Bløde fuldkorns boller med hørfrø

De “rigtige” bagere bliver færre og færre, mens bake-off vokser sig stadigt større. Prismæssigt er det fint, for bake-off er klart billigere end “den ægte vare” – desværre er bagerens friskbagte brød efter min mening nu også det, der smager bedst. På nær selvfølgelig hjemmebag! Og hvor er det bare heldigt; hjemmebag er ganske billigt at have med at gøre, så længe man har sit basislager i orden. Det betyder, at man har skuffer, der gemmer på diverse meltyper, kerner, nødder og lignende, gerne købt i store mængder på tilbud.

Her til morgen har jeg bagt nogle bløde, saftige fuldkornsboller med hørfrø. Perfekte med ost og syltetøj eller i madpakken. Lav gerne dobbelt eller trippelportion nu du er i gang, hvis du (modsat mig 😦 ) har en fryser, der har plads nok til at gemme dem.

bløde hørfrø fuldkorn boller

Ingredienser, 10-13 stk

  • 5 dl fuldkornshvedemel
  • 5 dl hvedemel
  • 2-3 dl hørfrø
  • 1 æg
  • 1 pakke gær
  • 1 dl kogt vand
  • ca. 3 dl mælk
  • 1 spsk honning
  • ½ tsk salt
  • ½ dl raps- eller solsikkeolie

Fremgangsmåde

  1. Bland det kogte vand med 1 dl mælk, og opløs gær og honning i den lunkne blanding.
  2. I en anden skål blandes de to meltyper, hørfrø og salt.
  3. Det hele blandes sammen, og æg og olie tilsættes.
  4. Tilsæt mælk, indtil dejen er klistret og blød. Ælt i nogle minutter.
  5. Stil dejen til hævning et varmt sted, overdækket med film eller et fugtigt, rent viskestykke. Ca. 30 minutter.
  6. Med en ske formes 10-13 boller, som placeres på en bageplade med bagepapir. Dæk bollerne, og efterhæv, mens ovnen varmer op.
  7. Pensl bollerne med mælk.
  8. Bag bollerne 10 minutter ved 200 grader varmluft. Skru herefter ned til 190 grader, og bag dem færdig – ca. 10 minutter mere.
  9. Server med tandsmør, pålægschokolade og masser af ost og syltetøj! 🙂 Intet slår nybagte boller.