Simpel og fantastisk jordbær/kokos lagkage

Jeg ønsker et kæmpe stort tillykke til min ældste lillebror med sin flotte, sorte studenterhue.

I anledning af hans dimission er der blevet lavet en lagkage med friske, søde, danske jordbær og ristet kokos. Flødeskummet var blandet med fed creme fraiche så den blev eeekstra cremet og fyldig!

Jordbærlagkage

Ingredienser, 1 jordbær/kokos lagkage

  • 3 Lagkagebunde
  • ½ L flødeskum
  • 2 dl fed, fed cremefraiche, helst +30%
  • 2 dl kokosmel
  • 2 dl rørsukker
  • 500 g friske jordbær

Fremgangsmåde

  • Rist 2 dl kokos og 1 dl sukker på en tør, varm pande, indtil kokosmelet bruner – men uden at det brænder på. 😉 Køl af.
  • Skær 3-400 g af jordbærrene i små stykker, og bland med 1 dl sukker. Stil på køl i et par timer.
  • Bland creme fraiche med fløde, og pisk det stift. Vend med kokosmelet, men gem lidt til drys.
  • Smør bunden af en lagkagebund med 1/3 del af flødeskummet. Fordel halvdelen af de skårne jordbær på. Gentag med endnu et lag.
  • Fordel resten af flødeskummet på toppen af kagen.
  • Pynt med resten af jordbærrene skåret i skiver, og drys med resten af kokosmelet.

Jordbær-rabarber-snitter a la hurlumhejhus

Ud med hindbærsnitterne, ind med de sæson-aktuelle jordbær-rabarber snitter! Snitter er for mange et kært barndomsminde, hvad enten de har været fra bageren eller mormor. De er tidskrævende at lave, men ikke svære – og så smager de godt og syndigt af sol, sommer, sukker og smør – og så er de super fine at se på! 🙂

jordbær rabarber snitter

Ingredienser, 8 runde snitter

  • ½ vaniljestang
  • ½ tsk bagepulver
  • 1 tsk æggeblomme
  • 125 g hvedemel
  • 35 g flormelis
  • 75 g blødt smør
  • ca. 2 tsk kartoffelmel
  • En håndfuld jordbær og 1-2 stænger rabarber
  • Sukker 
  • Flormelis til glasur
  • Krymmel

Fremgangsmåde

  1. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med flormelis så de skilles ad.
  2. Bland vaniljemelis sammen med hvedemel, blødt smør, bagepulver og æggeblomme til det samler sig til en blød dej, som er let at smuldre; brug fingrene! Stil i køleskabet i en halv til en hel time, til det er koldt. (Så er det meget nemmere at arbejde med.)
  3. Kog imens snittede rabarber og jordbær sammen i en lille gryde sammen med den tomme vaniljestang og smag til med sukker. Kog det i 5-10 minutter til det tykner lidt, og mos så klumperne med en gulerod, eller brug evt. en stavblender. Husk at fjerne vaniljestangen igen. 
  4. Tag gryden af varmen. Bland i en lille skål ½ dl vand med ca. 2 tsk kartoffelmel, og tilsæt denne blanding til kompotten mens du pisker, for at tykne kompotten yderligere. Stil den på køl.
  5. Rul den nu kolde dej ud, gerne på lidt kartoffelmel. Ca 2-3 mm tykt. Stik 16 cirkler ud og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag ved 190 grader i alm. ovn i 5-10 minutter – intil de er gyldne i kanterne, men ikke i midten.
  6. Når alt er kølet ned, samles snitterne: bund-kompot-bund. 
  7. Bland lidt flormelis med vand til glasuren, og fordel dem i et fint hurlumhej-mønster på snitterne vha. en plasticpose med et lille hul i eller en sprøjtetyl. Drys med farvestrålende krymmel eller frysetørrede bær.
  8. Nyd i solskin med familie og gode venner! 🙂 

Sommerlig speltkernesalat med avocado, jordbær og asparges

Når nu der endelig endelig endelig er søde, saftige jordbær, gælder det bare om at snige dem ind over alt! Derfor stod aftenens menu på en sommerlig speltkernesalat med alt det gode; avocado, jordbær og asparges, suppleret med lidt gulerod, forårsløg og citronsaft. Så bliver det næsten ikke friskere, sundere og mere sommerligt. 🙂

Salaten passer godt til magert kød og fisk, eller måske bare en masse godt, nybagt, groft brød med tandsmør.

jordbær avocado asparges

Ingredienser, 2-3 personer

  • 150 g speltkerner/perlespelt
  • 1 moden avocado
  • 1 lille bundt asparges
  • En håndfuld søde jordbær
  • Saft fra 1/4 citron
  • 1 gulerod
  • 1 bouillonterning
  • 1 springløg

Fremgangsmåde

  1. Kog speltkernerne i vand tilsat en bouillonterning i den tid, der er angivet på pakken. (Ca. 20 minutter.) Når der er 3-4 minutter tilbage, tilsættes asparges og gulerod i små stykker, og det koges med de sidste minutter.
  2. Skær avocado og jordbær i mundrette stykker.
  3. Snit springløget fint.
  4. Anret med speltkerner og blancherede gulerødder og asparges nederst, og top med springløg, så avocado, og så jordbær. Pres citronsaft ud over.
  5. Spis med glæde – og fisk/kylling/hvad du har lyst til 🙂