Bløde boller med skårne rugkerner

I anledning af Store Bededag har jeg også været i køkkenet og bage boller. Det er dog ikke de klassiske “varme hveder” som jeg har lavet, men derimod nogle bløde boller med hvedemel, kardemomme og skårne rugkerner. Rugkernerne giver bid, og passer godt til hvedens og kardemommens milde smag.

Bollerne er helt perfekte til tandsmør, ost og marmelade – især på en lun, dejlig forårsmorgen.

boller med rugkerner

Ingredienser, 8 boller

  • 1 pakke gær
  • 2 dl vand
  • 1 dl mælk
  • 2 spsk olie eller smeltet smør
  • 1 tsk fint salt
  • 1 spsk honning eller sukker
  • 2 dl skårne (eller knækkede) rugkerner
  • 4-5 dl hvedemel
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • Mælk eller sammenpisket æg til pensling

Fremgangsmåde

  1. Kog de 2 dl rugkerner med 2 dl vand i 5-10 minutter; de skal blive bløde, så dine tænder ikke knækker når du prøver at spise bollerne! 😉
  2. Køl kernerne og kogevandet ned til det bliver lunkent.
  3. Bland mælk, olie og honning sammen med kerner og vand, og opløs gæren heri.
  4. Bland i en anden skål 4 dl hvedemel, salt og kardemomme.
  5. Rør det hele sammen. Tilsæt evt. mere hvedemel, hvis det er for vådt.
  6. Ælt dejen i mindst 5 minutter.
  7. Lad dejen hæve en times tid.
  8. Form til 8 boller, og efterhæv i 30 minutter til en time.
  9. Varm ovnen op på 220 grader.
  10. Pensl bollerne med mælk eller æg.
  11. Bag bollerne midt i ovnen ca. 15-20 minutter; de skal være gennembagte og gyldne.
Reklamer

Æblemuffins

Jeg sidder disse dage og læser op til eksamener, blandt andet i faget “ernæring”, og det indebærer en masse litteratur omkring vitaminer – hvor kommer de fra, og hvad gør de ved kroppen? Hovedkonklusionen er, at der er RIGTIG mange vitaminer i frugt og grønt – så SELVFØLGELIG måtte jeg bage en omgang æblemuffins, når nu frugt er så sundt! 😉

Disse muffins er krydret med kanel og kardemomme, fyldt med æbler og kærlighed, og drysset med lidt hakkede mandler. Så bliver det ikke mere eftermiddags-hyggeligt.

æblemuffin2æblemuffin1

Ingredienser, 12 stk

  • 150 g hvedemel
  • 2 store æbler
  • 1 stor tsk kanel
  • 1 stor tsk kardemomme
  • Knivspids salt
  • 2 æg
  • 100 g brun farin
  • 50 g sukker
  • 2 spsk vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 50 g smeltet smør/margarine
  • 1 dl mælk eller yoghurt naturel
  • 1 dl hakkede mandler

Fremgangsmåde

  1. Pisk æg, brun farin og sukker sammen til en luftig masse.
  2. Bland i en anden skål hvedemel, kanel, kardemomme, salt, vaniljesukker og bagepulver.
  3. Rør melblanding, ægge/sukker blanding, mælk og smør sammen.
  4. Skræl æblerne, og skær dem i små stykker.
  5. Læg 1 tsk dej i bunden af ca. 12 muffinforme. Fordel æblestykkerne på dejen. Top med resten af dejen, hvilket også er ca. 1 tsk i hver form.
  6. Drys med mandler, og evt. kanelsukker.
  7. Bag ved 200 grader i 20-30 minutter; til kagerne er gyldne og gennembagte.
  8. Server lune med creme fraiche, eller tag dem med i madpakken til eftermiddags-sulten. 🙂

Sunde fuldkornsmuffins uden raffineret sukker og fedt

Nogle morgener kræver bare “lidt ekstra”. Og nogle eftermiddage kalder bare på søde sager. For eksempel en god muffin!

Disse muffins er næsten så sunde, som de kan blive. (Måske med mindre man er på low-carb bølgen, og helst undgår kulhydrater til fordel for fedt… 😉 ) De er 100 % fuldkorn, tilsat gulerod og æble, og uden noget som helst fedtstof eller raffineret sukker. Den søde smag kommer i stedet fra en lille smule honning, rent vaniljepulver og æblet.

Dejligt med muffins som uden problemer kan være dagens morgenmad, helt uden at det gør noget! 🙂 Man kan sagtens vælge at tilføje endnu mere lækkert end jeg har gjort her, fx hakkede nødder eller tørrede frugter. Er man ikke i humør til æble/gulerod, kan man i stedet kaste sig over en omgang sunde bananmuffins med valnøddekerner.

sunde muffins

Ingredienser, 10 stk

  • 2 æg
  • 1 spsk honning
  • 1 dl kokosmel
  • 1 dl havregryn, finvalsede
  • 1 dl fuldkornsmel (fx grahamsmel eller fuldkornsrugmel)
  • Kornene fra 1 vaniljestang
  • 1 tsk kanel
  • ½ tsk kardemomme
  • ½ tsk nelliker
  • ½ tsk fint salt
  • 1 stor revet gulerod
  • 1 revet æble
  • 2 tsk bagepulver

Fremgangsmåde

  1. Bland i en skål: havregryn, kokosmel, fuldkornsmel, krydderier, bagepulver og vanilje.
  2. Riv gulerod og æble og bland i.
  3. Pisk i en anden skål æg og honning sammen til en luftig masse.
  4. Vend forsigtigt æggene i – pas på du ikke rører for meget, så luften forsvinder fra æggene igen.
  5. Fordel i ca. 10 muffinforme, og bag i en halv times tid ved 200 grader. (Ikke varmluft).

Banankage cupcakes

Jeg har købt mange bananer. Rigtig mange bananer. De fleste er blevet frosset ned med henblik på fremtidige smoothies, men der var lige et par stykker, som fik lov til at blive i frugtskålen. For ja, præcis; så var der en undskyldning for banan-bagning!

Denne gang lavede jeg banankagecupcakes! Og de blev præcis lige så bløde og luftige som jeg vil have dem. 🙂

banancupcakes

(Jeg arrangerede kagerne i en springform i skræk for at de billige papirsforme fra tiger ikke ville holde godt nok på dejen. Jeg tror det var et godt valg. Heldigvis ser det ganske festligt ud! 😀 )

Ingredienser, 10-11 stk

  • 50 g blødt smør
  • 70 g sukker
  • 1 æg
  • 2 mosede, modne bananer
  • 150 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk kanel
  • ½ tsk kardemomme
  • 1 dl syrnet mælkeprodukt (skyr, creme fraice, yoghurt naturel…)

Fremgangsmåde:

  1. Pisk det bløde smør, sukker og æg luftigt.
  2. Bland i en anden skål mel, bagepulver, kanel og kardemomme.
  3. Bland det hele sammen – også de mosede bananer og mælkeproduktet.
  4. Fordel i cupcakeforme og bag i ca. 30 minutter ved 180 grader.
  5. Pynt med glasur efter nedkølning. (flormelis + usødet cacaopulver + lidt vand.)

Kanelsnegle-kage

Kanelsnegle er lækre! Se bare fuldkorns-udgaven her! Noget, som også er lækkert, er kanelsnegle-kage. Her er en fantastisk usund variant.

kanelsnegle-kage

Ingredienser, 1 kanelsneglekage

  • ½  dl mælk
  • 20 g gær
  • 25 g blødt smør
  • ½ æg (gem den anden halvdel til pensling)
  • 1/4 tsk kardemomme
  • 1 tsk sukker
  • 1/4 tsk fint salt
  • 2,25 dl hvedemel

Ingredienser, fyld

  • 60 g meget blødt smør
  • 0,4 dl sukker
  • 1 spsk stødt kanel

Fremgangsmåde

  1. Lun mælken til den er lillefingervarm, og smuldr gæren heri. 
  2. Tilsæt de andre ingredienser – men gem en lille smule mel. Ælt godt, og lad hæve ½ time.
  3. Rør fyldet sammen.
  4. Ælt dejen igen, evt. med lidt ekstra mel, og rul den ud i en firkant på ca. 20×30 cm. Fordel fyldet jævnt herpå, og rul den hernæst sammen til en pølse.
  5. Skær pølsen i 7-8 lige tykke skiver. Fordel skiverne i en rund kageform – de skal ligge helt klistret, tæt op ad hinanden.
  6. Lad kagen efterhæve ½ time, og pensl den herefter med æg. Bag i 200 grader i 15-20 minutter.
  7. Når kagen er kølet ned, pyntes den med hvid glasur; flormelis og vand blandet sammen.

Kanelsnegle med fuldkornsmel og kardemomme

De her snegle er MEGET lækre. Altså, RIGTIG meget.

Ingredienser, ca 20 stk

  • 25 g gær
  • 2 dl mælk
  • 1 æg
  • 2 spsk fedtstof
  • 2 spsk brun farin
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 200 g fuldkornsmel (jeg brugte fuldkornsmel af rug)
  • 150 g hvedmel

______

  • 100 g fedtstof
  • 70 g sukker
  • 30 g brun farin
  • 1 stor spsk kanel

Fremgangsmåde

  1. smelt de 2 spsk fedtstof i en gryde, tilsæt mælk, og opvarm til det bliver lunkent. Opløs gæren heri.
  2. Bland i en anden skål mel, kardemomme og salt.
  3. Bland begge dele, samt ægget. Ælt. Lad hæve ca. 1 time.
  4. Bland fedtstof, sukker, farin og kanel til en sukker-smør.
  5. Rul dejen ud i ca ½ cm tyk, stor firkant. Smør smørblandingen på. Rul sammen, og skær i skiver.
  6. Fordel skiverne på en bageplade, og lad efterhæve ca ½ time.
  7. Opvarm ovnen til 180 grader, pensl sneglene med æg/mælk, og bag dem i 20-30 minutter.
  8. Lav evt. en glasur af flormelis, vand og usødet kakaopulver.