Efterårspande med kylling, rodfrugter og ris

Forleden var jeg og en veninde kreative i køkkenet, og endte med at få kreeret en (lyserød!) bikse-ret med ris, rodfrugter, squash, kylling og ris. Det smagte dejligt! Og så var det super nemt – og det blev en KÆMPE portion. 😉

efterårsbiks_med_kylling_og_grønt

Ingredienser, 4-5 personer

  • Ca 3 dl ris
  • Vand
  • 2-3 kyllingefileter
  • 2-3 gulerødder
  • 1-2 rødbeder
  • 2 små løg
  • 2 hvidløgsfed
  • 2-3 persillerødder
  • 1 lille squash
  • 1 bouillonterning, kylling eller grøntsags smag
  • salt og peber
  • Soya
  • Olie til stegning
  • Selleri

Fremgangsmåde

  1. Sæt risene over efter pakkens anvisning.
  2. Hak løg og hvidløg, og svits i en (wok)pande i lidt olie.
  3. Skær kyllingefileterne i mundrette bidder, og steg dem med. Når de ikke længere er rå, tilsættes rodfrugter og squash, som også er skåret i små stykker.
  4. Det hele svitses i 5-10 minutter, til rodfrugterne er lidt møre. (Det er her, at retten bliver FLOT lyserød pga. rødbederne 😉 )
  5. Bland bouillonterningen med 2-3 dl vand, og hæld i wokken sammen med risene og 1-2 spsk Soya.
  6. Svits/simr videre, og smag efter nogle minutter til med salt og peber.
  7. Server med selleri i små stykker og en evt. en let dressing.

Efterårssuppe med bacon, kål og rodfrugter

Her gik jeg og troede, det var svært at lave en god suppe. Dette havde jeg baseret ud fra… tja, det ved jeg ikke engang. Jeg havde hvertfald aldrig rigtig prøvet – indtil i går! Og minsandten, det var slet ikke svært, tidskrævende, eller med dårligt resultat. Jeg er positivt overrasket over, hvor lækkert en gang rodfrugter og bouillon-terninger kan blive, når det blot bliver ledsaget af bacon, hvidkål og kærlighed! 🙂 Super billigt, super mættende, og helt perfekt til de mange kolde, våde, mørke efterårsaftener vi går i møde.

efterårssuppe

Ingredienser, 4 personer, eller 2 personer i et par dage:

  • ½ hvidkål skåret i tern
  • ca. 1 kg blandede rodfrugter (evt. fra en pose rodfrugtsmix – gulerod, persillerod, pastinak, kartofler, rødbede…)
  • 1½ bundt forårsløg eller 1 bundt porrer
  • 1½ L grøntsagsbouillon (fra fond eller terninger – eller hjemmelavet, hvis du er sej!)
  • 1 pakke bacon skåret i tern (ca. 100-150 g)
  • salt og peber
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 2 pressede fed hvidløg
  • Brød og smør til servering

Fremgangsmåde

  1. Svits bacon til det er let brunet, og tilsæt så hvidkålen, som steges med, til den er blevet lidt blank. (Brug evt et skvæt olie, hvis det begynder at brænde fast.)
  2. Skræl og skær rodfrugter og porrer/forårsløg i mundrette stykker, og svits med i gryden i 4-5 minutter.
  3. Overhæld det hele med bouillon og kog op. Tilsæt hvidløg og ingefær. Lad simre i ca. 20 minutter, eller til rodfrugterne er møre.
  4. Skum af undervejs ( = fjern urenheder/skum som ligger på overfladen med en ske.)
  5. Smag til med salt og peber, og server brændvarmt, med groft, friskt brød og smør.