De her pølsehorn lavede jeg til årets kapsejlads i Aarhus. Og de blev spist op ganske hurtigt; man bliver sulten af at heppe på sit hold en hel dag.
Pølsehornene er bløde, luftige og lækre – også selvom de er proppet med fuldkorn. Så bare rolig, du kan sagtens få masser af fibre og vitaminer fra fuldkornet uden at knække tænderne! 😉
Desuden er de hjemmelavede horn tusind gange bedre end de færdigkøbte du køber på frost. Og meget bedre end den færdig-lavede dej man også kan købe. Og så er det slet ikke svært.
Ingredienser, 20 stk
- 1 pakke pølser (10 stk – som skal skæres i halve)
- 300 g fuldkornshvedemel (eller grahamsmel eller hvid hvede eller eller eller…)
- 200 g hvedemel
- 1 pakke gær
- 1 tsk fint salt
- 1 tsk honning eller sukker
- 1-2 dl mælk eller yoghurt neutral
- 50 g blødt smør eller vegetabilsk olie
- Evt. timian og flagesalt til drys
- 1 dl lunkent vand
- 1 æg til pensling
Fremgangsmåde:
- Opløs gæren i det lunkne vand.
- Ælt sammen med mel, salt, honning, 1 dl yoghurt/mælk og smør/olie.
- Tilsæt evt. mere mælk/yoghurt hvis dejen er for tør. Tilsæt lidt mere hvedemel, hvis den er for våd.
- Når du har æltet i 5-10 minutter, skal dejen hæve lunt og overdækket i ca. 1 time.
- Del dejen i 20 stykker, og rul hvert stykke som en lang pølse. Vikl dej-pølsen rundt om den rigtige pølse.
- Pensl med et sammenpisket æg, og drys evt. med plagesalt og timian.
- Lad efterhæve i 30 minutter.
- Bag i 200 grader varm ovn ca 15-20 minutter, indtil dejen er gennembagt og gylden.
Opbevar i køleskab når de er kølet ned; der er jo kød i.
Tips til variationer:
- Erstat lidt af væsken med koncentreret tomatpuré for en smagfuld, rød dej.
- Tilsæt revede grøntsager til dejen, fx gulerod eller squash.
- Tilsæt pesto eller hakkede krydderurter til dejen.
- Drys med revet ost, havregryn eller sesamfrø.
- Brug pølser med smag, fx chili eller cheddar.