Kikærtegryde (vegansk)

Som altid en gryde/pande ret, hvor du kan erstatte det meste, med hvad du lige har i skabene.

Retten smager bedst hvis du serverer den med pasta/ris/speltkerner/andet, og drysser gavmildt med ost. 🙂

Hvis du er i humør til noget ikke-vegansk, kan du selvfølgelig også tilsætte diverse rester af kød, som køleskabet måtte gemme på.

Ender du med rester af denne ret, kan du med fordel bruge dem i en æggekage/omelet/frittata. Eller som fyld i pirogger.

kikærtegryde2

Ingredienser, 2-3 personer

  • 2-3 gulerødder
  • 1 stort løg
  • ½ spidskål
  • 1 stor dåse tomatpure
  • 1 dl vand
  • 1 dåse kogte kikærter (eller et par dl hjemmekogte)
  • 1½ dl majskerner
  • 1 tsk timian
  • 1 spsk soya
  • 1 tsk honning
  • ½ tsk fiskesovs
  • Salt og peber
  • Lidt olie til stegning

Fremgangsmåde

  1. Hak løget, og skær gulerødder og kål i små stykker. Svits det i olie i et par minutter.
  2. Tilsæt resten af ingredienserne, og lad simre ved lav varme med låg i mindst fem minutter.
  3. Smag til med salt og peber.
  4. Server med fx ris, pasta eller kerner af en art. Og revet ost!
Reklamer

Bagt zucchini med kikærtefyld

Som jeg har skrevet så mange gange før: smid meget gerne mindst én kødfri dag ind i hver uge. Det er godt for miljø, sundhed og pengepungen. Hvertfald hvis det, der erstatter kødet, er masser af lækre grøntsager, bælgfrugter og lignende.

Her har jeg lavet bagt zucchini (eller squash, om man vil) med fyld. Fyldet er groft blendede kikærter, løg, persille, og masser af lækre krydderier. Og ja, selvfølgelig er der masser af ost på.

Du kan også sagtens erstatte fyldet med det du lige har, fx rester af en pastasauce.

veggie squash

Ingredienser, 2 personer

  • 2 squash/zucchini
  • 1 dåse kogte kikærter (eller et par dl du selv har kogt)
  • ½ bundt persille
  • 1 stort løg
  • 1 spsk stødt paprika
  • ½ tsk stødt spidskommen
  • ½ tsk stødt chili
  • Salt og peber
  • Et par dl revet ost
  • Evt brød og/eller salat til servering

Fremgangsmåde

  1. Skær de zucchinierne over på midten, og udhul dem. (Gem det, du fjerner.) Læg dem i et ovnfast fad.
  2. Blend kikærter, løg, persille, krydderier, og det zucchini, du har skrabet ud.
  3. Svits kikærtemassen på en varm pande i lidt olie i ca. 5 minutter. Smag til.
  4. Fordel fyldet i de udhulede zucchinier, og drys med ost.
  5. Bag i 200 grader varm ovn. Først et kvarter med folie over, så et kvarter uden.

Tip 1: du kan sagtens tilføje fx gulerødder, champignon, kål, majs, eller hvad du nu har, til fyldet. Det gør det bare endnu lækrere.

Tip 2: du kan erstatte kikærter med fx kogte ris eller linser.

Tip 3: retten kan gøres vegansk ved ikke at drysse ost på toppen.

Tip 4: Kan også sagtens grilles.

Mættende, sund salat med blomkål, kikærter og ærtedressing

I morgen er det ifølge kalenderen sommer.

Tja. Det synes jeg ikke man fornemmer, når man begiver sig udenfor; det bliver bare ved med at blæse og regne. Æv. Så er det godt, at man kan trøsespise med sommermad, og lade som om, at solen kigger frem! 😉

Her har jeg lavet en mættende salat. Mættende fordi der både er blomkål, kikærter, tomat, peberfrugt og honningmelon i. Den er dejlig snasket, fordi den er vendt i en ærtedressing baseret på ærter, persille og A38. Den ser super fin ud, og smager dejligt.

Hvis du også er i humør til andet end “ren salat” til aftensmad, vil den passe fantastisk til fx fisk.

forårssalat2

Ingredienser, dressing:

  • 2 dl ærter (gerne friske, men fra frost er også helt ok)
  • 2 små fed hvidløg
  • Saft fra ½ citron
  • ½ bundt persille
  • 1 tsk honning
  • Ca. ½ tsk fint salt (men smag dig frem)
  • 1-2 dl A38 eller andet neutralt, syrnet mælkeprodukt
  • Evt ½ chili hvis du kan lide det

Ingredienser, salat:

  • 1 stor rød peberfrugt
  • ½ stort blomkålshoved (eller 1 lille)
  • 3-4 store tomater
  • ½ honningmelon
  • 1 dåse kikærter (eller kog dine egne, du skal bruge ca 400 g kogte)

Fremgangsmåde, dressing:

  1. Det er nemt! Det hele skal blendes på nær persillen, til det er en flydende masse.
  2. Tilsæt evt ekstra A38 hvis dressingen er for tyk.
  3. Smag til – måske skal der ekstra salt eller citron i?
  4. Tilsæt til sidst finthakket persille.

Fremgangsmåde, salat:

  1. Skær alle grøntsager og melonen i små bidder. (Og ja, du kan også bruge blomkåls stokken; den skal bare snittes ekstra fint! Ingen grund til at smide den ud.)
  2. Skyl kikærterne godt i koldt vand, og tør dem.
  3. Bland det hele sammen, og vend det i dressingen.
  4. Server!

Kikærtegryde (vegetarisk)

År 2015 er skudt godt i gang. Jeg har mægtig travlt med praktik og en eksamen for døren, men der er heldigvis en gang i mellem plads til at kokkerere en smule.

Det er vist ingen hemmelighed, at mange mennesker er på slankekur i januar. Eller blot forsøger at spise sundere. Og bare rolig; hvis du er en af dem, kan du sagtens tillade dig at spise denne ret. Og det er heldigt, for den smager dejligt.

Retten er vegetarisk, hvilket – ud over at være godt for dit helbred – også er godt for din økonomi! Derudover er retten smækfyldt med fiberrige og vitaminrige grøntsager! Disse kan du selvfølgelig variere alt efter hvad du har lyst til, hvad der er på tilbud, og hvad du i forvejen har.

kikærtegryde

Ingredienser, 4 personer (eller mad til to dage for to personer!)

  • 4 gulerødder
  • 1 dåse kogte kikærter (husk at skylle dem!) eller kog dine egne
  • ½ spidskålshoved
  • 6-8 kugler frossen spinat
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tørret chili (eller noget stødt chilipulver)
  • 1 dl vand blandet med 1½ spsk grøntsagsfond (eller 1½ bouillonterning) og 1 spsk maizena
  • Salt og peber
  • 1 spsk tørret paprika
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • Olie

Tilbehør: ris (gerne brune) eller kerner (fx byg eller spelt) og sød chilisauce.

Fremgangsmåde

  1. Skær løg i skiver og skær gulerødder i små stykker. Steg dette i et par spsk olie i ca. 5 minutter ved lav varme.
  2. Skær spidskål i strimler, og tilføj dette til gryden sammen med spinatkuglerne. og kikærterne. Lad det hele simre i 5 minutters tid.
  3. Hak hvidløg og chili fint, og tilsæt dette sammen med vandet , som du i forvejen har blandet med maizena og fond/bouillon.
  4. Smag til med salt, peber, paprika og spidskommen.
  5. Server med ris eller kerner, som du koger jf. emballagen.

Persille-kikærte-frikadeller med tomatsauce (pandestegte falafler)

Kikærtefrikadeller er super nemt, og ikke mindst billigt. Jeg er stor fortaler for, at man mindst(!) ugentligt laver kød-fri aftensmad – både af miljømæssige, økonomiske, ernæringsmæssige og ikke mindst smagsmæssige årsager. Forleden stod menuen derfor på pandestegte kikærtefrikadeller, som vel egentlig er en form for falafler; grundmassen minder hvert fald meget om, men man undgår friturestegningen. Hertil lavede jeg en grøntsagsrig tomatsauce for at få tømt grøntsagsskuffen, og i kan tro, det var godt. Saucen kræver ikke så meget andet end tid, faktisk! Jo længere den får lov at simre, jo bedre.

Et godt tip er at lave ekstra meget tomatsauce, og bruge resten en anden dag på pizza eller i pizzasnegle.

kikærte frikadeller 2

Ingredienser, 7-8 frikadeller

  • 1 dåse kogte kikærter
  • 1 bundt persille
  • 1 æg
  • Ca. 1½ dl fuldkornsmel
  • Ca. ½ tsk salt, og lidt friskkværnet peber
  • 1 stort løg
  • Smør til stegning

Ingredienser, tomatsauce

  • 4-5 store, modne bøftomater
  • Ca. 3-400 g grøntsager (jeg brugte spidskål.)
  • 1 bundt springløg eller 2 almindelige løg.
  • Basilikum (frisk eller tørret)
  • 1 grøntsags bouillon terning
  • 1 tsk sukker
  • ½ dl vand

Fremgangsmåde, tomatsauce

  1. Sauter løgene i en gryde ved middelvarme i 4-5 minutter til de bliver klare.
  2. Skær tomaterne og de andre grøntsager i små stykker, og føj dem til gryden.
  3. Tilføj vand, bouillon og sukker.
  4. Lad det hele simre godt i minimum 20 minutter. Tilsæt basilikum, og blend hele molevitten med en stavblender.
  5. Lad det hele simre uden låg i minimum 20 minutter mere – gerne meget længere! Jo længere tid, jo bedre smag og tykkere konsistens.

Fremgangsmåde, frikadeller

  1. Skyl kikærterne, og blend dem (det går nemt i en minihakker).
  2. Bland med hakket persille, æg, mel, og finthakket løg. Smag til med salt og peber. (Hvis du bruger danske æg må man nemlig gerne! 🙂 )
  3. Steg i lidt smør ved middelhøj varme, ca. 5 minutter på hver side.

Server med en god salat, eksempelvis en med speltkerner, rucola og tranebær. Velbekomme!

Mættende fuldkorns couscous salat

Jeg er netop hjemvendt fra en fantastisk sommerferietur til Island sammen med familien og kæresten. I DK blev jeg modtaget af varme og solskin – ikke ligefrem vejr, der opmuntrer til tunge retter som eksempelvis dampende gryderetter eller supper. Derfor lavede jeg i går en mættende, sund salat med fuldkorns couscous, salatbønner, kyllingefilet og masser af danske, friske grøntsager. Og feta, selvfølgelig! Den kolde salat blev nydt med iskoldt danskvand og duften af nyslået græs – sommer er en fantastisk ting.

couscous salat

Ingredienser, hovedmåltid til 4 personer

  • 500 g kyllingebrystfilet
  • 2 dåser kogte bønner, fx salatbønne-blanding, kikærter eller hvide bønner
  • 4 dl fuldkornscouscous + den mængde kogt vand som emballagen foreskriver
  • 1 tsk grøntsagsbouillon / 1 terning
  • 1 spsk smør/olie
  • Salt og peber
  • ca. 500 g grøntsager af eget valg (jeg brugte springløg, iceberg, tomater, peberfrugt). Gerne mere, faktisk! 🙂
  • 2 håndfulde saltede, ristede solsikkekerner/peanuts til drys
  • saft fra ½ citron

Fremgangsmåde

  1. Kog vand og bland med bouillon. Udblød couscous’ene heri, det tager 5-10 minutter.
  2. Skyl bønnerne.
  3. Skær kyllingen i mundrette bidder. Steg i olien til de er gennemsigtige og har stegeskorpe. Smag til med salt og peber.
  4. Skær grøntsagerne i små stykker.
  5. Når både kylling og couscous er kølet ned, blandes det hele.
  6. Smag til med citronsaft, salt og peber.
  7. Drys med hakkede, ristede, salte peanuts/græskarkerner, og server retten med en god dressing og feta i massevis.
  8. (Drik meget gerne en iskold hvidvin til – især hvis retten nydes i aftensolens stråler på en varm altan! 😉 )

Fin, fedtfattig, forårs-farvet humus

En af de ting jeg elsker ved min uddannelse (jeg er i gang med at læse en professionsbachelor i Ernæring og Sundhed) er, at man så ofte får chancen for at være kreativ i køkkenet.

Eksempelvis har min årgang lige gennemgået et kort forløb om produkt- og konceptudvikling. Hertil har min gruppe og jeg kreeret “Humus Musen”; humus til madpakken i små portionsbøtter. Et produkt, som er tiltænkt som værende et nyt, sundt mellemmåltid til folkeskolebørnenes madpakker; forældrene skal blot klargøre lidt grøntsagsstave, som kan dyppes i humusen. Og ikke nok med at det er nemt og super sundt; det er også super fint med forårs-pastelfarver! Helt naturlige, selvfølgelig; de kommer fra rødbede- og spinatsaft.

Og eftersom produktet ikke rigtig er kommet i produktion (endnu!), får i indtil da en opskrift, så i kan lave jeres helt egen forårs-farvede humus. Perfekt som eftermiddagssnack i de lune solstråler!

humus1humus4

Ingredienser, 3 store portioner (som sagtens kan fryses!)

  • 3 dåser kogte kikærter (eller udblød og kog dine egne; du skal bruge ca. 6-700 g kogte ærter).
  • 50-100 g spæde spinalblade
  • 1-2 rødbeder
  • 1-3 spsk tahin
  • Citronsaft (fra ca. ½ citron)
  • Salt og peber
  • Spidskommen
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1-2 dl skyr naturel
  • Evt. 1-2 spsk smagsneutral olie
  • Evt. grøntsagsstave til servering.

Fremgangsmåde:

  1. Skyl de kogte kikærter.
  2. Blend kikærter med et par spsk. tahin, et par spsk. citronsaft, et fed hvidløg og et par dl skyr.
  3. Tilsæt også olie hvis du har lyst – det kan også udelades.
  4. Smag grund-humusen til med salt, peber og spidskommen, og evt. mere tahin, hvidløg, citronsaft og skyr.
  5. Pres i en juicepresser rødbeder og spinat (hver for sig!)
  6. Opdel grund-humusen i 3 portioner, og farv to af dem med grøntsagssaft.
  7. Server med grøntsagsstave, som sandwich-spread, som aftensmadstilbehør, eller hvad du nu har lyst til.
  8. Humusen holder fint i køleskabet i nogle dage, og kan også sagtens fryses ned.