Havregrynssmåkager med smag af jul

Nu har vi næsten nået midten af november, og så synes jeg, at julebagning er helt ok! For julesmåkager er simpelthen så hyggeligt, duftende og smagfuldt.

Disse småkager minder om de klassiske havregrynssmåkager (eller cookies? Hvad er forskellen egentlig?), men med den forskel, at de smager af julens krydderier. De dufter lidt af honningkage, brunkager og pebernødder i skøn forening, faktisk! 😉

(Du kan også udskifte krydderierne med kornene fra 1 vaniljestang (eller 1 spsk vaniljesukker), og få nogle helt ikke-julede småkager i stedet).

havregrynssmåkager jul

Opskriften er til 15 stk, men de smager så godt, at jeg anbefaler, at du laver en større portion! 😀

Ingredienser, 15 stk

  • 100 g blødt smør
  • 100 g sukker (eller brun farin eller rørsukker)
  • 100 g hvedemel
  • 50 g havregryn
  • 1 æg
  • Knivspids fint salt
  • 1 lille tsk natron
  • ½ tsk stødt ingefær
  • ½ tsk stødt nelliker
  • ½ tsk stødt kanel

Fremgangsmåde

  1. Pisk smør og sukker lyst og luftigt – det tager et par minutter.
  2. Tilsæt ægget, og pisk lidt mere.
  3. Bland i en anden skål mel, havregryn, salt, natron og krydderier.
  4. Bland det hele.
  5. Fordel på TO bageplader med stor afstand (de flyder meget ud!)
  6. Bag ved 175 grader varmluft i ca. 15 minutter (plus/minus alt efter din ovn; hold godt øje med dem, når der er gået 10 minutter 🙂 )
  7. (Mens småkagerne bager, kan du slikke skålen ❤ )
  8. Køl småkagerne af på en bagerist
  9. Opbevar i en kagedåse, hvis ikke de bliver spist med det samme!

Sunde fuldkornsmuffins uden raffineret sukker og fedt

Nogle morgener kræver bare “lidt ekstra”. Og nogle eftermiddage kalder bare på søde sager. For eksempel en god muffin!

Disse muffins er næsten så sunde, som de kan blive. (Måske med mindre man er på low-carb bølgen, og helst undgår kulhydrater til fordel for fedt… 😉 ) De er 100 % fuldkorn, tilsat gulerod og æble, og uden noget som helst fedtstof eller raffineret sukker. Den søde smag kommer i stedet fra en lille smule honning, rent vaniljepulver og æblet.

Dejligt med muffins som uden problemer kan være dagens morgenmad, helt uden at det gør noget! 🙂 Man kan sagtens vælge at tilføje endnu mere lækkert end jeg har gjort her, fx hakkede nødder eller tørrede frugter. Er man ikke i humør til æble/gulerod, kan man i stedet kaste sig over en omgang sunde bananmuffins med valnøddekerner.

sunde muffins

Ingredienser, 10 stk

  • 2 æg
  • 1 spsk honning
  • 1 dl kokosmel
  • 1 dl havregryn, finvalsede
  • 1 dl fuldkornsmel (fx grahamsmel eller fuldkornsrugmel)
  • Kornene fra 1 vaniljestang
  • 1 tsk kanel
  • ½ tsk kardemomme
  • ½ tsk nelliker
  • ½ tsk fint salt
  • 1 stor revet gulerod
  • 1 revet æble
  • 2 tsk bagepulver

Fremgangsmåde

  1. Bland i en skål: havregryn, kokosmel, fuldkornsmel, krydderier, bagepulver og vanilje.
  2. Riv gulerod og æble og bland i.
  3. Pisk i en anden skål æg og honning sammen til en luftig masse.
  4. Vend forsigtigt æggene i – pas på du ikke rører for meget, så luften forsvinder fra æggene igen.
  5. Fordel i ca. 10 muffinforme, og bag i en halv times tid ved 200 grader. (Ikke varmluft).