Mættende tortellini- og kyllingesalat med skyrdressing

Det skal absolut ikke være nogen hemmelighed, at jeg er glad for skyr. Så da Karolines Køkken for nylig lancerede en ny smagsvariant beregnet til det salte køkken, skulle produktet naturligvis testes. Der var tale om en skyr tilsat paprika, chili og spidskommen smag, smagt til med lidt fløde, og et fedtindhold på 3 %. Jeg valgte at lave en salat med bønner, spidskommenkrydret kyllingefilet, tortellini og grøntsager.

Og konklusionen? Succes! Skyren fungerer fantastisk som dressing og smagsgiver i salaten, og man kan bruge lige så meget man vil, fordi det er så magert. Dejligt.

ny skyr og tortellini

Ingredienser – hovedret til 2-3 personer

  • 1 dåse kidneybønner
  • Romaine eller iceberg salat
  • 1 pose tortellini, med det fyld du nu engang foretrækker. Fx spinat eller ost.
  • Ca. 250 g kyllingefilet
  • Salt, peber, paprika og spidskommen
  • Olie til stegning af kylling
  • Ca. 1 dl skyr med chili, paprika og spidskommensmag
  • Ca 400-500 g grøntsager efter eget valg (jeg brugte cherrytomat, agurk, peberfrugt, gulerod og majs)

Fremgangsmåde

  1. Kog tortellinien og køl ned.
  2. Skær kyllingen i mundrette bidder, og steg i lidt olie sammen med spidskommen, paprika, salt og peber. Køl ned.
  3. Skær grøntsager og salat i små stykker.
  4. Skyl kidneybønnerne i koldt vand.
  5. Bland det hele – inkl. skyr.
  6. Smag til med lidt salt og peber.

Billig, mættende salat med grønne linser

Jeg håber, at i alle har haft en dejlig jul, fyldt med kram, kærlighed og klejner! Det kan jeg love for, at jeg har.

Oven på al dette fantastiske, hyggelige sociale samvær, er det dog nu tid til eksamenslæsning i biokemi. Hertil hører en salat af grønne linser, grøntsager og kylling, oven på al julemaden. 😉

Jeg må indrømme, at jeg ikke før har haft meget med linser at gøre – jeg har været mere forfalden til pasta, ris, speltkerner og kartofler, når det kom til frokostsalater. Og det er ærgerligt, for linserne smager faktisk rigtig godt, og jeg er vild med den bønne-lignende konsistens. Og for søren, en pose rækker lang, og koster jo ingenting. Bare kom i gang i SU-køkkenerne! 😀

linsesalat1

Ingredienser, 2 personer

  • 1 dl linser + kogevand
  • grøntsagsbouillon-pulver/terning (Jeg brugte herbamare)
  • Grøntsager efter smag. (Jeg brugte små tomater, springløg, majs, gulerod og peberfrugt).
  • 1-2 kyllingefileter
  • Citronsaft
  • God eddike
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Kog linserne i den tid og den mængde vand, pakken angiver. Tilføj bouillon til kogevandet, så linserne får lidt smag.
  2. Skær kyllingen i mundrette bidder, og steg. Krydr med salt og peber.
  3. Skær grøntsager i små stykker.
  4. Når linser og kylling er kølet ned, blandes det med grøntsagerne.
  5. Salaten smages til med citronsaft, eddike, salt og peber.
  6. Server gerne med hytteost! 🙂