Spaghetti med laks, ærte og porre sovs

Nu må foråret godt snart dukke op. Sådan rigtigt. Med solskin, plusgrader om natten, fuglekvidren, en masse blomster – og alle de dejlige råvarer, der følger med! Hvor jeg glæder mig til friske asparges, rabarber og radiser. For ikke at tale om alle de mange råvarer, der følger efter, når først foråret rigtigt skydes i gang.

Denne ret leder tankerne lidt hen mod lysere tider; den er hvert fald forårsfin med de grønne ingredienser, og dejlig frisk. Og når man som jeg elsker fisk, kan det jo ikke blive bedre, med al den laks, der er i.

spaghetti laks

Ingredienser, 2 personer

  • 2-3 laksefileter (uden skind og ben)
  • ca. 200 g fuldkornsspaghetti (lidt mere hvis i er meget sultne, lidt mindre hvis i ikke er!)
  • ½ pose frosne ærter
  • 1 stor eller 2 små porrer
  • 1 grøntsags bouillon terning
  • 1 tsk maizena
  • 2 dl vand
  • ca. 1 spsk grøn pikant ost (eller brug evt. 1 dl fløde eller madlavningsfløde, eller flødeost med anden smag)
  • 1 spsk olie
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Snit porrerne, og svits dem ved lav varme i olien på en pande i et par minutter.
  2. Skær laks i små bidder, og sæt den i panden. Tilsæt også ærter.
  3. Tilsæt vand og smuldr bouillonterningen i. Kog det hele op, indtil terningen opløses.
  4. Rør maizenaen i lidt ad gangen. Kog et par minutter.
  5. Til sidst røres pikantost eller fløde i retten. Smag til med salt og peber.
  6. Kog spaghettien al dente. Dryp den af, og vend den sammen med lakse/porre/ærte sovsen.
  7. Server gerne med grøn salat og feta.

Knasende saltmandler

I de fleste supermarkeder kan man købe en lille bitte pose saltmandler for en hel masse penge.

Det synes jeg ikke, i skal gøre.

I stedet skal i gå hen til kolonialhylden, og købe de helt normale mandler, der koster mindre. Derhjemme skal i så lave jeres egne saltmandler – det er absurd nemt, og smager fuldstændig som dem man køber. Eller, næ, faktisk bedre!

Du kan krydre saltmandlerne som du vil – fx med lidt chili, paprika eller hvidløg.

Er du i stedet udstyret med en sød tand frem for en salt, kan du i stedet kaste dig over brændte mandler.

saltmandler 1

Ingredienser

  • 2 dl kogt vand
  • 3 spsk groft salt
  • ca. 200 g mandler
  • Evt en spsk olie
  • Evt et par spsk ekstra krydderi, fx paprika.

Fremgangsmåde

  1. Opløs saltet i det kogte vand.
  2. Læg mandlerne i vandet i ca 20 minutter. Dryp derefter mandlerne af i en si.
  3. Vend mandlerne i olie hvis du har lyst.
  4. Fordel dem på en bageplade.
  5. Drys mandlerne med ekstra krydderi hvis du har lyst.
  6. Bag mandlerne i 20-30 minutter ved 150 grader, alt efter hvor gyldne du vil have dem.
  7. Køl af og opbevar i en lufttæt beholder.
  8. Spis som snack, eller brug som knas i en salat.

Chokoladesnitter / chokoladebrød med kokos

Åh, hor her dufter skønt af vanilje, kokos, og ikke mindst chokolade! Jeg startede denne stille søndag med at bage svenske chokoladebrød/snitter, og i mangel af perslesukker, blev der i stedet drysset med kokosmel. Og det smager fortrinligt! Sprøde og knasende på overfladen, og seje og chewy inden i.

Jeg er vild med, at disse julegodter hverken skal rulles eller trilles eller formes eller stikkes ud med forme – det er meget nemt, de skal bare bages i 2-3 lange stænger, og skæres ud mens de er varme. Derudover er det meget usandsynligt at du skal tømme pengepungen for de sidste jule-kroner for at bage disse himmerigsmundfulde;  der skal nemlig hverken købes hjortetaksalt, potaske eller andre sjove ingredienser – du har nok det hele i forvejen! 🙂

chokobrød½

Ingredienser, ca. 50-60 små snitter

  • 100 g sukker
  • 1 spsk vaniljesukker
  • 1 æg
  • 2/3 tsk bagepulver
  • kokosmel
  • 100 g margarine/smør
  • 2½ spsk kakao pulver (usødet)
  • 150 g hvedemel

Fremgangsmåde

  1. Bland hvedemel, bagepulver, vaniljesukker, sukker og kakao sammen.
  2. Smuldr smør eller margarine i, og “ælt/miks” det hele sammen til fedtstoffet er helt småt smuldret ud.
  3. Saml dejen med ½ æg.
  4. Fordel dejen i 3 pølser på en bageplade á ca 30 cm længde. Mas dem flade til 2-3 cm bredte.
  5. Pensl de lange, flade pølser med resten af ægget, og drys med kokos (eller perlesukker eller hakkede nødder eller havregryn eller…)
  6. Bag øverst i ovnen ved 175 grader i ca. 15 minutter.
  7. Tag kagerne ud, og skær dem med det samme ud i snitter – det skal gøres, mens de er HELT varme og bløde.
  8. Køl ned, og spis! Eller gem evt. nogle af dem i en lufttæt beholder. 😉

Ovnbagte mini-farsbrød i muffin-form af oksekød med timian og løg

Hakket oksekød kan bruges til et utal af retter. I dag blev der fremtryllet ovnbagte mini-farsbrød med timian og løg – i muffinform! De blev fine og runde og præcis lige store. Og ikke mindst velsmagende. 🙂

Sammen med kødet serverede jeg (ja, jeg er doven!) kartoffelbåde fra frost, og en nem salat. En fantastisk hurtig ret at bikse sammen; den passer jo sig selv i ovnen det meste af tiden. Og så er det billigt! Løg har man altid, salaten laves af det der nu er på lager, kødet kan købes på tilbud, og kartofler koster ikke så meget, hvad enten man køber dem friske eller fra frost.

Er man ekstra (lækker)sulten, kan hvert muffin-hul dækkes med bacon rundt i kanten, inden kødet sættes i formen.

mini_farsbrød

Ingredienser, 12 mini-farsbrød

  • 500 g magert hakket oksekød
  • 2 små løg
  • ½ tsk fint salt
  • ½ tsk peber
  • 1½ spsk timian
  • 1 tsk chilipulver
  • 1 æg
  • 3 spsk havregryn
  • 2 spsk mælk

Fremgangsmåde

  1. Snit løgene fint.
  2. Bland alle ingredienserne godt.
  3. Fordel i en muffinpande eller i små forme – eller lav blot ét stort brød.
  4. Bag ved 200 grader varmluft i 20 minutter – sammen med kartoffelbåde.
  5. Server med kartofler og salat.

Chili con carne

Noget, som er rigtig nemt, er chili con carne. Og så smager resterne endda også godt dagen efter! 😉 Hvad enten det er som biks, som pizza-topping, som pita-fyld, som pirogger eller noget helt femte!

chili_con_carne

Ingredienser, 2 personer i 2 dage – eller bare 4 personer

  • 500 g hakket oksekød
  • 1 dåse kidneybønner
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 1 peberfrugt i tern
  • 3-4 håndfulde majs
  • spidskommen, chilipulver, salt, peber, kanel, oregano/basilikum, paprika,
  • 2 hvidløgsfed
  • 2 små løg
  • 2 store gulerødder
  • 1 spsk olie
  • Ris
  • Creme fraiche

Fremgangsmåde

  1. Sæt risene over, som angivet på pakken.
  2. Opvarm olien i en gryde, og svits løg, hvidløg og kødet, til det er brunt. 
  3. Tilsæt hakkede tomater, tomatpuré pressede hvidløgsfed, bønner, peberfrugt og gulerod i tern, samt majs.
  4. Lad det hele simre indtil risene er færdige.
  5. Smag til med krydderierne – husk en masse spidskommen og chili!
  6. Har du gæster – og derfor sandsynligvis en åben flaske rødvin – kan der med fordel tilsættes en sjat af dette inden retten sættes til at simre. Et par stykker mørk, fyldig chokolade er også godt at tilføje.Kan serveres med creme fraiche, ketchup, salat, revet ost, guacamole, nachos, ris, fladbrød… Ja, hvad søren man nu har lyst til

PS: du kan også vælge at lave den vegetariske udgave, chili sin carne, i stedet for. Den er også god!