Midt i al julemaden og julekonfekten og julesmåkagerne kan man godt trænge til en helt jule-fri aftensmad. Det kunne fx være lækker fisk med sprøde kartofler og grønne bønner / haricot verts? Det smager hvertfald dejligt, og er super sundt; masser af gode fedtsyrer fra fisken, og alle de gode fibre, vitaminer og mineraler fra grøntsagerne og kartoflerne.
Ingredienser, 2 personer
- ½ broccoli
- 2 gulerødder
- 1 løg
- 500 g haricot verts (grønne bønner) fra frost
- ½-1 kg små kartofler (alt efter appetit!)
- Salt og peber
- Stødt paprika
- Et par spsk olie
- Ca. 400 g god fisk fx torsk eller kulmule
Fremgangsmåde
- Skær kartoflerne i halve. Læg dem på en bageplade, drys med groft salt og ca 1 spsk olie.
- Hæld haricot verts på en bageplade, drys med groft sal og ca 1 spsk olie.
- Bag kartofler og haricot verts i varmluftsovn på 200 grader i 25-35 minutter (indtil begge dele er gyldne og sprøde)
- Hak løget fint, skær gulerod og broccoli i mundrette bidder, og fordel det hele i et fad. Anret fisken ovenpå, og krydr med salt, peber og stødt paprika. Hæld ca 1 dl vand ved.
- Bag fiskefadet sammen med kartoflerne og bønnerne i de sidste 10-15 minutter. (Indtil fisken ikke længere er klar/gennemsigtig).