Bløde, lækre fuldkorns pølsehorn – med variationer!

De her pølsehorn lavede jeg til årets kapsejlads i Aarhus. Og de blev spist op ganske hurtigt; man bliver sulten af at heppe på sit hold en hel dag.

Pølsehornene er bløde, luftige og lækre – også selvom de er proppet med fuldkorn. Så bare rolig, du kan sagtens få masser af fibre og vitaminer fra fuldkornet uden at knække tænderne! 😉

Desuden er de hjemmelavede horn tusind gange bedre end de færdigkøbte du køber på frost. Og meget bedre end den færdig-lavede dej man også kan købe. Og så er det slet ikke svært.

pølsehorn fuldkorn

Ingredienser, 20 stk

  • 1 pakke pølser (10 stk – som skal skæres i halve)
  • 300 g fuldkornshvedemel (eller grahamsmel eller hvid hvede eller eller eller…)
  • 200 g hvedemel
  • 1 pakke gær
  • 1 tsk fint salt
  • 1 tsk honning eller sukker
  • 1-2 dl mælk eller yoghurt neutral
  • 50 g blødt smør eller vegetabilsk olie
  • Evt. timian og flagesalt til drys
  • 1 dl lunkent vand
  • 1 æg til pensling

Fremgangsmåde:

  1. Opløs gæren i det lunkne vand.
  2. Ælt sammen med mel, salt, honning, 1 dl yoghurt/mælk og smør/olie.
  3. Tilsæt evt. mere mælk/yoghurt hvis dejen er for tør. Tilsæt lidt mere hvedemel, hvis den er for våd.
  4. Når du har æltet i 5-10 minutter, skal dejen hæve lunt og overdækket i ca. 1 time.
  5. Del dejen i 20 stykker, og rul hvert stykke som en lang pølse. Vikl dej-pølsen rundt om den rigtige pølse.
  6. Pensl med et sammenpisket æg, og drys evt. med plagesalt og timian.
  7. Lad efterhæve i 30 minutter.
  8. Bag i 200 grader varm ovn ca 15-20 minutter, indtil dejen er gennembagt og gylden.

Opbevar i køleskab når de er kølet ned; der er jo kød i.

Tips til variationer:

  • Erstat lidt af væsken med koncentreret tomatpuré for en smagfuld, rød dej.
  • Tilsæt revede grøntsager til dejen, fx gulerod eller squash.
  • Tilsæt pesto eller hakkede krydderurter til dejen.
  • Drys med revet ost, havregryn eller sesamfrø.
  • Brug pølser med smag, fx chili eller cheddar.

Bløde, luftige, varme hveder med (skjult) fuldkorn

På fredag er det Store Bededag, og det betyder, at det er tid til at gå i køkkenet! For selvfølgelig skal du bage dine traditionelle Store Bededags varme hveder selv – og holde dig fra de kedelige supermarkedsversioner. Når du bager selv er det meget billigere, du har selv kontrol over hvad der kommer i (og hvad der ikke kommer i!), og det smager sådan cirka 100 gange bedre. 🙂

Bollerne er både gode nybagte, kolde (ffx i madpakken) eller ristede. Du kan også sagtens fryse dem ned, og tø dem op i ovnen senere.

varme hveder

Ingredienser, 12-15 boller

  • 300 g hvid hvedemel ( = fuldkorn som ligner almindeligt hvedemel)
  • 250 g hvedemel
  • 50 g fintvalsede havregryn
  • 75 g smør
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk fint salt
  • 1 pakke gær
  • 3 dl mælk
  • 2 æg
  • 1-2 tsk stødt kardemomme

Fremgangsmåde

  1. Smelt smørret, og bland med mælken. Opløs gæren i den lune blanding.
  2. Bland hvid hvede, hvedemel, havregryn, salt, sukker og kardemomme.
  3. Ælt det hele sammen (også æg).  Ælt i 5-10 minutter. (Tilsæt lidt mere havregryn eller mel hvis dejen er for våd, eller tilsæt lidt ekstra mælk hvis den er for tør).
  4. Lad dejen hæve tildækket og lunt i en times tid.
  5. Form 12-15 boller, og lad dem efterhæve ½-1 time.
  6. Bag ved 200 grader i ca. 20 minutter, til de er gennembagte og gyldne.
  7. Server med masser af smør! Og så lidt mere smør!

Hawaii pizza med hvid hvede

Sommetider er det altså bare pizza, man har lyst til, og ikke andet. Sådan var det forleden – måske det skyldtes, at jeg har fået fingrene i en aluminiums pizzaform? Måske.

Pizza blev det hvert fald til. Nogle ganske runde, og meget sprøde nogle, endda!

Hawaii. Med løg! Og med hvid hvede i bunden.

(Jeg tror jeg har fået en “arbejdsskade” gennem mit studie Ernæring og Sundhed; intet bagværk uden fuldkorn… 😉  )

hawaii2

 

Ingredienser, 3 pizzaer, bund:

  • 500 g hvedemel
  • 500 g hvid hvede (eller alternativt grahamsmel/lignende)
  • 3 spsk olie
  • 1 tsk fint salt
  • 3 dl lunkent vand
  • ½ pakke gær

Ingredienser, tomatsauce:

  • 1-2 dåser hakkede tomater (alt efter hvor meget tomatsauce du vil have på!)
  • Salt og peber
  • 1 løg, finthakket
  • 1 tsk sukker
  • basilikum (frisk eller tørret)
  • Evt. hvidløg
  • 1-2 spsk olie

Ingredienser, topping:

  • Revet ost
  • Ca. 300 g skinke
  • Ananas (dåse eller frisk)
  • Evt. løg eller andet, du vil have på… 🙂

Fremgangsmåde:

  1. Lav dejen: opløs gæren i det lunkne vand. Bland mel, salt olie og vandet. Ælt i 5 minutters tid, og lad dejen hæve tildækket i mindst en time.
  2. Lav tomatsaucen: steg løg (og evt. hvidløg) i olien i et par minutter. Tilsæt resten af ingredienserne, og kog saucen i mindst 10 minutter. Gerne længere tid; så bliver smagen mere intens, og saucen tykkere. Smag til med salt og peber. Blend evt. saucen med en stavblender til sidst, hvis du har lyst til en tomatsauce uden klumper.
  3. Del dejen i tre stykker. Rul dem ud , smør med tomatsauce, og kom fyldet på. (Jeg foretrækker at have osten øverst. Men Frede insisterer på, at osten skal i bunden. Jaja, hver sin smag).
  4. Bag i en MEGET varm ovn i et kvarters tid til bunden er sprød og osten smeltet. (Jeg kunne kun få min ovn op på 230 grader, men mere ville være endnu bedre).
  5. Server med en frisk salat og en kold øl. (Eller lidt flere, hvis det er weekend. 😉 )

Luftige gulerodsbrud med (skjult) fuldkorn

Uha, du kender dem godt, ikke? De der store, bløde, luftige, søde gulerodsbrud-boller fra bageren? De der smørslugere, der bare smager himmelsk? Dem, man bare får alt for sjældent, fordi bagerbutikkerne bliver færre og færre, og fordi bollerne er ret dyre?

Bare rolig, du kan nemt selv lave nogle, som er endnu bedre end bagerens. Og så kan du tilmed lave dejen med fuldkorn, uden at du selv (eller eventuelle børn eller kræsne kærester/mænd/koner) lægger mærke til det! Denne opskrift indeholder nemlig 50 % hvid hvede, som er en fuldkornsmeltype, der ligner hvedemel ret utrolig meget. Og bare rolig, bollerne bliver ikke hårde og bastante af den grund; de er stadig luftige og bløde.

Gulerodsbrud smager (som alle andre boller!) bedst når de er nybagte. Men de er også fantastiske et par dage efter (især efter en tur på brødristeren). Går der derimod længere tid end et par dage før du får dem spist, synes jeg, du skal fryse dem ned, og så lige tø dem op i ovnen igen inden servering. 🙂

gulerodsbrud

Ingredienser, 15 store boller

  • 500 g hvedemel
  • 500 g hvid hvedemel
  • 2 tsk fint salt
  • ½ dl sukker
  • 75 g meget blødt smør
  • 125 g solsikkekerner
  • 5 revede gulerødder
  • 3 små (eller 2 store) æg
  • 50 g gær
  • Ca ½ l lunkent vand

Fremgangsmåde

  1. Bland hvedemel, hvid hvede, salt og sukker.
  2. Opløs gæren i vandet. Hæld vandet i melblandingen, tilsæt det (meget) bløde smør, og ælt godt i mindst 5 minutter.
  3. Lad dejen hæve (overdækket med film eller fugtigt viskestykke) i mindst en time, gerne halvanden eller to.
  4. Bland revede gulerødder, æg og solsikkekerner i dejen. (Det sviner, og dejen er meget klistret – men sådan skal det være!)
  5. Form ca. 15 store boller (og nej, dejen er for klistret til at de bliver perfekte og flotte – det er også meningen! 😉 ) Fordel på to bageplader, for der skal være godt med plads imellem dem, da de hæver i ovnen.
  6. Lad bollerne hæve tildækket i endnu en time.
  7. Bag dem i en 200 grader varm ovn (varmluft) i 15-20 minutter; indtil de er gyldne og gennembagte. Du kan prøve at banke en bolle i bunden med din kno, og høre om den lyder hul.
  8. Køl lidt ned på en rist

Porre, broccoli og bacontærte med fuldkorns-rug-bund

Jeg (og min pengepung!) elsker tærte.

Du kan fylde den med lige, hvad du vil. Og hvad du har. Jeg valgte en masse grøntsager, og så selvfølgelig bacon. Bacon er altid godt.

Bunden laver du selvfølgelig selv; med masser af fuldkorn, rugmel og creme fraiche. Og så må du love mig at holde dig langt væk fra den alt for dyre, færdiglavede bund i supermarkedet, fyld med e-numre og margarine og uden fibre.

tærte m bacon porre brocoli rug 2

Ingredienser, 2 små tærter  – bund

  • 100 g hvid fuldkorns hvedemel
  • 100 g fuldkorns rugmel
  • 100 g hvedemel
  • ½ tsk fint salt
  • 1 dl vegetabilsk olie (raps, solsikke…)
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Evt. 1-2 dl vand

Ingredienser, fyld (kan varieres som du vil)

  • 1 broccolihoved
  • 2 porrer
  • Et par gulerødder
  • Et par peberfrugter
  • 1-2 pakker bacon
  • 6-7 æg
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Salt og peber. Evt lidt muskatnød.
  • Ost til drys

Fremgangsmåde

  1. Bland salt, mel (alle tre typer), olie og creme fraiche. Tilsæt evt. lidt vand, hvis det ikke hænger sammen. Stil dejen på køl i et par timer.
  2. Rul dejen tyndt ud, og dæk to tærtefade med den. Bag ved 175 grader varmluft i 10-15 minutter.
  3. Skær grøntsager og bacon i små stykker. Steg på en varm pande i 5 minutters tid.
  4. Pisk æg, creme fraiche, salt og peber (evt også muskatnød) sammen.
  5. Fordel fyldet i de forbagte forme. Overhæld med æggemassen, og drys med revet ost.
  6. Bag i ovnen ved 175 grader varmluft i 20-30 minutter, indtil æggemassen er stivnet, og osten gylden.
  7. Server med god salat.

Resterne kan sagtens gemmes i køleskab eller fryser, så bare lav til mange dage. Perfekt til madpakken!

Fuldkorns blinis med stenbiderrogn

Lige nu er sæsonen for stenbiderrogn på sit højeste. Det betyder, at man kan købe 100 g rogn for 20 kr, og det må siges at være noget billigere end i starten og enden af sæsonen, hvor prisen godt kan være over det tredobbelte!

Derfor er det lige nu, at man skal slå til, hvis man er fattig studerende, og alligevel gerne vil eksperimentere lidt med “nordens kaviar”.

Rognen bruges typisk til små anretninger – oftest som forret eller del af en fin frokost. Jeg valgte første mulighed, og serverede rognen som en del af en lille forret til nogle venner.

Forretten bestod af fuldkornsblinis, creme fraiche, purløg, søde cherrytomater og selvfølgelig den friske, letsaltede rogn.

Blinis’erne lavede jeg med hvid hvede, som er en fuldkornsmeltype, der fuldstændig ligner hvedemel og har samme tekstur – smart. Så er det pludselig nemt at “snyde” fuldkorn i det meste bagværk, uden at konsistent og mundfornemmelse ændres. Tomaterne fandt jeg økologiske i en lille pakke – her om vinteren uden for tomatsæson vil jeg hellere have kvalitet frem for kvantitet. For hvis man køber de billigste tomater i stor-pak, smager de typisk bare af vand. Stenbiderrognen købte jeg hos fiskehandleren på havnen, men man kan også finde det i de fleste delikatessebutikker for tiden.

stenbiderrogn på blinis

Ingredienser, blinis 6 personer

  • 150 g hvid hvede
  • 75 g hvedemel
  • 2,5 dl mælk
  • Knivspids fint salt
  • ½ pose tørgær eller 1/4 pakke alm gær
  • 1 tsk bagepulver
  • 3-4 spsk creme fraiche (eller til nøds formage frais eller neutral flødeost)
  • 2 store æg
  • Smør til stegning

Ingredienser, topping

  • 6 spsk creme fraiche
  • 1 bundt purløg
  • 1 bakke små, søde cherrytomater
  • 300 g stenbiderrogn (50 g pr person)
  • Fint salt

Fremgangsmåde

  1. Bland hvedemel, bagepulver, tørgær, salt og hvid hvede.
  2. Lun mælken (enten i en gryde eller mikroovn) til den er lillefingervarm. (Opløs gæren heri, hvis du bruger almindelig gær).
  3. Rør mælk og melblanding sammen.  Stil den i køleskabet i 3-4 timer.
  4. Smag stenbiderrognen til med fint salt. Det er det eneste salte element i retten, så det skal smage relativt salt. Stil det i køleskabet i 3-4 timer.
  5. Når dejen er hævet og rognen har trukket, skal du skille æggene ad i hvide og blomme.
  6. Rør blommer og de 3-4 spsk creme fraiche i blinisdejen. Pisk æggehviderne lyse og skummende, og vend dem forsigtigt i dejen.
  7. Steg blinis’erne på en pande med smør til de er gyldne på begge sider.
  8. Pynt blinis’erne med først creme fraiche, så rogn og så snittet purløg. Pynt siderne med lidt overskårne tomater.
  9. Server, gerne med en god hvidvin.