Farverig septembersalat med skyrdressing

Puha jeg er træt ovenpå sådan en weekend proppet med smagsindtryk og dejlige mennesker på Food Festival i Aarhus. Det var super sjovt (som altid), og jeg kom hjem med tasken og armene proppet med lækre, friske, danske septemberråvarer. Jeg arbejdede i Arlas mælkehuse, hvor jeg fik lov at lave smagslaboratorie for børn med modige smagsløg, sammen med en håndfuld fantastiske kollegaer.

De lækre grøntsager fik jeg smagt her til aften, hvor jeg lavede bagt portobello (med lækre svampe fra Tvedemose!) med squash fyld og masser af ost. Hertil en festlig, farverig, og utrolig smagfuld septembersalat.

september salat

Ingredienser, 2 personer

  • 1/4 lilla spidskål
  • 1 frisk majskolbe
  • 1 peberfrugt
  • 1 håndfuld valnøddekerner

Ingredienser, dressing

  • 3 spsk skyr
  • 1,5 tsk honning
  • Knivspids salt
  • Saft fra ½ citron
  • 1/4 bundt persille

Fremgangsmåde

  1. Snit spidskålen fint, og skær peberfrugten i tern.
  2. Overhæld evt. majskolben med kogende vand, eller brug den rå. Skær kernerne af.
  3. Hak valnødderne.
  4. Bland dressingen af alle ingredienserne.
  5. Vend det hele sammen, og server! Super simpelt, og alligevel så lækkert.

Æggemuffins med grøntsager

Endnu en sjov tøm-køleskabet ret.

Det er nemt! Og så kan det varieres i  det uendelige.

Jeg serverede dem med stegt medister, men de kan sagtens serveres alene, andre ting man nu har (fisk? frikadeller?) eller tages med i madpakken.

mini ægge muffins

Ingredienser, 15-20 stk

  • Ca. 4-500 g grøntsager du har i køleskabet (jeg brugte majs, tomat, broccoli, springløg og gulerod)
  • Ca. 6-7 æg
  • 1-2 dl mælk, fløde, hytteost, creme fraiche eller yoghurt naturel
  • Salt og peber
  • Evt. kød- eller fiske rester
  • Evt. revet ost
  • Evt. andre smagsgivere (jeg brugte persille og chili)

Fremgangsmåde

  1. Fordel grøntsagsresterne (og evt. kødrester) i muffinforme.
  2. Pisk i en skål æg og mælkeprodukt sammen. Smag til med salt, peber og eventuelt andre smagsgivere.
  3. hæld æggeblandingen over resterne.
  4. Drys evt. med revet ost.
  5. Bag ved 200 grader i 15-20 minutter, indtil æggemassen er stivnet og osten er gylden.

Super sund og smæskelækker suppe (med fisk!)

Fedtfattig? Tjek.

Fyldt med grøntsager? Tjek.

Fisk? Tjek.

Nem? Tjek.

Mættende? Tjek.

Smæskelækker? Tjek!

Suppe er helt fantastisk nu hvor efteråret nærmer sig, inklusive den uundgåelige kulde, regn og blæst. Når gryden tilmed fyldes med masser af fisk, grøntsager og dejlig smag, bliver det lidt nemmere at glemme det kedelige vejr, og i stedet fokusere på træernes skønne farver. Og så er det da en dejlig bonus at man kan spise den med 100 % god samvittighed, for den kan næsten ikke blive sundere! 🙂

fiskesuppe

Ingredienser, 4 personer

  • 6 dl fiske eller grøntsagsfond
  • 4 dl mælk
  • 1 stort løg
  • 250 g champignon
  • 1 bundt springløg
  • ½ bundt frisk persille
  • 1 lille chili
  • ½ citron
  • 5-600 g hvid fisk (jeg brugte kuller. Torsk eller ising eller lignende er også godt!)
  • 250 g grønne bønner
  • 500 g kartofler
  • ½ spidskål
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde

  1.  Hak løget og snit kålen. Steg det ved middelvarme i en gryde i ca 5 minutter i olien.
  2. Skær kartofler og champignon i mundrette bidder, og svits dem med i et par minutter.
  3. Tilsæt fond og mælk, og kog op.
  4. Lad retten simre i 20-30 minutter, indtil kartoflerne er møre.
  5. Snit forårsløg og chili fint og skær bønnerne i mundrette bidder. Tilsæt det sammen med fisken, og kog op igen.
  6. Lad suppen koge i 4-5 minutter, og del herefter fisken i mindre bidder med et par gafler.
  7. Smag suppen til med salt, peber, citronsaft og finthakket persille.
  8. Server evt. med hjemmelavede rugbrødscroutoner eller groft brød med smør.

Persille-kikærte-frikadeller med tomatsauce (pandestegte falafler)

Kikærtefrikadeller er super nemt, og ikke mindst billigt. Jeg er stor fortaler for, at man mindst(!) ugentligt laver kød-fri aftensmad – både af miljømæssige, økonomiske, ernæringsmæssige og ikke mindst smagsmæssige årsager. Forleden stod menuen derfor på pandestegte kikærtefrikadeller, som vel egentlig er en form for falafler; grundmassen minder hvert fald meget om, men man undgår friturestegningen. Hertil lavede jeg en grøntsagsrig tomatsauce for at få tømt grøntsagsskuffen, og i kan tro, det var godt. Saucen kræver ikke så meget andet end tid, faktisk! Jo længere den får lov at simre, jo bedre.

Et godt tip er at lave ekstra meget tomatsauce, og bruge resten en anden dag på pizza eller i pizzasnegle.

kikærte frikadeller 2

Ingredienser, 7-8 frikadeller

  • 1 dåse kogte kikærter
  • 1 bundt persille
  • 1 æg
  • Ca. 1½ dl fuldkornsmel
  • Ca. ½ tsk salt, og lidt friskkværnet peber
  • 1 stort løg
  • Smør til stegning

Ingredienser, tomatsauce

  • 4-5 store, modne bøftomater
  • Ca. 3-400 g grøntsager (jeg brugte spidskål.)
  • 1 bundt springløg eller 2 almindelige løg.
  • Basilikum (frisk eller tørret)
  • 1 grøntsags bouillon terning
  • 1 tsk sukker
  • ½ dl vand

Fremgangsmåde, tomatsauce

  1. Sauter løgene i en gryde ved middelvarme i 4-5 minutter til de bliver klare.
  2. Skær tomaterne og de andre grøntsager i små stykker, og føj dem til gryden.
  3. Tilføj vand, bouillon og sukker.
  4. Lad det hele simre godt i minimum 20 minutter. Tilsæt basilikum, og blend hele molevitten med en stavblender.
  5. Lad det hele simre uden låg i minimum 20 minutter mere – gerne meget længere! Jo længere tid, jo bedre smag og tykkere konsistens.

Fremgangsmåde, frikadeller

  1. Skyl kikærterne, og blend dem (det går nemt i en minihakker).
  2. Bland med hakket persille, æg, mel, og finthakket løg. Smag til med salt og peber. (Hvis du bruger danske æg må man nemlig gerne! 🙂 )
  3. Steg i lidt smør ved middelhøj varme, ca. 5 minutter på hver side.

Server med en god salat, eksempelvis en med speltkerner, rucola og tranebær. Velbekomme!

Grøn blomkåls-couscous stir-fry med ovnbagte kyllingekødboller

Hvis man følger bare en lille smule med på forskellige madblogs, så er man sandsynligvis faldet over såkaldte blomkåls-ris eller blomkåls-couscous. Jeg har selv forsøgt at lave det, og jeg forstår nu, hvorfor det er så omtalt. Det blendede, tilberedte blomkålshoved smager nemlig fantastisk, og kan fint erstatte ris eller couscous i et utal af retter. Fx som wok-tilbehør eller til fisk. Jeg lavede en grøn stir-fry inspireret tilbehørsret, som passede perfekt til nogle ovnbagte kyllingekødboller med sesam.

kyllinge kødbollerblomkål coucous

Ingredienser, kødboller, 4 personer

  • ca. 800 g hakket kyllingekød
  • 2 æg
  • ca. 1½ dl mel, gerne fuldkorn
  • ½ spsk salt
  • ½ tsk stødt chilipulver
  • 1 tsk stødt paprika
  • 2 store løg
  • 1 spsk tørret basilikum
  • sesam til drys

Ingredienser, blomkåls-stir-fry, 4 personer

  • ½ blomkålshoved
  • ½ spidskål i strimler
  • 2 dl ærter (friske eller fra frost)
  • 1 grøn peberfrugt i tern
  • 2 dl vand
  • 1 tsk grøntsagsbouillon (eller 1 terning)
  • 1 stort løg, fintsnittet
  • 2 fed hvidløg, presset
  • 1 spsk olie
  • 1 bundt persille, hakket

Fremgangsmåde, kødboller:

  1. Rør hakkekødet sejt med salt.
  2. Hak løgene fint.
  3. Rør kød, løg, æg, mel og krydderier sammen til en fast fars.
  4. Form ca. 20 kødboller.
  5. Drys med sesam.
  6. Bag i ovnen i 20-30 minutter ved 200 grader.

Fremgangsmåde, blomkåls stir-fry:

  1. Svits løget og hvidløget i olien i et par minutter.
  2. Blend blomkålshovedet i en minihakker/lignende, til det bliver på størrelse med couscous-korn.
  3. Tilføj blomkål, vand og bouillon til panden med løgene. Svits videre i et par minutter.
  4. Tilføj peberfrugt, ærter og spidskål.
  5. Lad simre i 5-10 minutter til væsken er fordampet/absorberet.
  6. Lige inden servering vendes persillen i.

Speltotto med svampe, persille, hytteost og peberfrugt

Personligt foretrækker jeg bygotto eller denne speltotto, frem for klassisk risotto.

Ud over at man får lidt flere næringsstoffer og fibre fra de mindre forfinede kerner, får retten også en (efter min mening) meget bedre konsistens. Det ER bare sjovere at spise en ret, som ikke er 100 % grødet. 😉

Grøntsagerne kan naturligvis varieres efter smag. Denne er lavet med blandede svampe, peberfrugt og persille. Til sidst er der rørt mager hytteost i retten for at gøre den ekstra lækker.

Kan både være en vegetarisk hovedret i sig selv, eller fungere som drøn-godt tilbehør til fx stegt fisk.

speltotto2

Ingredienser, 4 personer

  • 3 dl speltkerner
  • Ca. ½ L hønse eller grøntsagsbouillon
  • Ca. 2 dl hvidvin
  • 2 store løg, fintsnittede
  • 30 g tørrede svampe (fås eks i Bilka eller Rema1000) eller 4-500 g friske, blandede svampe.
  • 2 peberfrugter i små tern
  • 1 bundt frisk persille, hakket
  • Salt og peber
  • 2 dl mager hytteost
  • 2 spsk olie

Fremgangsmåde

  1. Svits løget i olien i et par minutter.
  2. Skyl speltkernerne, og hæld dem ned til løgene.
  3. Tilsæt 1 dl hvidvin og 1 dl bouillon. Lad simre et par minutter.
  4. Tilsæt resten af hvidvinen, samt hakkede svampe og peberfrugt i tern. Lad simre et par minutter mere.
  5. Tilsæt igen ca. 1 dl bouillon hver gang retten “tørrer ud” – det kræver tålmodighed at  lave speltotto! 😉
  6. Bliv ved med langsomt at tilsætte bouillon ca. hvert 5. minut, indtil kernerne er møre – det tager ca. ½ time. Du skal i alt bruge ca. ½ liter bouillon, men det kan nemt variere.
  7. Når kernerne er møre, og det sidste bouillon er indarbejdet i retten, skal du røre hakket persille og hytteost i.
  8. Smag til med salt og peber.

Persille frikadeller med forårsgrønt-mix

Nu har varmen og foråret endelig lagt sig over Danmark, og det kalder på lyse, lette retter. I aftes spiste vi derfor frikadeller frisket op med persille, og serverede dem med en færdig grønt-blanding fra rema1000. Det er nemlig godt for SU-budgettet at spise frostgrøntsager; de holder længe, er billige, og smager dejligt. Rema1000 har eksempelvis denne pose forårsgrønt til kun 10 kr, og det er nok til 2. Det smager super! Og nej, jeg er ikke sponsoreret af Rema1000, blot glad for deres frosne grøntsager 😉 De har også risottoblandinger, ratatouille, byg-blanding og andre variationer af tilbehørsretter til samme pris.

Bemærk for resten de SUPER flotte billeder der kommer på bloggen fra nu af; jeg er kommet til at spilde alle mine penge på at købe et fancy spejlreflekskamera! 😉

persille frikadeller 3persille frikadeller 6persille frikadeller 1

Ingredienser, 2 sultne personer

  • 4-500 g magert hakket svin/kalv
  • 1-2 æg
  • 2-3 små gulerødder
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk peber
  • 1 tsk paprikapulver
  • 2 spsk havregryn
  • 3-4 spsk (fuldkorns)mel
  • 1 bundt frisk persille
  • 1 stort løg

Derudover tilbehør, som fx kan være forårsmix fra Rema1000 og hytteost.

Fremgangsmåde

  • Rør hakkekødet sammen med salt.
  • Bland krydderierne i.
  • Riv løg og gulerødder, eller blend dem i en foodprocessor. Bland med kødet.
  • Tilsæt resten af ingredienserne – persillen til sidst.
  • (Tilsæt evt. mere mel, hvis dejen stadig virker lidt våd.)
  • Varm en pande op, og steg frikadellerne i lidt olie i ca. 5 minutter på hver side.
  • Forbered tilbehøret; hvis det er forårs-grønsagsblandingen skal det bare en tur på en varm pande i ca. 5 minutter, hvorefter der smages til med lidt Soya og sesamfrø.

Protein bombe; rødbedepandekager med fyld af laks og grøntsager

Ud over at denne ret er PROP-fyldt med protein fra både æg, hytteost, grøntsager og fisk, er den også voldsomt appetitlig – og lyserød! 🙂

pandekage3

Ingredienser,8-10 pandekager

  • 3 æg
  • 2-3 rødbeder
  • ca. 150-200 g grahamsmel
  • Salt og peber
  • 1½ dl hytteost
  • 1 dl mælk

Ingredienser, fyld og topping

  • 200 g fersk laks
  • ½ squash
  • 250 g champignon
  • 1-2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • Salt og peber
  • Revet ost
  • Rød peber
  • 1 bundt frisk persille
  • 1½ dl hytteost

Fremgangsmåde

  • Blend alle ingredienserne til pandekagedejen sammen. Det skal være tyndt.
  • Skær laks i mundrette bidder.
  • Skær squash, løg og champignon i små stykker.
  • Steg grøntsagerne i ca. 5 minutter, og smag til med presset hvidløg, ½ bundt persille, salt og peber. Bland med 1½ dl hytteost.
  • Steg pandekagerne i lidt smør.
  • Fordel fyld og laks i pandekagerne, som rulles stramt sammen, og lægges i et ildfast fad.
  • Drys med revet ost.
  • Bag pandekagerne ved 200 grader i 10-20 minutter; osten skal blive gylden, og laksen tilberedt.
  • Pynt med finthakket peberfrugt og resten af persillen.

Lynstegt, marineret tunbøf med champignon-frikadeller

Indrømmet, rent udseendemæssigt mangler denne ret altså noget. Men så er det godt, at den i stedet smager så drøn-godt! En frisk salat ville nu helt klart klæde serveringen.

Tunbøffer er ofte på tilbud i frysedisken eller hos fiskemanden, så det er bare at slå til, når det sker; tunbøffer er nemlig dejlige – hvis altså man lige lader være med at overstege dem, så de bliver hårde og tørre! Her er de marineret i Soya, ingefær og citron, hvilket smager fantastisk.

Champignon frikadellerne er en alternativ måde at få sine grøntsager på, som klart kan anbefales. Smagt til med persille og citron er de meget mere friske og smagfulde, end hvad de måske ser ud til at være! 😉

champignon frikadeller med lynstegt soyaingefær tun

Ingredienser, 2 personer

  • 2 tunbøffer
  • 1 spsk soya
  • 2 cm frisk ingefær
  • skal fra ½ citron (øko)
  • salt og peber
  • 1 bundt persille
  • 500 g champignon
  • 1-2 æg
  • havregryn (og evt. lidt fuldkornsmel)
  • saft fra ½ citron
  • olie til stegning
  • Gerne en frisk salat
  • 2-3 springløg

Fremgangsmåde

  1. Hak champignon, persille og springløg meget fint, og bland.
  2. Rør 1 æg, citronsaft, havregryn og lidt salt og peber i.
  3. Tilføj evt. mere æg og lidt mel, hvis ikke massen er sammenhængende nok.
  4. Bland Soya, finthakket ingefær og citronskal. Pensl på tunbøfferne.
  5. Steg champignonfrikadellerne ca. 5 minutter på hver side ved middelhøj varme.
  6. Steg tunbøfferne 1 minut på hver side ved HØJ varme. Pas på de ikke får for meget; hellere lidt for lidt.
  7. Server meget gerne tunbøffer og champignondeller med en frisk salat.

Bloggerevent med coop, savannah og en lækker, lun kartoffelsalat!

Jeg var (sammen med en håndfuld andre jyske bloggere) inviteret til en hyggelig aften arrangeret af Coop. Arrangementet havde fokus på Coops afrikanske produktserie Savannah, som bygger på sloganet “udvikling gennem handel”. Det betyder, at Coop ikke “bare” donerer penge til Afrika, men derimod hjælper landet ved – via køb – at skabe arbejdspladser og vækst.

Aftenen stod på salatværksted af fineste kaliber. Råvarerne var nøje udvalgt fra produktserien, og det var lækre sager. Sammen med Samantha lavede jeg en lun kartoffelsalat med broccoli, tilføjet sukkerærter, grønne bønner og peanuts fra Savannah-mærket.

Sammen med en citrusdressing gik det hele op i en højere enhed. ISÆR serveret med fantastisk Savannah-ribeye. Og ikke nok med at kødet var af så god kvalitet, vi fik også undervisning i kødtilberedningen af Michelinrestauranten Kiin-Kiins kok Christian Just. Det var en mæt studerende som tog hjem efter sådan en aften!

coop1coop5

Ingredienser, salat

  • ½ finthakket rødløg
  • 1 broccolihoved delt i buketter
  • 1 stor håndfuld grønne bønner
  • 2-3 spsk saltede peanuts
  • 4-5 kogte kartofler
  • 1 stor håndfuld friske sukkeræerter

Ingredienser, dressing

  • 1 dl hakket persille
  • 1 spsk revet citronskal
  • Salt og peber
  • 1½ tsk honning
  • ½ spsk eddike
  • 2 tsk hakket chili
  • ½ dl rapsolie

Fremgangsmåde:

  1. Kog kartoflerne (gerne i lidt bouillon).
  2. Damp broccoli i nogle minutter.
  3. Kog de grønne bønner i 5-10 minutter. (De kan indeholde lektiner, som forsvinder ved kort varmebehandling. Lektiner kan give ganske ondt i maven!)
  4. Skær sukkerærterne i mindre stykker.
  5. Skær kartoflerne i kvarte.
  6. Bland dressingen.
  7. Bland alt, på nær saltede peanuts, som drysses på til sidst.
  8. Server med en god bøf! Eller hvad med en gang spicy fiskedeller?