomme!

rødspættefilet_grøntsagsbund

Ingredienser, 2 personer

  • ½ squash
  • 2-3 blommetomater
  • 1 løg
  • ca. 250 g fersk rødspættefilet
  • urtesalt, peber og timian
  • evt. hvidløg
  • Kartofler
  • Smør

Fremgangsmåde

  1. Sæt kartoflerne over i letsaltet vand.
  2. Skær løg, tomat og squash i skiver, og anret i bunden af et ovnfast fad. Drys med salt, peber og masser af timian. Stil i ovnen i ca. 10 minutter ved 200 grader.
  3. Rul rødspættefileterne sammen, og krydr med salt og peber. Tag grøntsagerne ud af ovnen, og anret fiskene herpå. Stil i ovnen igen.
  4. Bag i 10-15 minutter, eller indtil fisken er lige nøjagtigt ikke-rå, og grøntsagerne møre.
  5. Bland lidt smør med urtesalt og evt. lidt presset hvidløg. Det smager lækkert til kartoflerne.
  6. Hæld vand fra kartoflerne, og server! 🙂