Hjemmelavede pebernødder

For søren, jeg får ikke lavet særlig meget spændende mad for tiden – pensumlisten i dette skolemodul er godt nok tætpakket, så der er ikke overskud til særlig meget, når der endelig holdes pause fra studiet.

Dog tog jeg mig en velfortjent bage-pause i dag, og fik lavet en god bøtte pebernødder. Nu dufter her skønt, og ih, de smager godt. Meget (meget!) bedre end dem, man køber.

pebernødder

Ingredienser, 1 stor bøtte

  • ½ tsk stødt ingefær
  • ½ tsk friskkværnet peber
  • 1 lille tsk stødt kanel
  • ½ tsk stødt nelliker
  • ½ tsk hjortetaksalt
  • 175 g sukker
  • 100 g blødt smør
  • 250 g hvedemel
  • 1 stort æg
  • Evt. 1-3 spsk mælk

Fremgangsmåde

  1. Bland mel, hjortetaksalt og krydderier. Tilsæt smørret i små klumper, og ælt det ind i melet med hænderne.
  2. Pisk æg og sukker, og ælt det i mel/smør blandingen.
  3. Hvis dejen ikke samler sig nok, tilsæt da 1-3 spsk mælk indtil den gør.
  4. Stil dejen i køleskabet mindst 1 time; den er nemmere at håndtere senere, når den er kold.
  5. Rul dejen ud i pølser med ca 1 cm i diameter. Skær pølerne ud i små stykker, som du triller til kugler.
  6. Fordel kuglerne på bageplader beklædt med bagepapir.
  7. Bag i 200 grader (ikke varmluft) én plade ad gangen. De skal have ca. 10 minutter, plus minus (alt efter hvor store du har lavet dem!) De skal være gyldne, men ikke mere end det. 😉
  8. Køl ned på en rist, og opbevar i tætsluttende dåse.
Reklamer

Hjemmelavede pebernødder – jeg er tidligt på den!

Da det blev den 1. november kunne jeg ikke vente længere; der havde i et stykke tid gemt sig alle ingredienser til pebernødder i mine køkkenskuffer, og de bare råbte på at blive tryllet om til små jule-lækkerier. Jeg gav efter, og her en hel måned før jul, er der pebernødder i julekagedåsen på køkkenbordet.  Men hverken jeg eller kæresten klager; de smager jo dejligt, ligegyldigt hvornår på året det er.

(Jeg er nu også typen, som uden at klage kan spise risengrød, risalamande, æbleskiver og flæskesteg på en varm sommerdag! )

Jeg har snydt lidt, dog. Krydderierne har jeg købt i en færdigblandet pose; når nu det var første gang nogensinde at jeg skulle forsøge mig med den klassiske småkage tænkte jeg, at jeg hellere måtte overlade smags kombinationen til de professionelle massefremstillere. 😉 Opskriften stod sågar også bag på krydderipakken, og så blev det jo ikke nemmere.

peber1

Ingredienser, a la Urtekrams-krydderiblanding:

  • 300 g sigtet speltmel
  • 150 g rørsukker
  • 1 æg
  • 2-3 spsk vand
  • 1 pose krydderimix (jeg fandt Urtekrams krydderimix i Netto til en 10’er)
  • 150 g blødt smør

Fremgangsmåde

  1. Bland sukker, mel og krydderimix godt.
  2. Smuldr det bløde smør i melblandingen, til det er helt blandet.
  3. Saml dejen med ægget og et par spsk. vand.
  4. Rul dejen ud i lange slanger, og skær dem over i passende stykker. Tril til kugler.
  5. Bag i 11-15 minutter ved 200 grader, (til de lige akkurat har fået lidt farve) og køl af på en rist.
  6. Opbevar i en tætsluttende kagedåse.

Og så lige et tip, jeg har læst i et madmagasin; hvis dine julesmåkager bliver bløde, kan du forsøge at bage dem ved 180-200 grader i 3-4 minutter – så får de forhåbentlig sprødheden tilbage! 🙂