Mættende, sund salat med blomkål, kikærter og ærtedressing

I morgen er det ifølge kalenderen sommer.

Tja. Det synes jeg ikke man fornemmer, når man begiver sig udenfor; det bliver bare ved med at blæse og regne. Æv. Så er det godt, at man kan trøsespise med sommermad, og lade som om, at solen kigger frem! 😉

Her har jeg lavet en mættende salat. Mættende fordi der både er blomkål, kikærter, tomat, peberfrugt og honningmelon i. Den er dejlig snasket, fordi den er vendt i en ærtedressing baseret på ærter, persille og A38. Den ser super fin ud, og smager dejligt.

Hvis du også er i humør til andet end “ren salat” til aftensmad, vil den passe fantastisk til fx fisk.

forårssalat2

Ingredienser, dressing:

  • 2 dl ærter (gerne friske, men fra frost er også helt ok)
  • 2 små fed hvidløg
  • Saft fra ½ citron
  • ½ bundt persille
  • 1 tsk honning
  • Ca. ½ tsk fint salt (men smag dig frem)
  • 1-2 dl A38 eller andet neutralt, syrnet mælkeprodukt
  • Evt ½ chili hvis du kan lide det

Ingredienser, salat:

  • 1 stor rød peberfrugt
  • ½ stort blomkålshoved (eller 1 lille)
  • 3-4 store tomater
  • ½ honningmelon
  • 1 dåse kikærter (eller kog dine egne, du skal bruge ca 400 g kogte)

Fremgangsmåde, dressing:

  1. Det er nemt! Det hele skal blendes på nær persillen, til det er en flydende masse.
  2. Tilsæt evt ekstra A38 hvis dressingen er for tyk.
  3. Smag til – måske skal der ekstra salt eller citron i?
  4. Tilsæt til sidst finthakket persille.

Fremgangsmåde, salat:

  1. Skær alle grøntsager og melonen i små bidder. (Og ja, du kan også bruge blomkåls stokken; den skal bare snittes ekstra fint! Ingen grund til at smide den ud.)
  2. Skyl kikærterne godt i koldt vand, og tør dem.
  3. Bland det hele sammen, og vend det i dressingen.
  4. Server!

Mættende fuldkorns couscous salat

Jeg er netop hjemvendt fra en fantastisk sommerferietur til Island sammen med familien og kæresten. I DK blev jeg modtaget af varme og solskin – ikke ligefrem vejr, der opmuntrer til tunge retter som eksempelvis dampende gryderetter eller supper. Derfor lavede jeg i går en mættende, sund salat med fuldkorns couscous, salatbønner, kyllingefilet og masser af danske, friske grøntsager. Og feta, selvfølgelig! Den kolde salat blev nydt med iskoldt danskvand og duften af nyslået græs – sommer er en fantastisk ting.

couscous salat

Ingredienser, hovedmåltid til 4 personer

  • 500 g kyllingebrystfilet
  • 2 dåser kogte bønner, fx salatbønne-blanding, kikærter eller hvide bønner
  • 4 dl fuldkornscouscous + den mængde kogt vand som emballagen foreskriver
  • 1 tsk grøntsagsbouillon / 1 terning
  • 1 spsk smør/olie
  • Salt og peber
  • ca. 500 g grøntsager af eget valg (jeg brugte springløg, iceberg, tomater, peberfrugt). Gerne mere, faktisk! 🙂
  • 2 håndfulde saltede, ristede solsikkekerner/peanuts til drys
  • saft fra ½ citron

Fremgangsmåde

  1. Kog vand og bland med bouillon. Udblød couscous’ene heri, det tager 5-10 minutter.
  2. Skyl bønnerne.
  3. Skær kyllingen i mundrette bidder. Steg i olien til de er gennemsigtige og har stegeskorpe. Smag til med salt og peber.
  4. Skær grøntsagerne i små stykker.
  5. Når både kylling og couscous er kølet ned, blandes det hele.
  6. Smag til med citronsaft, salt og peber.
  7. Drys med hakkede, ristede, salte peanuts/græskarkerner, og server retten med en god dressing og feta i massevis.
  8. (Drik meget gerne en iskold hvidvin til – især hvis retten nydes i aftensolens stråler på en varm altan! 😉 )

Mættende tortellini- og kyllingesalat med skyrdressing

Det skal absolut ikke være nogen hemmelighed, at jeg er glad for skyr. Så da Karolines Køkken for nylig lancerede en ny smagsvariant beregnet til det salte køkken, skulle produktet naturligvis testes. Der var tale om en skyr tilsat paprika, chili og spidskommen smag, smagt til med lidt fløde, og et fedtindhold på 3 %. Jeg valgte at lave en salat med bønner, spidskommenkrydret kyllingefilet, tortellini og grøntsager.

Og konklusionen? Succes! Skyren fungerer fantastisk som dressing og smagsgiver i salaten, og man kan bruge lige så meget man vil, fordi det er så magert. Dejligt.

ny skyr og tortellini

Ingredienser – hovedret til 2-3 personer

  • 1 dåse kidneybønner
  • Romaine eller iceberg salat
  • 1 pose tortellini, med det fyld du nu engang foretrækker. Fx spinat eller ost.
  • Ca. 250 g kyllingefilet
  • Salt, peber, paprika og spidskommen
  • Olie til stegning af kylling
  • Ca. 1 dl skyr med chili, paprika og spidskommensmag
  • Ca 400-500 g grøntsager efter eget valg (jeg brugte cherrytomat, agurk, peberfrugt, gulerod og majs)

Fremgangsmåde

  1. Kog tortellinien og køl ned.
  2. Skær kyllingen i mundrette bidder, og steg i lidt olie sammen med spidskommen, paprika, salt og peber. Køl ned.
  3. Skær grøntsager og salat i små stykker.
  4. Skyl kidneybønnerne i koldt vand.
  5. Bland det hele – inkl. skyr.
  6. Smag til med lidt salt og peber.