Hawaii pizza med hvid hvede

Sommetider er det altså bare pizza, man har lyst til, og ikke andet. Sådan var det forleden – måske det skyldtes, at jeg har fået fingrene i en aluminiums pizzaform? Måske.

Pizza blev det hvert fald til. Nogle ganske runde, og meget sprøde nogle, endda!

Hawaii. Med løg! Og med hvid hvede i bunden.

(Jeg tror jeg har fået en “arbejdsskade” gennem mit studie Ernæring og Sundhed; intet bagværk uden fuldkorn… 😉  )

hawaii2

 

Ingredienser, 3 pizzaer, bund:

  • 500 g hvedemel
  • 500 g hvid hvede (eller alternativt grahamsmel/lignende)
  • 3 spsk olie
  • 1 tsk fint salt
  • 3 dl lunkent vand
  • ½ pakke gær

Ingredienser, tomatsauce:

  • 1-2 dåser hakkede tomater (alt efter hvor meget tomatsauce du vil have på!)
  • Salt og peber
  • 1 løg, finthakket
  • 1 tsk sukker
  • basilikum (frisk eller tørret)
  • Evt. hvidløg
  • 1-2 spsk olie

Ingredienser, topping:

  • Revet ost
  • Ca. 300 g skinke
  • Ananas (dåse eller frisk)
  • Evt. løg eller andet, du vil have på… 🙂

Fremgangsmåde:

  1. Lav dejen: opløs gæren i det lunkne vand. Bland mel, salt olie og vandet. Ælt i 5 minutters tid, og lad dejen hæve tildækket i mindst en time.
  2. Lav tomatsaucen: steg løg (og evt. hvidløg) i olien i et par minutter. Tilsæt resten af ingredienserne, og kog saucen i mindst 10 minutter. Gerne længere tid; så bliver smagen mere intens, og saucen tykkere. Smag til med salt og peber. Blend evt. saucen med en stavblender til sidst, hvis du har lyst til en tomatsauce uden klumper.
  3. Del dejen i tre stykker. Rul dem ud , smør med tomatsauce, og kom fyldet på. (Jeg foretrækker at have osten øverst. Men Frede insisterer på, at osten skal i bunden. Jaja, hver sin smag).
  4. Bag i en MEGET varm ovn i et kvarters tid til bunden er sprød og osten smeltet. (Jeg kunne kun få min ovn op på 230 grader, men mere ville være endnu bedre).
  5. Server med en frisk salat og en kold øl. (Eller lidt flere, hvis det er weekend. 😉 )

Porre, broccoli og bacontærte med fuldkorns-rug-bund

Jeg (og min pengepung!) elsker tærte.

Du kan fylde den med lige, hvad du vil. Og hvad du har. Jeg valgte en masse grøntsager, og så selvfølgelig bacon. Bacon er altid godt.

Bunden laver du selvfølgelig selv; med masser af fuldkorn, rugmel og creme fraiche. Og så må du love mig at holde dig langt væk fra den alt for dyre, færdiglavede bund i supermarkedet, fyld med e-numre og margarine og uden fibre.

tærte m bacon porre brocoli rug 2

Ingredienser, 2 små tærter  – bund

  • 100 g hvid fuldkorns hvedemel
  • 100 g fuldkorns rugmel
  • 100 g hvedemel
  • ½ tsk fint salt
  • 1 dl vegetabilsk olie (raps, solsikke…)
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Evt. 1-2 dl vand

Ingredienser, fyld (kan varieres som du vil)

  • 1 broccolihoved
  • 2 porrer
  • Et par gulerødder
  • Et par peberfrugter
  • 1-2 pakker bacon
  • 6-7 æg
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Salt og peber. Evt lidt muskatnød.
  • Ost til drys

Fremgangsmåde

  1. Bland salt, mel (alle tre typer), olie og creme fraiche. Tilsæt evt. lidt vand, hvis det ikke hænger sammen. Stil dejen på køl i et par timer.
  2. Rul dejen tyndt ud, og dæk to tærtefade med den. Bag ved 175 grader varmluft i 10-15 minutter.
  3. Skær grøntsager og bacon i små stykker. Steg på en varm pande i 5 minutters tid.
  4. Pisk æg, creme fraiche, salt og peber (evt også muskatnød) sammen.
  5. Fordel fyldet i de forbagte forme. Overhæld med æggemassen, og drys med revet ost.
  6. Bag i ovnen ved 175 grader varmluft i 20-30 minutter, indtil æggemassen er stivnet, og osten gylden.
  7. Server med god salat.

Resterne kan sagtens gemmes i køleskab eller fryser, så bare lav til mange dage. Perfekt til madpakken!

Grønkåls frittata

En vaskeægte tøm-køleskabet og stop-spild-af-mad ret! Og den er tilmed er smækfyldt med alle de gode vitaminer, og en masse protein og fibre fra hhv. grøntsagerne og æggene. Serveres bedst med bacon! 😉

grønkålstærte

Ingredienser, 1 tærtefad

  • 6 æg
  • 3 store gulerødder
  • 2 store løg
  • 8-10 blade grønkål
  • 1 dl mælk, fløde, creme fraiche eller lignende
  • Salt og peber
  • 1 spsk olie
  • Evt revet ost til drys

Du kan naturligvis variere grøntsagerne som du har lyst.

Fremgangsmåde

  1. Skær gulerødder og løg i små stykker, og svits i lidt olie på en varm pande i 5 minutters tid.
  2. Skær grønkålen i mindre stykker, og svits også dette på panden i et par minutter.
  3. Pisk æg og mælkeprodukt sammen, og krydr med lidt salt og peber.
  4. Hæld grøntsagerne i et tærtefad, hæld æggemassen over, og drys evt. med lidt revet ost.
  5. Bag i ovnen ved 180 grader i 20-30 minutter.

Laks, broccoli og kartofler i fad – med sauce!

Her er en billig ret med både fisk og grøntsager. Kartofler, broccoli og laks fordelt i et ovnfast fad, overhældt med sauce, drysset med revet ost, og bagt i ovn. Så bliver det ikke nemmere – og det smager dejligt! Også selvom rette ikke just er super fotogen. 😉

laks kartofler broccoli 3

Ingredienser, 2 personer

  • Ca. 300 g fersk laks
  • 1 broccolihoved
  • Ca. 300 g kogte kartofler
  • 1 stort løg
  • 2 dl mælk
  • 2 dl kogevand (fra kartoflerne)
  • Salt og peber – evt. også revet muskatnød.
  • 2 spsk hvedemel
  • Revet ost
  • 2 spsk smør

Fremgangsmåde

  1. Kog kartoflerne møre.
  2. Del broccolihovedet i mundrette stykker.
  3. De sidste par minutter af kartoflernes kogetid tilsættes broccolien, som koges med i 1-2 minutter.
  4. Hak løget fint.
  5. Lav saucen: steg løget i smørret. Pisk hvedemel i, når der er gået et par minutter. Tilsæt dernæst mælken lidt ad gangen, mens du pisker. Hernæst tilsættes 2 dl af kogevandet fra kartoflerne og broccolien på samme måde; det skal ende med at være en tyk sauce. Smag til med salt, peber, og evt. muskatnød.
  6. Skær kartoflerne og laksen i mundrette bidder.
  7. Fordel kartofler, laks og broccoli i et ovnfast fad. Krydr med lidt salt og peber. Overhæld med saucen, og drys med revet ost.
  8. Bag i 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter; laksen skal være gennemtilberedt, og osten gylden.

Fedtfattig grahamsmels-tærte med laks, spinat og peberfrugt

Man må gerne spise en masse tærte, når bare man undgår den klassiske dej, som næsten bare er en halv del hvedemel og en halv del smør. Og fylder man den med sunde lækkerier er det bare endnu bedre.

Denne tærte er lavet med en ganske fedtfattig dej lavet med fuldkornsgrahamsmel, fyldt til randen med spinat, peberfrugt og (ikke røget) laks. Og nårh ja, feta! 🙂

tærte_laks_spinat_peberfrugt_grahams

Ingredienser, tærtebund

  • 100 g grahamsmel
  • 100 g hvedemel
  • 75 g A28 / lignende surmælksprodukt, fx creme fraiche
  • 25 g god olie (jeg brugte olivenolie)
  • ½ tsk fint salt
  • Evt ½-1 dl vand

Fremgangsmåde, tærtebund

  1. Saml alle ingredienser på nær vand.
  2. Er dejen ikke fugtig nok (den skal være som en tør bolledej) tilsættes også lidt vand.
  3. Når alt er blandet skal der ikke æltes, dejen skal blot på køl i en times tid.
  4. Efter køletiden rulles dejen tyndt ud, og lægges i tærteformen / lignende ildfast fad.
  5. Prik en maaaasse huller i dejen med en gaffel; dette forhindrer, at den “bobler” og hæver op under forbagningen.
  6. Bag tærtebunden uden fyld i 15 minutter ved 200 grader – den skal være fast, og næsten færdig.

Ingredienser, tærtefyld, 3-4 personer

  • 2-3 fiskefileter – ca. 300 g uden skind
  • 350 g frossen spinat
  • 1 stor peberfrugt
  • 4 æg
  • 1 dl A38
  • 1 dl mælk
  • salt og peber
  • Fetaost
  • Revet ost (gerne mager)

Fremgangsmåde, tærte

  1. Tø spinat op, og klem væden ud af den. Fordel i bunden af tærten.
  2. Fjern skindet fra laksen hvis den har det. Skær laksefileterne ud i mundrette stykker. Fordel på spinaten.
  3. Skær peberfrugten i skiver, og læg disse på laksen.
  4. Smuldr lidt feta over hele molevitten.
  5. Bland æg med A38, mælk, salt og peber, og hæld blandingen over tærtefyldet.
  6. Bag tærten i 20 minutter ved 200 grader.
  7. Efter 20 minutter tages tærten op, og der drysses revet ost på. Herefter bages tærten færdig i ca. 25 minutter.
  8. Server med salat – og gerne mere feta! 😉

Lasagne uden pasta med kartofler og squash

Pasta er ikke altid de sundeste valg – medmindre man går efter fuldkorn. Derfor har jeg eksperimenteret med en pastafri lasagne. Heldigvis med stor succes! Der er tale om en ovnbagt lille sag; kødsauce med hakket oksekød og en masse tomater, lagt i lag i et ovnfast fad sammen med kartofler og squash i tynde, tynde skiver, toppet med flere tomater og ost, og bagt i ovnen.

Som SU-mad er denne ret fantastisk! Den er perfekt til at få tømt grøntsagsskuffen, da grøntsagerne sagtens kan erstattes med hvad man lige har. Hakkekødet kan skaffes billigt ved storkøb og/eller tilbud. Og så rækker fadet hvertfald til et par dages aftensmad; især hvis den i forvejen grøntsagsrige servering udbygges med en salat/råkost ved siden af.

(Hvis du alligevel gerne vil lave en lasagne med pasta, har jeg også en dejlig opskrift lige her!)

moussaka-lasagne

Ingredienser, 2 personer i 2 dage (eller 4 personer)

  • 500 g hakket oksekød, magert (under 10%)
  • En lille smule olie til stegning
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpuré (de små)
  • 1 stort løg
  • 4 fed hvidløg
  • 3-4 blommetomater
  • 1 squash
  • 4-5 kartofler
  • Revet ost
  • Salt og peber
  • Basilikum, frisk eller tørret

Fremgangsmåde

  1. Start med at hakke løget, og smid det i en gryde eller dyb pande med lidt olie. Tilsæt pressede eller finthakkede hvidløgsfed sammen med hakket oksekød.
  2. Når kødet er brunet, tilsættes de hakkede tomater og tomatpuréen. Lad saucen simre uden låg mens du fortsætter med grøntsagerne.
  3. Snit en squash i skiver. Skræl kartoflerne og snit også dem – tyndt! Og jep, tomaterne skal også skæres i skiver. 🙂
  4. Smag kødsaucen til med salt, peber og basilikum.
  5. Anret skiftevis kartofler, squash, tomater og kødsauce i en ovnfast fad, og afslut med revet ost efter smag.
  6. Bag i en halv times tid ved 200 grader. Osten skal være gylden og kartoflerne bløde.
  7. Server gerne med råkostsalat.

Lasagne med gulerod og squash

Lasagne kan sagtens være sund – og det endda uden at forringe smagen! jeg har valgt at tilføje grøntsager (i dag gulerod og squash,) bruge fuldkornslasagneplader, og spare på den revede ost på toppen. Det er super nemt.

Grøntsagslasagne1

Ingredienser, 4 personer

  • 400 g hakket kød (magert)
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 4-5 revede gulerødder
  • Fuldkornslasagneplader
  • 1 hakket løg
  • 2 pressede fed hvidløg
  • Salt, peber, basilikum, (evt. andet krydderi efter smag)
  • Olie
  • 1 lille squash i tynde skiver
  • Revet ost

Fremgangsmåde

  1. Svits det hakkede løg og hvidløgsfeddene i en gryde i lidt olie.
  2. Når løgene har taget farve, svitses også det hakkede kød, til det er brunet.
  3. De hakkede tomater samt revede gulerødder tilsættes.
  4. Lad sovsen simre i 10 minutters tid – smag til med krydderier. (Er sovsen for flydende, kan du jævne med lidt mel/maizena.)
  5. Fordel lagvist kødsovs, squash i skiver og lasagneplader i en form. Slut af med et tyndt lag revet ost.
  6. Bag i ovnen i ca 35 minutter, og server med en god salat, hvis du har mod på endnu mere grønt 🙂

Note: du kan selvfølgelig bruge næsten lige de grøntsager du har lyst til at bruge! Jeg tror bestemt, at eksempelvis friske tomater, aubergine, porre, peberfrugt eller svampe  smager fantastisk i!