Persille-kikærte-frikadeller med tomatsauce (pandestegte falafler)

Kikærtefrikadeller er super nemt, og ikke mindst billigt. Jeg er stor fortaler for, at man mindst(!) ugentligt laver kød-fri aftensmad – både af miljømæssige, økonomiske, ernæringsmæssige og ikke mindst smagsmæssige årsager. Forleden stod menuen derfor på pandestegte kikærtefrikadeller, som vel egentlig er en form for falafler; grundmassen minder hvert fald meget om, men man undgår friturestegningen. Hertil lavede jeg en grøntsagsrig tomatsauce for at få tømt grøntsagsskuffen, og i kan tro, det var godt. Saucen kræver ikke så meget andet end tid, faktisk! Jo længere den får lov at simre, jo bedre.

Et godt tip er at lave ekstra meget tomatsauce, og bruge resten en anden dag på pizza eller i pizzasnegle.

kikærte frikadeller 2

Ingredienser, 7-8 frikadeller

  • 1 dåse kogte kikærter
  • 1 bundt persille
  • 1 æg
  • Ca. 1½ dl fuldkornsmel
  • Ca. ½ tsk salt, og lidt friskkværnet peber
  • 1 stort løg
  • Smør til stegning

Ingredienser, tomatsauce

  • 4-5 store, modne bøftomater
  • Ca. 3-400 g grøntsager (jeg brugte spidskål.)
  • 1 bundt springløg eller 2 almindelige løg.
  • Basilikum (frisk eller tørret)
  • 1 grøntsags bouillon terning
  • 1 tsk sukker
  • ½ dl vand

Fremgangsmåde, tomatsauce

  1. Sauter løgene i en gryde ved middelvarme i 4-5 minutter til de bliver klare.
  2. Skær tomaterne og de andre grøntsager i små stykker, og føj dem til gryden.
  3. Tilføj vand, bouillon og sukker.
  4. Lad det hele simre godt i minimum 20 minutter. Tilsæt basilikum, og blend hele molevitten med en stavblender.
  5. Lad det hele simre uden låg i minimum 20 minutter mere – gerne meget længere! Jo længere tid, jo bedre smag og tykkere konsistens.

Fremgangsmåde, frikadeller

  1. Skyl kikærterne, og blend dem (det går nemt i en minihakker).
  2. Bland med hakket persille, æg, mel, og finthakket løg. Smag til med salt og peber. (Hvis du bruger danske æg må man nemlig gerne! 🙂 )
  3. Steg i lidt smør ved middelhøj varme, ca. 5 minutter på hver side.

Server med en god salat, eksempelvis en med speltkerner, rucola og tranebær. Velbekomme!

Reklamer

Kylling og squash i tomatsauce med tikka-masala

Pande-og gryde bikseretter hører i sandhed efterårssæsonen til. Og heldigvis for det; de varmer, smager godt, og er super nemme at have med at gøre. Derudover er de gode sidst på ugen/måneden, da man kan bruge de grøntsager og det kød, man nu engang har i køleskabet/fryseren.

I går biksede jeg en lidt spicy ret sammen. Kyllingefilet sauteret med en masse løg og squash og tikka-masala krydderi, kogt sammen med hakkede tomater og så et ordentligt skvæt timian. Så bliver det ikke mere ligetil! 🙂

kylling_squash_i_tomat

Ingredienser, 4 personer

  • 400-500 g kyllingebrystfilet i mundrette stykker
  • 1 stor squash
  • 2-3 store løg
  • 1½ spsk tikka-masala krydderi (du kan købe en kæmpe pose i Tiger til en 10’er.)
  • 1 spsk timian
  • 1 bouillonterning (kylling eller grøntsagssmag)
  • 1 dåse hakket tomat
  • Gerne en håndfuld friske tomater i store stykker
  • 2 dl vand
  • 1-2 spsk maizenamel
  • Pasta – gerne fuldkorn! Eller ris – gerne brune eller vilde!

Fremgangsmåde

  1. Hak løgene groft, og svits dem i en varm pande (måske i lidt olie) til de skinner. Tilsæt kylling og tikka-masala, og steg, til kyllingen er næsten gennemstegt.
  2. Tilsæt squash i større stykker, og evt. tomater. Svits videre i et par minutter.
  3. Tilsæt bouillonterning, hakket tomat fra dåse og 1 dl vand. Kog op, og tilsæt så timian.
  4. Bland 1 dl vand med maizenamel, og rør i den kogende ret. Lad simre i nogle minutter.
  5. Når bouillonterningen er opløst, og kyllingen gennemkogt, smages til med salt og peber og evt. mere tikka-masala.
  6. Lad simre ved lav varme mens du koger ris eller pasta. Det gør kyllingen ekstra mør og lækker!
  7. Server gerne med en let salat.

stegte grøntsags-ris

Mangler du spændende tilbehør til aftensmaden? Eller er der en masse grønt, som skal bruges, inden det bliver alt for slattent? Og sidder du inde med en kedelig rest ris efter gårsdagens middag? Frygt ej! Velvalgte krydderier og en varm pande er dine venner i nøden.

Vi spiste risene med tun (i mangel af bedre)! – de smager sikkert endnu bedre til (fiske?)frikadeller eller lignende.

stegte grøntsagsris

Ingredienser

  • De grøntsager, du vil af med – og/eller dem, du elsker!
  • En rest ris, ca 150 g
  • en klat olie
  • garam masala, spidskommen, ingefær, knuste hvidløgsfed, salt, peber og kanel

Fremgangsmåde

  1. Steg først risene på den glohede pande i olien.
  2. Snit grøntsagerne i små små stykker, og tilsæt dem til panden.
  3. Efter nogle minutter smages panden til med (især en masse masala) krydderi, indtil dine smagsløg bliver tilfredse.