Gratin med rester

Gratin er en af de bedste måder at få spist sine rester på! Det er lidt som en æggekage, bare luftigere, mere smagfuldt, og så er den dejlig sprød på toppen! Den er aller bedst med tern af hamburgerryg, kartofler og grøntsager i. Eller måske med fisk og grøntsager? Hm, det hele er godt!

Det kræver ikke mange ingredienser ud over gårsdagens rester; har man lidt æg, mel, smør og mælk kommer man langt. Har man muskatnød, rasp/revet ost og krydderurter kommer man endnu længere! 😉 Det kan dog kræve lidt øvelse, hvis ikke man er vant til at lave en opbagning. Men resultatet gør det det hele værd!

Gratin

Ingredienser, 4 portionsskåle eller 1 mellemstor skål/fad

  • 500 g grøntsags rester (dampet broccoli, gulerod, kartofler, etc etc etc)
  • Kød/fisk rester
  • 4 æg
  • Salt og peber
  • 2 dl mælk
  • 2 dl vand
  • 1 dl fint fuldkornsmel, fx hvid hvede. (Alm. hvedemel hvis ikke du har det andet)
  • 25 smør/margarine
  • Evt. revet muskatnød
  • Evt. 1 bundt persille, purløg eller lign.
  • Rasp eller revet ost

Fremgangsmåde:

  1. Smelt smørret i en gryde.
  2. Tilsæt mel lidt ad gangen mens du pisker med et piskeris.
  3. Når al melet er tilsat, hælder du væske i – langsomt! Hæld lidt i, og rør så rundt til det hele har samlet sig. Tilsæt først mere væske, når det hele har emulgeret. Det gentages, indtil vandet og mælken er brugt op; resultatet bør være en tyk, men stadig flydende “sovs”.
  4. Kog i et par minutter under omrøring.
  5. Del æggene i hvider og blommer.
  6. Pisk hviderne stive.
  7. I “sovsen” iblandes æggeblommerne en ad gangen. Herefter blandes grøntsags- og kødrester i, sammen med hakkede krydderurter, et drys salt og peber, og lidt revet muskatnød.
  8. Til sidst vendes de piskede æggehvider forsigtigt sammen med resten; pas på, at luften ikke forsvinder.
  9. Det hele fordeles i et mellemstort, smurt fad, eller i 4 mindre fade/skåle.
  10. Drys med rasp eller revet ost.
  11. Bag ved 175 grader i tre kvarter til en time. (Du må ikke åbne ovnen de første 20 minutters tid, så falder gratinen nok sammen).
  12. Gratinen er færdig, når toppen er gylden, og æggemassen gennembagt.
  13. Server gerne med en let salat og groft brød med (krydder)smør.

Okse culotte: dag 1 og dag 2

Hvis man er så heldig at få fingrene i en god culottesteg, er der snildt mad til flere dage, når man (som jeg og min søde kæreste) kun er to personer. Og det behøves slet ikke være kedeligt! Rester af en culotte steg kan bruges på MASSER af måder.

Her har jeg valgt at fremtrylle:

Dag 1: Ovnstegt hvidløgskrydret culottesteg, serveret med ovnbagre bønner og rodfrugter, spidskålssalat og steaksauce.

Dag 2: Soja og paprikakrydret biksemad med culotte-tern og grøntsager.

Alternativt kunne dag 2 fx have været en lækker culotte-sandwich eller måske en kold salat.

culotte2culotte dag 2

Ingredienser, dag 1:

  • 1 culottesteg
  • groft salt og friskkværnet peber
  • 2 fed hvidløg
  • Timian
  • Vegetabilsk olie
  • ca. 500 g rodfrugter og bønner
  • 1/4 spidskål
  • 2 stænger bladselleri
  • Citronsaft
  • Sauce (indrømmet! Jeg brugte en pulver-sovs! Men lav du bare din egen hvis overskuddet er til det 😉 )

Fremgangsmåde, dag 1:

  1. Rids overfladen af culottestegen i tern. Du skal skære hele vejen gennem fedtlaget, men ikke gennem kødet.
  2. Gnid overfladen med groft salt og peber.
  3. Snit hvidløget i flager, som du stikker ned i de tern, du lige har skåret.
  4. Ovnsteg ved 180 grader varmluft, indtil centrumtemperaturen er 55 grader (det giver et flot rosa resultat). Det tager ca. 45 minutter, plus minus.
  5. Snit imens rodfrugter i mundrette bidder, og vend dem (og grønne bønner) med timian, lidt olie, salt og peber. Smid ind til culotten, de skal have ca. ½ time.
  6. Mens rodfrugter og kød hygger sig i ovnen laver du salat; snit spidskål og selleri fint, og vend med citronsaft.
  7. Lav sovs.
  8. Server det hele, gerne med en masse dejlig feta!

Ingredienser, dag 2:

  • Ca. ½ kg grøntsager at efter hvad køleskabet gemmer på. (Jeg brugte: grønne bønner, spidskål og majs)
  • 2 løg
  • Rester af culottestegen
  • Et par spsk soya
  • 1 spsk paprika
  • Salt og peber
  • Olie

Fremgangsmåde, dag 2:

  1. Svits løg i lidt olie til de bliver blanke.
  2. Tilføj grøntsager og kød skåret i grove stykker.
  3. Svits ved høj varme til det hele er godt gennemvarmt.
  4. Tilsæt Soya, paprika, salt og peber. Steg videre nogle minutter, til grøntsagerne er fint møre.
  5. Server gerne med spejlæg og syltede rødbeder.