Kokostoppe deluxe; dem med marcipan!

Nu er det godt nok også ved at være længe siden at i har hørt noget nyt fra mig. Men det er nu ikke helt uden grund; min kalender har været (og er stadig!) frygtelig proppet. Eksempelvis har jeg de sidste par uger fejret pinsesolens stråler på Fyn, set Metallica live i Horsens og været på Northside Festival. Og nårh ja, så er der også en masse eksamensopgave skrivning for tiden… Suk 🙂

I dag var der dog et lille overskud til at skabe nogle søde mundfulde i mit køkken, med hjælp fra endnu sødere Frederik, som i dag er så heldig at have fået sommerferie. Nu dufter her fint af kokos; vi lavede nemlig kokostoppe med marcipan i. Selvfølgelig toppet med mørk chokolade. (Et lille tip; smelt mindst dobbelt så meget som du skal bruge; så kan du dyppe sommerens jordbær i resten, nu du alligevel er i gang med chokolade-griseriet! 😉 )

kokostoppe med marcipan 1kokostoppe med marcipan 2

Ingredienser, 1 bageplade små kokostoppe:

  • 2 mellemstore æg
  • 150 g sukker
  • 250 g kokosmel
  • 200 g revet marcipan
  • 1-2 spsk hvede- eller mandelmel
  • Evt 1-2 spsk vand
  • Evt 1 spsk vaniljesukker

Fremgangsmåde

  1. Pisk sukker og æg sammen. Evt også vaniljesukker, hvis toppene skal smage lidt af vanilje.
  2. Riv marcipanen og bland den med hvedemelet, så det ikke klumper sammen igen.
  3. Rør det hele sammen på nær vandet.
  4. Hvis massen binder sig fint sammen er den færdig, og hvis ikke tilsættes et par spsk. vand, indtil massen hænger sammen.
  5. Form en masse kugler/toppe/hjerter/stænger eller hvad du nu er i humør til.
  6. Bag i midten af en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter, eller indtil de er gyldne. Pas på, lige pludselig går det hurtigt!
  7. Smelt noget chokolade, og pynt toppene når de er kolde. Du kan også vælge at dyppe bunden i chokoladen  stedet.
  8. Opbevares i lufttæt beholder i ca. 1 uges tid – eller til der ikke er flere! 😉

Semi-sunde fuldkorns bananmuffins uden fedtstof!

Disse muffins er perfekte til madpakken; de tilfredsstiller den søde tand, samtidig med at de mætter (især pga fuldkornsindholdet!) Og nårh ja, så er der ikke tilsat fedtstof! Perfekte til den lille sult der dukker op om eftermiddagen mellem et par forelæsnings timer. Jeg kunne dog ikke dy mig for at tilsætte mørk chokolade i måske lidt for gavmilde mængder, hvilket ødelægger sundhedskonceptet en smule. 😉

Er du i stedet i humør til mere syndige bananmuffins, så kig HER i stedet for – for nogle gange er det altså lidt sjovere med hvedemel og smør!  😉

sunde banan muffins 2

Ingredienser, 12 stk

  • 2 æg
  • 3 meget modne bananer
  • 1 dl A38 / lignende
  • 150 g grahamsmel
  • 50 g hvedemel
  • 50 g valnøddekerner
  • 100 g mørk chokolade
  • ½ tsk fint salt
  • ½ tsk stødt kardemomme
  • ½ tsk stødt kanel
  • 75 g brun farin / puddersukker
  • 1 tsk bagepulver

Fremgangsmåde

  1. Bland i en skål hvedemel, grahamsmel, krydderier, salt, sukker og bagepulver.
  2. Mos bananerne i en anden skål, og rør mosen sammen med A38 og æg.
  3. Hak chokoladen og nødderne groft.
  4. Rør det hele sammen.
  5. Fordel i muffinforme.
  6. Bag ved 175 grader i 20-30 minutter; til overfladen er gylden, og dejen gennembagt.

De perfekte chokoladescones

Det er efterhånden længe siden jeg smagte disse skønne sager, men derfor skal i da ikke snydes for en opskrift! Scones passer perfekt til en kølig regnvejrsdag med en stor kop te og varme tæpper – og dem skal der helt sikkert nok dukke et par stykker af op, inden det sådan rigtigt bliver forår. Selvom man nu godt kan mærke, at det varmere vejr er på vej! 🙂

Disse scones er bløde på den HELT rigtige smør-agtige måde, fyldt med chokolade, smør og kærlighed; lækkert.

(De scones der er på billeder kan jeg dog ikke tage æren for; dem har min søde klassekammerat Tanja bagt!
Og hey, hvis du er interesseret i at bage dine egne super sprøde og fantastiske knækbrød, så tjek min opskrift på super gode knækbrød her!)

chokoladescones

Ingredienser, 10 stk

  • 1½ dl creme fraiche / andet syrnet produkt
  • 75 g meget blødt smør
  • 1 æg
  • 5 dl hvedemel
  • 1 tsk kardemomme (stødt)
  • Knivspids salt
  • 2 spsk sukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 75 g hakket, mørk chokolade
  • (Evt. hakkede hasselnødder også! Eller hvid chokolade)

Fremgangsmåde

  1. Bland det tørre (mel, bagepulver, kardemomme, sukker og salt.)
  2. Smuldr smørret i dejen – det er nemmest at bruge fingrene her!
  3. Tilsæt æg og creme fraiche for at samle det hele.
  4. Rul dejen ud i et par cm tykkelse. Stik cirkler ud, fx med et stort glas.
  5. Bag ved 200 grader (ikke varmluft) i 15-20 minutter; de skal være lidt gyldne.
  6. Server med te!

Madbloggerudfordringen; de dejligste TildeMa(d) bananmuffins

Som madblogger er der en masse fora man kan deltage (mere eller mindre aktivt) i. Den absolut mest spændende (efter min mening!) er Madbloggernes Himmel. Heri kører der for tiden en Madbloggerudfordring; en udfordring hvor tilmeldte blogs tilfældigt har fået tildelt en anden blog. Fra denne blog er det så hensigten, at man skal finde en opskrift, som man laver og skriver om.

Jeg har fået tildelt den utroligt hyggelige blog http://tildemad.blogspot.dk – og nøj, det var svært at vælge en opskrift! Egentlig var valget faldet på nogle cookies som bare kaldte og kaldte på mig, men da jeg kiggede i frugtkurven og så en bunke brune bananer, faldt valget i stedet på disse lækre bananmuffins/cupcakes; http://tildemad.blogspot.dk/2011/10/blog-post.html.

Jeg har dog enten været for nærig med bagepulveret eller for gavmild da jeg fyldte formene, for i stedet for at hæve flot op i en classisk cupakeform, endte kagerne med i højere grad at flyde ud. Men nuvel; de smagte simpelthen så godt alligevel! Jeg tillod mig at lave nogle få ændringer fra TildeMa(d)s opskrift; mere ingefær og kanel, samt tilsætning af hakket mørk chokolade i store mængder. Mums!

Det var interessant hvordan denne opskrift beskriver hvordan man starter med at blande smør med tørre ingredienser; jeg plejer nemlig at starte med at piske sukker med æg først, så smør, og så de resterende ingredienser. Det gik dog helt fint, på nær det faktum, at jeg fik pisket en stor del af de tørre ingredienser rundt i hele køkkenet som det første, i forsøg på at piske det sammen med smør. 😉

bananmuffins

Opskrift på TildeMa(s) banancupcakes/muffins a la Opholdsrum, 12-15 stk:

  • 125 g hvedemel
  • 150 g sukker
  • 1 spsk bagepulver
  • 2 tsk kanel
  • 1,5 tsk ingefær
  • et nip salt
  • 75 g smør
  • 1 1/4 dl mælk
  • 2 æg
  • 2 store, skrællede, moste bananer
  • 75 g hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:

  1. Pisk tørre ingredienser og blødt smør sammen til det er godt blandet.
  2. Tilsæt mælk.
  3. Tilsæt æg ét ad gangen, og pisk godt ind i mellem.
  4. Vend til sidst most banan i dejen.
  5. Fordel i 12-15 forme.
  6. Bag ved 175 grader i 20-30 minutter.
  7. Spis de dejligt svampede kager lune med kold mælk, eller kolde med varm cacao! 😉

TildeMa(d) laver i øvrigt en topping af marengs. Det kunne jeg ikke lige overskue, og jeg synes i øvrigt ikke der var behov for frosting, idet jeg jo havde tilføjet hakket chokolade.

Hjemmelavet bounty (med og uden citron)

Det er overraskende nemt at lave sin egen bounty chokolade. Den hjemmelavede udgave er tilmed mindst lige så lækker, som købeversionen. Derudover er det sjovt at køkken-eksperimentere med forskellige smagsvarianter af den klassiske chokoladebar.

Og ved i hvad? Til den klassiske bar skal der kun bruges 3 ingredienser!

Jeg har i dag lavet nogle typiske bounty-chokolader (kokosmasse og mørk chokolade) med drys af ristede, hakkede nødder, samt en version med citronsmag og hvid chokolade. Begge dele er yderst vanedannende! 🙂

bounty1bounty2

Ingredienser, ca 15 alm. bounty og 15 med citronsmag

  • 250 g kokosmel
  • 1 dåse kondenseret mælk (den fra Nestlé kan efterhånden købes i de fleste supermarkeder)
  • 100 g mørk chokolade
  • 100 g hvid chokolade
  • 1½ økologisk citron
  • en lille håndfuld hasselnøddekerner, (hurtigt ristet på en varm pande.)

Fremgangsmåde

  • Bland den kondenserede mælk med kokosmel. Del massen i to skåle.
  • I den ene skål iblandes skallen fra 1½ citron, og saften fra 1. Der smages til – er der citron nok?
  • Begge skåle stilles på køl i en times tid – så er de nemmere at arbejde med senere.
  • Kokosmassen formes. (jeg lavede små “hapsere” – man kan sagtens lave kugler, eller måske helt klassiske barer.)
  • De to typer chokolade smeltes i hvert sit vandbad. Heri vendes bounty-hapserne. (Hvid chokolade til citron, mørk til den klassiske.)
  • På de klassiske barer drysses med nødder inden chokoladen størkner.
  • På de hvide barer pyntes med mørk chokolade, når den hvide er størknet.
  • Barerne opbevares på køl – hvis de altså ikke bliver spist med det samme! 😉