Grundopskrift på sunde müsli-boller

Nybagte müsli-boller er et sikkert hit på morgenbordet. De gør sig også rigtig godt i madpakken som en sødlig eftermiddagssnack når den lille sult melder sig, fordi blodsukkeret ter sig. Jeg har bagt nogle ud fra en simpel, sund grundopskrift – og disse kan varieres i det uendelige. Jeg har givet nogle få bud under opskriften. 

Jeg har spist dem med min mors dejlige, hjemmelavede rabarbersyltetøj. 

mysli_boller_grund

Grundopskrift, 9 små boller

  • 100 g müsli (ikke honningristet. Den slags med rosiner/tørret frugt/nødder/kokos/kerner/etc)
  • 5 dl mel – 50 % hvedemel, 50 % fuldkorns, eks. grahamsmel
  • ½ pakke gær, 25 g
  • 3 dl lunkent vand
  • ½ tsk fint salt
  • ½ spsk olie
  • lille håndfuld havregryn
  • lidt mælk

Fremgangsmåde

  1. Bland i en skål müsli, mel og salt godt.
  2. Opløs i en anden skål gæren i det lune vand. 
  3. Bland mel, vand+gær og olien godt – ælt godt. (Er den for klistret tilsættes lidt mel.) 
  4. Lad hæve i ca. 1 time.
  5. Slå dejen sammen og form bollerne. Lad efterhæve en halv time.
  6. Pensl bollerne med lidt mælk, drys med havregryn, og bag ved 200 grader i 20-30 minutter; indtil de lyder hule, når du banker på bunden af dem.

Variantionsforslag:

  • Riv et æble / en gulerod / lidt squash og bland i dejen.
  • Mos en banan og bland i dejen. 
  • Tilføj flere nødder / kerner / tørrede frugter.
  • Tilføj 1 spsk honning eller sukker.
  • Hak noget mørk chokolade groft og bland i dejen.
  • Brug andre grove meltyper end grahamsmel.
  • Brug i stedet for noget af vandet et syrnet mælkeprodukt, eks. A38 eller skyr.
  • Drys med nødder i stedet for havregryn.
  • Tilføj lidt kokosmel.
  • Tilføj stødt kardemomme og/eller kanel for et krydret twist.

Hjemmelavet, honningristet müsli (granola) med skyr og søde bær

Jeg er KÆMPE fan af både honningristet müsli, skyr (man er vel islænding!) og ikke mindst søde sommerbær. Hvor er det bare et fantastisk sommer-faktum at disse ting er det perfekte, søde match.

Serveret i fine portionsglas bliver sammensætningen den ideelle servering, hvad enten der er tale om brunch, buffet, dessert eller blot en hverdags-forkælende-morgenmad.

yoghurt musli

Ingredienser, min honningristede müsli:

  • havregryn
  • grofthakkede hasselnøddekerner
  • grofthakkede mandler
  • rosiner/tranebær/andre tørrede frugter
  • honning
  • Frysetørrede bær

Alternative ingredienser:

  • Andre flager (spelt, rug, hvede…)
  • Frø (hør, sesam…)
  • Kerner (solsikke, græskar…)
  • Andre nødder
  • Andre frugter
  • chokoladestykker!

Fremgangsmåde:

  1. Nej, det er ikke en fejl, at der ikke er mængdeangivelser. Bland blot det du elsker, og brug mest af det, der er det aller, aller lækreste! 🙂 Og så en masse havregryn.
  2. Når du har blandet en god gang havregryn med dit yndlingsguf, blandes det hele med en ordentlig gang honning – igen kommer mængden helt an på, hvor sødt dine smagsløg vil have det.
  3. Det hele fordeles jævnt på en bageplade, og bages i ovnen ved ca. 180 grader indtil det hele er gyldent – det tager ca. 15-20 minutter.
  4. Mens müslien køler ned, røres der rundt af og til.
  5. Opbevares i en lufttæt beholder.

Müslien kan som sagt rigtigt brillere i selskab med skyr og friske bær. Er man ikke så meget til skyr, kan man også sagtens bruge græsk yoghurt, A38 og så videre og så videre. 🙂

Velbekomme, og glædelig første sommerdag!