Hawaii pizza med hvid hvede

Sommetider er det altså bare pizza, man har lyst til, og ikke andet. Sådan var det forleden – måske det skyldtes, at jeg har fået fingrene i en aluminiums pizzaform? Måske.

Pizza blev det hvert fald til. Nogle ganske runde, og meget sprøde nogle, endda!

Hawaii. Med løg! Og med hvid hvede i bunden.

(Jeg tror jeg har fået en “arbejdsskade” gennem mit studie Ernæring og Sundhed; intet bagværk uden fuldkorn… 😉  )

hawaii2

 

Ingredienser, 3 pizzaer, bund:

  • 500 g hvedemel
  • 500 g hvid hvede (eller alternativt grahamsmel/lignende)
  • 3 spsk olie
  • 1 tsk fint salt
  • 3 dl lunkent vand
  • ½ pakke gær

Ingredienser, tomatsauce:

  • 1-2 dåser hakkede tomater (alt efter hvor meget tomatsauce du vil have på!)
  • Salt og peber
  • 1 løg, finthakket
  • 1 tsk sukker
  • basilikum (frisk eller tørret)
  • Evt. hvidløg
  • 1-2 spsk olie

Ingredienser, topping:

  • Revet ost
  • Ca. 300 g skinke
  • Ananas (dåse eller frisk)
  • Evt. løg eller andet, du vil have på… 🙂

Fremgangsmåde:

  1. Lav dejen: opløs gæren i det lunkne vand. Bland mel, salt olie og vandet. Ælt i 5 minutters tid, og lad dejen hæve tildækket i mindst en time.
  2. Lav tomatsaucen: steg løg (og evt. hvidløg) i olien i et par minutter. Tilsæt resten af ingredienserne, og kog saucen i mindst 10 minutter. Gerne længere tid; så bliver smagen mere intens, og saucen tykkere. Smag til med salt og peber. Blend evt. saucen med en stavblender til sidst, hvis du har lyst til en tomatsauce uden klumper.
  3. Del dejen i tre stykker. Rul dem ud , smør med tomatsauce, og kom fyldet på. (Jeg foretrækker at have osten øverst. Men Frede insisterer på, at osten skal i bunden. Jaja, hver sin smag).
  4. Bag i en MEGET varm ovn i et kvarters tid til bunden er sprød og osten smeltet. (Jeg kunne kun få min ovn op på 230 grader, men mere ville være endnu bedre).
  5. Server med en frisk salat og en kold øl. (Eller lidt flere, hvis det er weekend. 😉 )

Billigt, nemt, hjemmebagt rugbrød med fuldkorn og kerner

Jaja, du kan godt gå ned i netto og købe en pakke skiveskåret rugbrød for 5-6 kr. Men helt ærligt – smager det virkelig af særlig meget?

I stedet for at ty til de billige, færdigproducerede brød, skal du da i stedet prøve at bage dit eget rugbrød. Det er nemlig utroligt, hvor mange store rugbrød du kan lave, når du investerer (meget) lidt i det rigtige mel, og lidt frø og kerner. Og hvis du så tilmed tager dig sammen og laver en kæmpe omgang når først du er i gang, kan der nemt bages til mange uger på én gang.

Og det er nemmere, end det lyder – det eneste det kræver, er faktisk tålmodighed. Du skal ikke engang ælte noget som helst.

Bonus: det smager FAN-TASTISK.

rugbrød1

Ingredienser til 1 brød (gang gerne op, og lav flere på én gang)

Dag 1:

  • 2 dl surdej (find en opskrift på Google. Det er nemt, men surdejen tager lige en lille uges tid at lave).
  • 150 g hvedemel
  • 4 dl vand
  • 350 g fuldkorns rugmel
  • 1 tsk fint salt

Dag 2:

  • 200 g skårne rugkerner
  • 200 g blandede frø og kerner (jeg brugte solsikkekerner, hørfrø og sesamfrø)
  • 1 dl vand, kærnemælk eller øl
  • 1 spsk brun farin, sukker eller honning
  • Sesam, birkes, havregryn eller andet til drys

Fremgangsmåde:

Dag 1:

  1. Rør alle ingredienserne sammen. (Det skal have konsistens som en lidt tyk grød.)
  2. Dæk med husholdningsfilm/en plasticpose, og lad stå ved stuetemperatur og hæve ca. et døgn.

Dag 2:

  1. Rør alle ingredienser på nær drys i. (Konsistensen skal være som en meget tyk grød.)
  2. Fordel i en bageform.
  3. Dæk med film/plastik, og lad hæve i en halv dags tid ved stuetemperatur (minimum 6 timer).
  4. Drys med fx sesamfrø.
  5. Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 1½ time. (Indtil der ikke hænger dej ved når du stikker en strikkenål i. Ideelt set kan du bruge et stegetermometer, og stoppe bagningen, når kernetemperaturen er 97 grader c.)
  6. Når brødet er bagt skal du (efter det lige har stået i formen i 5-10 minutter) vende det ud, og placere det i en plasticpose, eller vikle det ind i et fugtigt viskestykke. Her skal det ligge i 20-30 minutter; det vil sikre, at din skorpe ikke bliver uspiseligt hård.
  7. Når brødet er helt nedkølet, kan du opbevare det ved stuetemperatur i passende emballage. Eller du kan fryse det ned, hvor det fint holder sig i mange måneder.

Rejecocktail med hjemmelavet dressing

Nogle gange er retro-mad faktisk ret godt. Det inkluderer rejecocktail! Jeg lavede det for nyligt sammen med de bedste venner, og det var ret fantastisk. Vi serverede blødkogte æg og grove flutes til, så det fungerede som hovedret, og ikke som forret.
Dressingen lavede vi selv, og den blev meget bedre end den, man køber! Serveringen var tag-selv, så man fik lov at tage aller mest af det, man elsker aller mest. (Og ja, der blev rift om avocadoen! 😉 )
reje2reje1

Ingredienser, 5-6 personer

  • 1 iceberg
  • 500 g rejer
  • 2-3 avocadoer
  • 4 store tomater
  • 2-3 fuldkornsflutes
  • 5-6 blødkogte æg
  • 1 bundt springløg
  • 1 citron
  • 1 agurk
  • 1 bundt frisk dild
  • (Krydderurte)smør
  • Oliven
  • Hjemmelavet dressing

Ingredienser, dressing

  • 500 g creme fraiche (9-18 %)
  • 1 dl engelsk sauce
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk stødt paprika
  • 1 tsk karrypulver
  • 1 spsk sød honning
  • Salt og peber
  • 1-2 dl ketchup
  • 1 tsk citronsaft

Fremgangsmåde

  1. Skær grøntsagerne i passende stykker, og fordel i skåle og fade. (Hæld lidt citronsaft over avocadoen så den ikke bliver brun)
  2. Kog æggene til de er blødkogte (jeg plejer at give dem 6½ minut, men det er ikke altid det lykkedes!)
  3. Lun flutes i ovnen i et par minutter.
  4. Bland dressingen. Smag til – måske skal den have lidt mere engelsk sauce eller salt?
  5. Sæt jer til bords, og nyd den gode mad og det gode selskab! 🙂

Persille-kikærte-frikadeller med tomatsauce (pandestegte falafler)

Kikærtefrikadeller er super nemt, og ikke mindst billigt. Jeg er stor fortaler for, at man mindst(!) ugentligt laver kød-fri aftensmad – både af miljømæssige, økonomiske, ernæringsmæssige og ikke mindst smagsmæssige årsager. Forleden stod menuen derfor på pandestegte kikærtefrikadeller, som vel egentlig er en form for falafler; grundmassen minder hvert fald meget om, men man undgår friturestegningen. Hertil lavede jeg en grøntsagsrig tomatsauce for at få tømt grøntsagsskuffen, og i kan tro, det var godt. Saucen kræver ikke så meget andet end tid, faktisk! Jo længere den får lov at simre, jo bedre.

Et godt tip er at lave ekstra meget tomatsauce, og bruge resten en anden dag på pizza eller i pizzasnegle.

kikærte frikadeller 2

Ingredienser, 7-8 frikadeller

  • 1 dåse kogte kikærter
  • 1 bundt persille
  • 1 æg
  • Ca. 1½ dl fuldkornsmel
  • Ca. ½ tsk salt, og lidt friskkværnet peber
  • 1 stort løg
  • Smør til stegning

Ingredienser, tomatsauce

  • 4-5 store, modne bøftomater
  • Ca. 3-400 g grøntsager (jeg brugte spidskål.)
  • 1 bundt springløg eller 2 almindelige løg.
  • Basilikum (frisk eller tørret)
  • 1 grøntsags bouillon terning
  • 1 tsk sukker
  • ½ dl vand

Fremgangsmåde, tomatsauce

  1. Sauter løgene i en gryde ved middelvarme i 4-5 minutter til de bliver klare.
  2. Skær tomaterne og de andre grøntsager i små stykker, og føj dem til gryden.
  3. Tilføj vand, bouillon og sukker.
  4. Lad det hele simre godt i minimum 20 minutter. Tilsæt basilikum, og blend hele molevitten med en stavblender.
  5. Lad det hele simre uden låg i minimum 20 minutter mere – gerne meget længere! Jo længere tid, jo bedre smag og tykkere konsistens.

Fremgangsmåde, frikadeller

  1. Skyl kikærterne, og blend dem (det går nemt i en minihakker).
  2. Bland med hakket persille, æg, mel, og finthakket løg. Smag til med salt og peber. (Hvis du bruger danske æg må man nemlig gerne! 🙂 )
  3. Steg i lidt smør ved middelhøj varme, ca. 5 minutter på hver side.

Server med en god salat, eksempelvis en med speltkerner, rucola og tranebær. Velbekomme!

Brombær og hyldeblomst syltetøj

Denne syltetøj er meget tæt på at være gratis. Det skyldes, at den består af ca. 80-90 % bær, som for tiden hænger i klaser i den danske natur; frit tilgængelige og helt uden at man skal betale en øre for dem. Jeg har lavet syltetøjet uden mystiske “sylteprodukter” som melanin, pektin, syltesukker og jeg ved ikke hvad. Det skyldes, at man sagtens kan jævne syltetøjet (hvis ønsket) med almindeligt majs- eller kartoffelmel. Holdbarhedsmæssigt holder det sig også fint i ugevis uden eksempelvis atamon, hvis blot man skolder opbevaringsglassene, samt opbevarer slutproduktet køligt og i skygge.

hydebaer brombaer marmelade

Ingredienser, 2 små glas

  • Ca. 250 g brombær
  • Ca. 250 g hyldebær (husk at fjerne de grønne bær, og smag ikke på de rå bær; dem er mavsen ikke glad for! De kan indeholde både lektiner og blåsyreglykosider.)
  • Ca. 1-3 dl sukker (kommer an på bærrenes sødme og hvor sød du vil have syltetøjet)
  • Saft fra ½ citron
  • Ca. 1 spsk majs- eller kartoffelmel
  • Ca. ½ glas koldt vand

Fremgangsmåde

  1. Skyl bærrene rigtig godt – der kan gemme sig mange små dyr. (Medmindre du går efter ekstra proteinrig syltetøj 😉 )
  2. Kog bærrene ved svag varme i ca. 20 minutter.
  3. Tilsæt citronsaft og 1 dl sukker. Smag til; vil du have mere sukker i? Hvis ja, så tilsæt det.
  4. Rør majsstivelsen ud i det kolde vand.
  5. Rør majsstivelsesvandet i syltetøjet under omrøring, og kog videre et par minutter til det tykner.
  6. Skold opbevaringsglassene med kogende vand.
  7. Hæld syltetøjet i glassene mens det endnu er rygende varmt. Skru lågene godt fast, og stil på køl. (Når du hælder på glas mens det stadig er varmt opnår du den effekt, at der skabes lidt undertryk i glasset under nedkøling, sådan at låget “suges nedad” som du kender det fra købte marmeladeglas.)
  8. Server med nybagte boller, masser af smør og en lækker ost.

Pizza-night: hawaii-deluxe og løg-pizza med masser af grønt og fuldkornsbund

Noget af det beeedste tøm-køleskabet mad er nu engang pizza. Bare man har tørgær og fuldkornsmel i skuffen og ost i køleskabet, kan man næsten komme alt på. I går blev det således til to forskellige; jeg lavede en løg-pizza med ja, en masse løg, skinkestrimler, tomater, fintsnittet spidskål, pizzasauce, ananas og ost. Kæresten lavede sig en hawaii-deluxe pizza; pizzasauce, masser af skinke, masser af ananas, EKSTRA meget ost, og majskerner. Pizzaerne blev lavet store nok til, at der var mad til to dage.

Osten købte jeg sidste uge i netto; 1 blok guld-ost stod i reklamerne til kun 16 kr – men af en eller anden hemmelig men rar grund kostede den kun en flad 10’er! Røverkøb. Skinkestrimlerne kostede ligeledes kun 10 kr på tilbud. Ja, tilbudsaviser er den studerendes gode ven!

pizza_m_grøntsager

Ingredienser, 2 fuldkornspizza-bunde

  • 4 dl fuldkornsmel
  • 3 dl hvedemel
  • 2 tsk olie
  • ½ tsk salt
  • 2-3 dl lunkent vand
  • 1 pose tørgær

Fremgangsmåde, pizzabund

  1. Bland mel, salt og tørgær godt.
  2. Tilsæt olien og lidt af vandet og ælt. Tilsæt vand lidt ad gangen, til den har en god, blød konsistens.
  3. Ælt lidt, og lad hæve i en times tid.

Resten af pizzaen:

Fordel pizzasauce (enten færdiggkøbt eller hjemmelavet (1 dåse hakkede tomater kogt ned og smagt til m. hvidløg, salt, peber og oregano)) på den udrullede dej, og fordel dit yndlingsfyld / det der er i køleskabet herpå. Slut af med revet ost, og bag i ca. 25 minutter ved 200 grader varmluft.

Hjemmelavet, honningristet müsli (granola) med skyr og søde bær

Jeg er KÆMPE fan af både honningristet müsli, skyr (man er vel islænding!) og ikke mindst søde sommerbær. Hvor er det bare et fantastisk sommer-faktum at disse ting er det perfekte, søde match.

Serveret i fine portionsglas bliver sammensætningen den ideelle servering, hvad enten der er tale om brunch, buffet, dessert eller blot en hverdags-forkælende-morgenmad.

yoghurt musli

Ingredienser, min honningristede müsli:

  • havregryn
  • grofthakkede hasselnøddekerner
  • grofthakkede mandler
  • rosiner/tranebær/andre tørrede frugter
  • honning
  • Frysetørrede bær

Alternative ingredienser:

  • Andre flager (spelt, rug, hvede…)
  • Frø (hør, sesam…)
  • Kerner (solsikke, græskar…)
  • Andre nødder
  • Andre frugter
  • chokoladestykker!

Fremgangsmåde:

  1. Nej, det er ikke en fejl, at der ikke er mængdeangivelser. Bland blot det du elsker, og brug mest af det, der er det aller, aller lækreste! 🙂 Og så en masse havregryn.
  2. Når du har blandet en god gang havregryn med dit yndlingsguf, blandes det hele med en ordentlig gang honning – igen kommer mængden helt an på, hvor sødt dine smagsløg vil have det.
  3. Det hele fordeles jævnt på en bageplade, og bages i ovnen ved ca. 180 grader indtil det hele er gyldent – det tager ca. 15-20 minutter.
  4. Mens müslien køler ned, røres der rundt af og til.
  5. Opbevares i en lufttæt beholder.

Müslien kan som sagt rigtigt brillere i selskab med skyr og friske bær. Er man ikke så meget til skyr, kan man også sagtens bruge græsk yoghurt, A38 og så videre og så videre. 🙂

Velbekomme, og glædelig første sommerdag!

Hjemmelavet bounty (med og uden citron)

Det er overraskende nemt at lave sin egen bounty chokolade. Den hjemmelavede udgave er tilmed mindst lige så lækker, som købeversionen. Derudover er det sjovt at køkken-eksperimentere med forskellige smagsvarianter af den klassiske chokoladebar.

Og ved i hvad? Til den klassiske bar skal der kun bruges 3 ingredienser!

Jeg har i dag lavet nogle typiske bounty-chokolader (kokosmasse og mørk chokolade) med drys af ristede, hakkede nødder, samt en version med citronsmag og hvid chokolade. Begge dele er yderst vanedannende! 🙂

bounty1bounty2

Ingredienser, ca 15 alm. bounty og 15 med citronsmag

  • 250 g kokosmel
  • 1 dåse kondenseret mælk (den fra Nestlé kan efterhånden købes i de fleste supermarkeder)
  • 100 g mørk chokolade
  • 100 g hvid chokolade
  • 1½ økologisk citron
  • en lille håndfuld hasselnøddekerner, (hurtigt ristet på en varm pande.)

Fremgangsmåde

  • Bland den kondenserede mælk med kokosmel. Del massen i to skåle.
  • I den ene skål iblandes skallen fra 1½ citron, og saften fra 1. Der smages til – er der citron nok?
  • Begge skåle stilles på køl i en times tid – så er de nemmere at arbejde med senere.
  • Kokosmassen formes. (jeg lavede små “hapsere” – man kan sagtens lave kugler, eller måske helt klassiske barer.)
  • De to typer chokolade smeltes i hvert sit vandbad. Heri vendes bounty-hapserne. (Hvid chokolade til citron, mørk til den klassiske.)
  • På de klassiske barer drysses med nødder inden chokoladen størkner.
  • På de hvide barer pyntes med mørk chokolade, når den hvide er størknet.
  • Barerne opbevares på køl – hvis de altså ikke bliver spist med det samme! 😉

Parmesan grissini

Sidder man inde med en rest parmesanost er man et godt skridt på vejen mod en fantastisk lækker aften-snack. Det er nemlig super nemt at lave sine egne grissini-sticks med parmesansmag. De passer perfekt til en aften med en god rødvin, gode venner, og en dejlig dip eller tre. (Mums, de ville være fantastiske til en gang hummus og tzatziki!)

Grissini_parmesan

Ingredienser, ca 5 snacksultne personer

  • 8 g fint salt
  • 30 g parmesanost, fintrevet
  • 1 dl vand
  • ½ dl olivenolie
  • 25 g gær
  • 250 durummel
  • Evt: sesam, birkes, groft salt, paprika, hvidløgspulver…

Fremgangsmåde

  1. Alle ingredienser blandes grundigt – det skal have konsistens som en tyk, fed dej.
  2. Rul dejen meget tyndt ud, og skær den i tynde strimler. (Grissinidejen hæver en del, så lav dem lige lidt tyndere, end du vil have dem, når de er færdige.)
  3. Drys dem evt. med spændende ting – sesam, birkes, groft salt, paprika og hvidløgspulver er bare nogle få eksempler. (Overvej, hvad der passer godt til den dip, du serverer grissinierne til. Hvis du altså laver dip. De er også lækre uden!)
  4. Bag dem på en bageplade i 15-20 minutter – til de er gyldne og sprøde – ved 165 grader varmluft.
  5. Køl ned og server! 🙂

Den perfekte café-burger

Jeg ved egentlig ikke, hvad de helt nøjagtige kriterier for en klassisk café-burger er. Dog har jeg min egen forestilling herom; den skal være stor, med en ordentig bøf.
Den skal indeholde de typiske grøntsager, nemlig tomat, agurk, rødløg og iceberg.
Og der skal være dressing!
Slutteligt skal den selvfølgelig serveres med kartofler af en art – her er det citron-bagte minikartofler på spyd. Denne forestilling har jeg prøvet at få udlevet – med stor succes.

Disse café-burgere er ikke det billigste aftensmads-valg, men laver man ekstra meget, kan man til gengæld snildt lave et par ekstra til madpakkerne. Smart – og usandsynligt meget lækrere end rugbrødsmadder.

burger

Ingredienser, 4 store burgere

  • 800 g hakket, magert oksekød
  • 4 store burgerboller
  • 4-8 icebergblade
  • 2 bøftomater
  • 1 rødløg
  • ½ agurk

Ingredienser, rød dressing

  • 1-2 dl mayonnaise
  • en stor klat ketchup
  • 1 spsk sød sennep
  • Evt. 1 spsk worcestershire-sauce
  • Lidt salt og peber
  • 1 tsk brun farin

Ingredienser, citronbagte kartofler på spyd

  • 16 små kartofler
  • salt og peber
  • 2 spsk olivenolie
  • saften fra ½ citron

Fremgangsmåde:

  1. Opvarm ovnen til 210 grader. Skrub kartoflerne, og vend dem med salt, peber, olie og citron. Bag i 30-40 minutter, til de er gyldne og gennembagte.
  2. Lav imens den røde dressing ved at blande alt. Smag til. Stil på køl.
  3. Form 4 store bøffer á 200 g hver. Steg dem på panden i lidt olie, til de er gennemstegte. Krydr med salt og peber.
  4. Opvarm bollerne (evt. i ovn.) Smør et godt lag dressing på den nederste bolle, og top herefter med icebergblade, tomater og agurker i skiver, løgringe, mere dressing, og slutteligt bøffen.
  5. Server med kartoffelspyd (ca. 4 kartofler til hver,) og en iskold, brusende cola.

Alternativer:

Den perfekte café-burger kan i mit hoved også sagtens varieres – eksempelvis med sprødstegt bacon og cheddarost på bøffen. Og som alternativ til den enorme mængde dressing, ville en avocado-mos med lidt løg, creme fraiche, salt, peber og citron fungere helt udemærket. En grillet kyllingefilet ville også være himmelsk.

Hvad med jer? Hvordan er jeres perfekte burger? 🙂