Grøn blomkåls-couscous stir-fry med ovnbagte kyllingekødboller

Hvis man følger bare en lille smule med på forskellige madblogs, så er man sandsynligvis faldet over såkaldte blomkåls-ris eller blomkåls-couscous. Jeg har selv forsøgt at lave det, og jeg forstår nu, hvorfor det er så omtalt. Det blendede, tilberedte blomkålshoved smager nemlig fantastisk, og kan fint erstatte ris eller couscous i et utal af retter. Fx som wok-tilbehør eller til fisk. Jeg lavede en grøn stir-fry inspireret tilbehørsret, som passede perfekt til nogle ovnbagte kyllingekødboller med sesam.

kyllinge kødbollerblomkål coucous

Ingredienser, kødboller, 4 personer

  • ca. 800 g hakket kyllingekød
  • 2 æg
  • ca. 1½ dl mel, gerne fuldkorn
  • ½ spsk salt
  • ½ tsk stødt chilipulver
  • 1 tsk stødt paprika
  • 2 store løg
  • 1 spsk tørret basilikum
  • sesam til drys

Ingredienser, blomkåls-stir-fry, 4 personer

  • ½ blomkålshoved
  • ½ spidskål i strimler
  • 2 dl ærter (friske eller fra frost)
  • 1 grøn peberfrugt i tern
  • 2 dl vand
  • 1 tsk grøntsagsbouillon (eller 1 terning)
  • 1 stort løg, fintsnittet
  • 2 fed hvidløg, presset
  • 1 spsk olie
  • 1 bundt persille, hakket

Fremgangsmåde, kødboller:

  1. Rør hakkekødet sejt med salt.
  2. Hak løgene fint.
  3. Rør kød, løg, æg, mel og krydderier sammen til en fast fars.
  4. Form ca. 20 kødboller.
  5. Drys med sesam.
  6. Bag i ovnen i 20-30 minutter ved 200 grader.

Fremgangsmåde, blomkåls stir-fry:

  1. Svits løget og hvidløget i olien i et par minutter.
  2. Blend blomkålshovedet i en minihakker/lignende, til det bliver på størrelse med couscous-korn.
  3. Tilføj blomkål, vand og bouillon til panden med løgene. Svits videre i et par minutter.
  4. Tilføj peberfrugt, ærter og spidskål.
  5. Lad simre i 5-10 minutter til væsken er fordampet/absorberet.
  6. Lige inden servering vendes persillen i.

Wok med kylling og grønt (i østers og soya sauce)

Man opnår aldrig en rigtig wok uden de klassiske smagsgivere; hvidløg, ingefær, chili, østerssauce og soyasauce. Og så skal der selvfølgelig masser af grøntsager og kød til, også.

Grøntsager kan du naturligvis variere alt efter smag og behag og hvad der gemmer sig i køkkenskabene – bare husk, at der skal smæk på krydderierne! 🙂

østerssauce wok

Ingredienser, 4 personer (eller 2 personer i 2 dage)

  • ca. 500 g kyllingebrystfilet
  • ca. 1 kg grøntsager efter smag (jeg brugte haricot verts, peberfrugt, champignon, majs og gulerødder)
  • ca. 250 g brune fuldkornsris (eller nudler, hvis du foretrækker dette)
  • 2 store løg, finthakkede
  • 3 spsk Soya
  • 4 spsk østerssauce
  • 1 tsk fintsnittet ingefær (tip: ingefær opbevares fint i fryseren, så når først du har købt én pakke, kan du bare fryse de mange knolde ned til senere brug hvis du ikke når at spise op i første omgang!)
  • ½ tsk stødt chilipulver
  • 2 pressede fed hvidløg
  • Sød chilisauce til servering
  • evt. salt
  • Olie

Fremgangsmåde

  1. Svits løgene til de bliver klare.
  2. Skær kyllingekødet i mundrette bidder, og svits med til de får stegeskorpe.
  3. Snit grøntsagerne fint, og svits dem med.
  4. Efter en 5 minutters tid tilsættes Soya og østerssauce.
  5. Tilsæt ingefær, hvidløg og chilipulver.
  6. Smag til; mangler der mere østerssauce eller måske lidt salt?
  7. Server med kogte brune ris eller nudler og sød chilisauce.

Udnyt dine rester; indisk tikka masala risret med grøntsager, hertil bacon-svøbt kyllingefilet

En vigtig pointe når det kommer til madbudgettering er, at du skal udnytte dine rester. Hver gang du smider mad ud, smider du noget ud, du har brugt penge på – samtidig med at det er slemt ressourcespild. Her hjemme smides stort set ikke mad ud – hvis der er noget der ryger, er det som regel, når der er lidt pålæg tilbage, som måske har været åbent liiiidt for længe. 😉 Men alt lige fra slatne gulerødder til kogte ris kan nemt bruges til nye lækkerier; bare se her!

Til denne fantastiske, indisk-inspirerede risret er følgende rester brugt; slatne gulerødder, ensomt kvart blomkålshoved, kogte brune ris, ensomt løg, samt en ensom rød peber. Og så lidt ekstra, som ikke var rester, men blot basislager. Smart!

Billede

Ingredienser, 2 personer

(Grøntsager kan naturligvis varieres alt efter hvad der gemmer sig i dine skuffer!)

  • 1-2 gulerødder
  • 1/4 blomkålshoved
  • 1-2 peberfrugter
  • 1-2 løg
  • 1 hvidløgsfed
  • 1 lille chili
  • 1 spsk olie
  • Ris-rester
  • 1-2 spsk tikka masala krydderi
  • Salt og peber
  • ½ dl vand
  • 1 spsk soya
  • Evt. 1 tsk citronsaft
  • 3-4 kyllingefileter
  • 1 pk bacon
  • Evt. sød chilisauce eller creme fraiche til servering

Fremgangsmåde

  1. Flæk kyllingefileterne, så de ikke er så tykke. Vikl hver halvdel ind i et stk. bacon.
  2. Bag fileterne i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter.
  3. Mens kyllingen bager, snittes grøntsagerne.
  4. På en varm pande steges først løg, hvidløg, tikka masala krydderi og chili et par minutter i olien.
  5. Resten af grøntsagerne smides i, og der steges videre i fem minutters tid.
  6. Risene tilføjes sammen med vand, Soya og citronsaft.
  7. Retten varmes igennem, og der smages til med salt og peber.
  8. Server gerne med sød chili sauce eller en mager creme fraiche.

Panderet med svin og grønt

Der blev lige tid til én enkelt panderet med brune ris til, inden både gryder og pander blev pakket ned til flytningen. Og det var en lækker en af slagsen med svinekød i tern, basilikum (og basilikumpesto!), gulerødder, løg, hvidløg, spidskål, peberfrugt og ananas. Super nemt og sundt. Og smagfuldt, især hvis man smider en masse Soya oven på. 😉 Hjælper godt med at få spist 6 stk frugt og grønt om dagen!

grøntsagspande med svin

Ingredienser, 4 personer

  • Brune ris
  • 4 gulerødder
  • ½ spidskål
  • ca. 500 g svin i tern, fx skinke eller andet magert
  • 2 spsk basilikumpesto/lignende
  • 1 spsk tørret basilikum eller ½-1 potte frisk
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • soya
  • Salt og peber
  • 1 stor peberfrugt
  • ananas i tern

Fremgangsmåde

  1. Sæt risene over efter posens anvisning
  2. Svits kødet i pestoen til det er brunet af, og tilsæt så løg og hvidløg og steg videre til kødet er gennemstegt
  3. Tilsæt grøntsagerne i fine stykker (ikke ananas!)
  4. Når grøntsagerne er “faldet sammen” (Efter ca 5 minutter) tilsættes ananas, og der smages til med basilikum, salt, peber og Soya.
  5. Serveres med ris og gerne en masse feta 🙂

Kylling og squash i tomatsauce med tikka-masala

Pande-og gryde bikseretter hører i sandhed efterårssæsonen til. Og heldigvis for det; de varmer, smager godt, og er super nemme at have med at gøre. Derudover er de gode sidst på ugen/måneden, da man kan bruge de grøntsager og det kød, man nu engang har i køleskabet/fryseren.

I går biksede jeg en lidt spicy ret sammen. Kyllingefilet sauteret med en masse løg og squash og tikka-masala krydderi, kogt sammen med hakkede tomater og så et ordentligt skvæt timian. Så bliver det ikke mere ligetil! 🙂

kylling_squash_i_tomat

Ingredienser, 4 personer

  • 400-500 g kyllingebrystfilet i mundrette stykker
  • 1 stor squash
  • 2-3 store løg
  • 1½ spsk tikka-masala krydderi (du kan købe en kæmpe pose i Tiger til en 10’er.)
  • 1 spsk timian
  • 1 bouillonterning (kylling eller grøntsagssmag)
  • 1 dåse hakket tomat
  • Gerne en håndfuld friske tomater i store stykker
  • 2 dl vand
  • 1-2 spsk maizenamel
  • Pasta – gerne fuldkorn! Eller ris – gerne brune eller vilde!

Fremgangsmåde

  1. Hak løgene groft, og svits dem i en varm pande (måske i lidt olie) til de skinner. Tilsæt kylling og tikka-masala, og steg, til kyllingen er næsten gennemstegt.
  2. Tilsæt squash i større stykker, og evt. tomater. Svits videre i et par minutter.
  3. Tilsæt bouillonterning, hakket tomat fra dåse og 1 dl vand. Kog op, og tilsæt så timian.
  4. Bland 1 dl vand med maizenamel, og rør i den kogende ret. Lad simre i nogle minutter.
  5. Når bouillonterningen er opløst, og kyllingen gennemkogt, smages til med salt og peber og evt. mere tikka-masala.
  6. Lad simre ved lav varme mens du koger ris eller pasta. Det gør kyllingen ekstra mør og lækker!
  7. Server gerne med en let salat.

Ganske sund wok med svinekød, rød karry, ris og grønt

Endnu en wok 🙂 Denne gang med svine/skinkekød og snyde-wok-sauce.

svinewok1

Ingredienser, 4 personer

  • 400-500 g svinekød i tern
  • 1 broccoli
  • 2 peberfrugter
  • 4 mellemstore gulerødder
  • 1 bundt forårsløg
  • 2 løg
  • 3 hvidløgsfed
  • 1 pose woksauce med rød karry (eller bland selv rød karrypasta, soya, honning og krydderier efter smag, fx paprika og chili.)
  • 1 lille dåse ananas i stykker
  • 1 dl vand
  • salt og peber
  • Brune ris, ca 3 dl

Fremgangsmåde

  1. Sæt risene over som angivet på pakken.
  2. Hak løg og hvidløg fint, og svits i en stor pande i et par minutter.
  3. Tilsæt svinekød i tern, og svits, til de ikke længere er rå, ved høj varme.
  4. Tilsæt peberfrugt, broccoli og gulerødder i små stykker, og svits videre i 4-5 minutter.
  5. Tilsæt woksauce, lidt vand, salt og peber.
  6. Inden servering tilsættes forårsløg i små stykker sammen med ananas, og det hele varmes godt igennem.
  7. Server med sur-sød sauce og Soya.

Efterårspande med kylling, rodfrugter og ris

Forleden var jeg og en veninde kreative i køkkenet, og endte med at få kreeret en (lyserød!) bikse-ret med ris, rodfrugter, squash, kylling og ris. Det smagte dejligt! Og så var det super nemt – og det blev en KÆMPE portion. 😉

efterårsbiks_med_kylling_og_grønt

Ingredienser, 4-5 personer

  • Ca 3 dl ris
  • Vand
  • 2-3 kyllingefileter
  • 2-3 gulerødder
  • 1-2 rødbeder
  • 2 små løg
  • 2 hvidløgsfed
  • 2-3 persillerødder
  • 1 lille squash
  • 1 bouillonterning, kylling eller grøntsags smag
  • salt og peber
  • Soya
  • Olie til stegning
  • Selleri

Fremgangsmåde

  1. Sæt risene over efter pakkens anvisning.
  2. Hak løg og hvidløg, og svits i en (wok)pande i lidt olie.
  3. Skær kyllingefileterne i mundrette bidder, og steg dem med. Når de ikke længere er rå, tilsættes rodfrugter og squash, som også er skåret i små stykker.
  4. Det hele svitses i 5-10 minutter, til rodfrugterne er lidt møre. (Det er her, at retten bliver FLOT lyserød pga. rødbederne 😉 )
  5. Bland bouillonterningen med 2-3 dl vand, og hæld i wokken sammen med risene og 1-2 spsk Soya.
  6. Svits/simr videre, og smag efter nogle minutter til med salt og peber.
  7. Server med selleri i små stykker og en evt. en let dressing.

Chili con carne

Noget, som er rigtig nemt, er chili con carne. Og så smager resterne endda også godt dagen efter! 😉 Hvad enten det er som biks, som pizza-topping, som pita-fyld, som pirogger eller noget helt femte!

chili_con_carne

Ingredienser, 2 personer i 2 dage – eller bare 4 personer

  • 500 g hakket oksekød
  • 1 dåse kidneybønner
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 1 peberfrugt i tern
  • 3-4 håndfulde majs
  • spidskommen, chilipulver, salt, peber, kanel, oregano/basilikum, paprika,
  • 2 hvidløgsfed
  • 2 små løg
  • 2 store gulerødder
  • 1 spsk olie
  • Ris
  • Creme fraiche

Fremgangsmåde

  1. Sæt risene over, som angivet på pakken.
  2. Opvarm olien i en gryde, og svits løg, hvidløg og kødet, til det er brunt. 
  3. Tilsæt hakkede tomater, tomatpuré pressede hvidløgsfed, bønner, peberfrugt og gulerod i tern, samt majs.
  4. Lad det hele simre indtil risene er færdige.
  5. Smag til med krydderierne – husk en masse spidskommen og chili!
  6. Har du gæster – og derfor sandsynligvis en åben flaske rødvin – kan der med fordel tilsættes en sjat af dette inden retten sættes til at simre. Et par stykker mørk, fyldig chokolade er også godt at tilføje.Kan serveres med creme fraiche, ketchup, salat, revet ost, guacamole, nachos, ris, fladbrød… Ja, hvad søren man nu har lyst til

PS: du kan også vælge at lave den vegetariske udgave, chili sin carne, i stedet for. Den er også god!

Kylling i kokos/karry sauce

En ret som er super nem at lave, er kylling i kokos/karry sauce med årstidens grønt, serveret med (vilde/brune) ris. Og endnu smartere er det, at man snildt kan lave en kæmpeportion, så der er til to-tre dage.

Denne gang var grøntsagerne en masse lækker squash (de fås jo til foræringspriser for tiden! Jeg så dem til 4 kr/stk i netto, og det var ikke engang et tilbud.) og peberfrugt i tern.

kylling_karrysauce_3

Ingredienser, 2 personer, 2 dage

  • 1 squash
  • 1-2 peberfrugter
  • 1 dåse light kokosmælk
  • 300 g kyllingebrystfilet i strimler
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • stødt paprika, karry og chili pulver
  • salt og peber
  • 3 dl vilde ris
  • 4,5 dl vand
  • lidt olie til stegning

Fremgangsmåde

  1. Sæt 4,5 dl vand tilsat ½ tsk salt i kog. Tilsæt de vilde ris, og kog i 35-40 minutter, eller hvad der nu står på rispakken.
  2. Hak løg og hvidløg fint, og steg det et par minutter i lidt olie. Tilsæt lidt karry, chili og paprikapulver sammen med kyllingefileterne, og svits videre, til de er næsten gennemstegte.
  3. Tilsæt grøntsagerne snittet til tern/mindre stykker, og steg videre ved høj varme et par minutter.
  4. Hæld kokosmælken ved, og lad simre i 10 minutters tid. Rør rundt af og til.
  5. Smag til sidst til med mere krydderi, salt og peber.
  6. Du kan evt. vælge at jævne saucen med maizena blandet med lidt vand, som ihældes retten under omrøring. Kog et par minutter efter tilsætningen af dette.
  7. Server halvdelen – gem resten til dagen efter.