Simpel og fantastisk jordbær/kokos lagkage

Jeg ønsker et kæmpe stort tillykke til min ældste lillebror med sin flotte, sorte studenterhue.

I anledning af hans dimission er der blevet lavet en lagkage med friske, søde, danske jordbær og ristet kokos. Flødeskummet var blandet med fed creme fraiche så den blev eeekstra cremet og fyldig!

Jordbærlagkage

Ingredienser, 1 jordbær/kokos lagkage

  • 3 Lagkagebunde
  • ½ L flødeskum
  • 2 dl fed, fed cremefraiche, helst +30%
  • 2 dl kokosmel
  • 2 dl rørsukker
  • 500 g friske jordbær

Fremgangsmåde

  • Rist 2 dl kokos og 1 dl sukker på en tør, varm pande, indtil kokosmelet bruner – men uden at det brænder på. 😉 Køl af.
  • Skær 3-400 g af jordbærrene i små stykker, og bland med 1 dl sukker. Stil på køl i et par timer.
  • Bland creme fraiche med fløde, og pisk det stift. Vend med kokosmelet, men gem lidt til drys.
  • Smør bunden af en lagkagebund med 1/3 del af flødeskummet. Fordel halvdelen af de skårne jordbær på. Gentag med endnu et lag.
  • Fordel resten af flødeskummet på toppen af kagen.
  • Pynt med resten af jordbærrene skåret i skiver, og drys med resten af kokosmelet.
Reklamer

Valentinsdags-kage

I går var det valentinsdag, og det betød, at skoledagen blev brugt på at lave den mest lyserøde kage, jeg længe har set.

valentinskage

valentinskage2

Kagen bestod af kokos/citron lagkagebunde, et lag med chokolademousse, og et lag med hindbærskum. Den blev toppet med lyserød-farvet fondant, marcipankugler, og fondanthjerter – som alt sammen blev klistret fast med islandsk smørcreme.

Og flot blev den! Det er dog ikke en kage, jeg tror jeg kommer til at lave igen – den var bare lidt for meget. For sødt fyld, og et meget dominerende lag fondant. Så er jeg mere til den traditionelle lagkage med en masse frugt i! Det er også lidt hurtigere at bikse sammen – trods det, at det ikke bliver helt lige så charmerende. 😉

Nytårsmenuen 2012/2013

Godt nytår! Jeg håber i har haft en god nytårsaften – det havde jeg hvertfald. En masse god mad, og de sødeste, flinkeste gæster.

Min menu var et forsøg på et kompromis mellem det normale studie-budgetterede måltid, og det gode, smådyre kød. Jeg vil vove at påstå, at det lykkedes meget godt.

Forretten var ikke i den dyre ende, men smagte dog stadig helt fantastisk; krebsehale-bidder. En krebse-dressing (krebsehaler, creme fraiche, sennep, citron, dild, salt og peber) på flute, pyntet med dild og avocado.

nytår1

Til hovedretten blev der serveret okse-cuvette med hasselbach kartofler, salat, whiskeysovs og flute. Det dyreste kød, jeg og kæresten nogen sinde har købt! Det smagte da heldigvis også helt fantastisk.

nytår2

Det skal da slet ikke være nogen hemmelighed, at i dag, d. 1/1 er min fødselsdag! Derfor var desserten en stor, lækker lagkage. Ananas, flødeskum, kagecreme, jordbærsyltetøj, glasur og maltesers. Åh, lækkert! Al den overskydende flødeskum (det var nemlig en stor karton) blev til en god gang abemad i dag.

nytår3

Slutteligt var der selvfølgelig kransekage på slaget 12. 🙂

nytår4

Så kan 2013 bare komme an.

Jeg ser frem til nyt studie; grunduddannelsen “mad til mennesker” – måske jeg skal være kok eller cater?
Jeg ser frem til en ny lillebror- eller søster til foråret!
Og så ser jeg frem til endnu et fantastisk år med søde, søde Frederik!
Og nårh ja; jeg ser da også frem til en masse god mad. 😉
Hvad ser i frem til?