Næææsten sunde fuldkorns pizzasnegle

Tip 1 til at spare penge: brug dine rester – også pålæg.

Tip 2 til at spare penge: tag madpakke med hjemmefra til arbejde og skole.

Tip 3 til at spare penge: kombinér ovenstående, og bag dejlige pizzasnegle!

De her er næsten(!) sunde. Dejen er med fuldkorn, og kan snildt tilsættes revne grøntsager, fx gulerod eller squash. Hvor sunde de så bliver derfra, er op til dig, og hvad du kommer i dem – tag et kig, og se hvad køleskabet gemmer på! 😉

Forslag til fyld:

  • Tomatpuré, hakket løg og peberfrugt, skinke og peperoni i strimler, revet ost, all-round krydderi.
  • Pesto, hytteost, parmesan skinke.
  • Majs, tomatpuré, skinketern, revet ost.
  • Kødsovs-rester og bacon.
  • Chili con carne rester.
  • Finthakkede krydderurter, springløg og tomat.
  • Ananas, skinke, majs, revet ost.

pizzasnegle

Ingredienser, ca. 25 små

  • 50 g gær
  • 1 tsk salt
  • 4 dl fuldkornsmel
  • 6 dl hvedemel
  • Evt. 2 dl revne grøntsager
  • 1 dl surmælksprodukt, fx A38
  • 2 spsk olie
  • 2 spsk herbes de Provence (blanding af oregano, timian og basilikum)
  • ca 1½ dl lunkent vand
  • Fyld! Jeg brugte: tomatpuré, skinkepålæg, peperoni pålæg, revet ost, hakket løg.

Fremgangsmåde

  1. Opløs gæren i lidt vand (ca. 1 dl), og bland så surmælksprodukt og olie i.
  2. Bland i en anden skål de to meltyper, salt og herbes de Provence.
  3. Bland det hele sammen. Tilsæt evt. mere vand, hvis dejen er for tør.
  4. Ælt i ca. 5 minutter, til dejen er blød og let fugtig.
  5. Dæk dejen med husholdningsfilm/plastik pose/fugtigt viskestykke, og stil til hævning et lunt sted en halv times tid.
  6. Del dejen i to.
  7. Hver del rulles ud i en firkant på ca. 40×40 cm – eller hvad der lige passer dig.
  8. Fyldet fordeles på firkanten, som så rulles sammen til en pølse.
  9. Pølsen skæres i skiver. Det er nemmest med en brødkniv.
  10. Bag sneglene i varmluftsovn ved 180 grader i 20-25 minutter.
  11. Server med salat og ketchup! 😀

Udnyt dine rester; indisk tikka masala risret med grøntsager, hertil bacon-svøbt kyllingefilet

En vigtig pointe når det kommer til madbudgettering er, at du skal udnytte dine rester. Hver gang du smider mad ud, smider du noget ud, du har brugt penge på – samtidig med at det er slemt ressourcespild. Her hjemme smides stort set ikke mad ud – hvis der er noget der ryger, er det som regel, når der er lidt pålæg tilbage, som måske har været åbent liiiidt for længe. 😉 Men alt lige fra slatne gulerødder til kogte ris kan nemt bruges til nye lækkerier; bare se her!

Til denne fantastiske, indisk-inspirerede risret er følgende rester brugt; slatne gulerødder, ensomt kvart blomkålshoved, kogte brune ris, ensomt løg, samt en ensom rød peber. Og så lidt ekstra, som ikke var rester, men blot basislager. Smart!

Billede

Ingredienser, 2 personer

(Grøntsager kan naturligvis varieres alt efter hvad der gemmer sig i dine skuffer!)

  • 1-2 gulerødder
  • 1/4 blomkålshoved
  • 1-2 peberfrugter
  • 1-2 løg
  • 1 hvidløgsfed
  • 1 lille chili
  • 1 spsk olie
  • Ris-rester
  • 1-2 spsk tikka masala krydderi
  • Salt og peber
  • ½ dl vand
  • 1 spsk soya
  • Evt. 1 tsk citronsaft
  • 3-4 kyllingefileter
  • 1 pk bacon
  • Evt. sød chilisauce eller creme fraiche til servering

Fremgangsmåde

  1. Flæk kyllingefileterne, så de ikke er så tykke. Vikl hver halvdel ind i et stk. bacon.
  2. Bag fileterne i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter.
  3. Mens kyllingen bager, snittes grøntsagerne.
  4. På en varm pande steges først løg, hvidløg, tikka masala krydderi og chili et par minutter i olien.
  5. Resten af grøntsagerne smides i, og der steges videre i fem minutters tid.
  6. Risene tilføjes sammen med vand, Soya og citronsaft.
  7. Retten varmes igennem, og der smages til med salt og peber.
  8. Server gerne med sød chili sauce eller en mager creme fraiche.