Nyfortolket makrel i tomat

Hvem siger, at kombinationen mellem makrel og tomat nødvendigvis behøves være en snasket omgang fisk på dåse? Ikke mig! Makrel og tomat smager udisukterbart godt sammen, så hvorfor ikke nyfortolke sammensætningen lidt?

Jeg har lavet nogle små hapsere; blancherede, udhulede tomater, fyldt med en krydderurte- og makrelmousse, pyntet med fine radiser og forårsgrønt.

makrel i tomat

Ingredienser, ca. 50 mundrette hapsere

  • 50 små tomater
  • 4-5 radiser
  • 1 røget makrelfilet
  • 1-2 dl syrnet mælkeprodukt/mayonnaise/flødeost
  • purløg
  • 1/4 rødløg
  • Citronsaft
  • Salt og peber
  • Grønt til pynt

Fremgangsmåde

  1. Kom tomaterne i kogende vand i ca 15 sekunder, og så direkte i iskoldt vand.
  2. Skær radiserne fint på et mandolinjern, og kom skiverne i iskoldt vand.
  3. Bland makrelfilet (pas på fiskeben!) med et flydende produkt – det kan enten være et syrnet mæleprodukt (skyr, creme fraiche o.lign), mayonnaise eller neutral flødeost alt efter smag og køleskabets indhold.
  4. Smag makrelmoussen til med salt, peber, finthakket rødløg, hakket purløg og en smule citronsaft.
  5. Sørg for at røre så meget i makrelblandingen, at fisken er fuldstændig findelt.
  6. Når tomaterne er kolde, afskindes de, og herefter udhules del.
  7. Tomaterne fyldes med makrelmoussen (det er langt nemmest med en sprøjtepose!) og der pyntes med radiser og grønt.
  8. Server som en forret/appetizer, eller som en del af en lækker forårs-brunch/buffet.

 

Den perfekte café-burger

Jeg ved egentlig ikke, hvad de helt nøjagtige kriterier for en klassisk café-burger er. Dog har jeg min egen forestilling herom; den skal være stor, med en ordentig bøf.
Den skal indeholde de typiske grøntsager, nemlig tomat, agurk, rødløg og iceberg.
Og der skal være dressing!
Slutteligt skal den selvfølgelig serveres med kartofler af en art – her er det citron-bagte minikartofler på spyd. Denne forestilling har jeg prøvet at få udlevet – med stor succes.

Disse café-burgere er ikke det billigste aftensmads-valg, men laver man ekstra meget, kan man til gengæld snildt lave et par ekstra til madpakkerne. Smart – og usandsynligt meget lækrere end rugbrødsmadder.

burger

Ingredienser, 4 store burgere

  • 800 g hakket, magert oksekød
  • 4 store burgerboller
  • 4-8 icebergblade
  • 2 bøftomater
  • 1 rødløg
  • ½ agurk

Ingredienser, rød dressing

  • 1-2 dl mayonnaise
  • en stor klat ketchup
  • 1 spsk sød sennep
  • Evt. 1 spsk worcestershire-sauce
  • Lidt salt og peber
  • 1 tsk brun farin

Ingredienser, citronbagte kartofler på spyd

  • 16 små kartofler
  • salt og peber
  • 2 spsk olivenolie
  • saften fra ½ citron

Fremgangsmåde:

  1. Opvarm ovnen til 210 grader. Skrub kartoflerne, og vend dem med salt, peber, olie og citron. Bag i 30-40 minutter, til de er gyldne og gennembagte.
  2. Lav imens den røde dressing ved at blande alt. Smag til. Stil på køl.
  3. Form 4 store bøffer á 200 g hver. Steg dem på panden i lidt olie, til de er gennemstegte. Krydr med salt og peber.
  4. Opvarm bollerne (evt. i ovn.) Smør et godt lag dressing på den nederste bolle, og top herefter med icebergblade, tomater og agurker i skiver, løgringe, mere dressing, og slutteligt bøffen.
  5. Server med kartoffelspyd (ca. 4 kartofler til hver,) og en iskold, brusende cola.

Alternativer:

Den perfekte café-burger kan i mit hoved også sagtens varieres – eksempelvis med sprødstegt bacon og cheddarost på bøffen. Og som alternativ til den enorme mængde dressing, ville en avocado-mos med lidt løg, creme fraiche, salt, peber og citron fungere helt udemærket. En grillet kyllingefilet ville også være himmelsk.

Hvad med jer? Hvordan er jeres perfekte burger? 🙂

Hjemmelavet sushi

Jeg og min søde kollega Maja lavede  sushi – for at se, om det nu var så let, som folk går og siger. Og yes, det var det! De blev ikke lige så pæne som når de professionelle laver dem – men de var pæne alligevel!

Og så smagte de deeejligt. 🙂

Det eneste det krævede, var et sushi-starter-kit, samt en tur i netto. Her blev fyldet købt til to forskellige typer; røget laks med avocado, samt peberfrugt og tun-guf. Tunguffet er det samme som jeg bruger i sandwiches eller serverer til bagte kartofler – det er virkelig mums!

Ingredienser, tun-guf

  • 1 æble
  • 2 ds dåsetun
  • 1 tsk citronsaft (alternativ; citronpeber)
  • 1½ spsk creme fraiche
  • 1 spsk mayonnaise
  • salt og peber
  • 1-2 æg
  • 1-2 forårsløg (alternativ; ½ rødløg)

Fremgangsmåde, tun-guf

  1. Skær æblet i små stykker, og vend det med citronsaften.
  2. Snit løget fint og tilsæt dette samt tun til æblet. Rør rundt.
  3. Tilsæt creme fraiche, mayonnaise og smag til med salt og peber.
  4. Brug til sushi-fyld, sandwich-fyld eller som topping på en bagt kartoffel.