Intet skriger “solskin” og “nu-kommer-sommeren-endelig” som årets første rabarber. Og nu er de her endelig! Kogt ind til en syrlig og sød kompot er de perfekte som hovedingrediens i toppingen til den fantastiske no-bake cheesecake.
I dag blev cheesecaken serveret i portionsglas med hjemmelavede citron-bounty-chokolader ved siden af – men der kan også sagtens laves én stor kage.
Ingredienser, 1 stor kage / ca 15 portionsglas
- 1 pakke digestive kiks
- 100 g smør/margarine
- 2-3 dl sukker
- 500 g neutral flødeost
- ½ L piskefløde
- 1 bundt rabarber
- 250 g flormelis
- kornene fra 1 vaniljestang
- 1 spsk maizena
- Saft fra ½ citron
Fremgangsmåde
- Start med at skære rabarberstængerne i små stykker. Kom dem i en gryde, og kog dem møre i deres egen saft. Smag til med ca. 2-3 dl sukker, alt efter hvor syrligt du ønsker kompotten. Bland maizenaen med en smule vand, og hæld i kompotten så den tykner. Stil på køl, mens du laver resten.
- Smelt smørret og knus digestivekiksene fint. Bland det sammen, og kom massen i bunden af din(e) serveringsform(e.) Stil på køl.
- Bland flødeost, flormelis, citronsaft og vaniljekorn.
- Pisk fløden til skum.
- Bland flødeskum med flødeostemassen.
- Fordel cheesecakemassen på den nu afkølede kiksebund, og afslut med rabarberkompotten. Server med smil og kærlighed! 🙂
- HUSK AT SLIKKE ALLE SKÅLENE!