Intens chokolade kage uden æg

Nogle gange sker det desværre. Lysten (/trangen!) til kage melder sig, men ak, ingen æg i køleskabet. Eller hos naboen. Og det regner, og så er Netto liiiige lidt for langt væk. Der er heller ikke kærnemælk i køleskabet, så en skøn kanelkage er ikke en mulighed.

Men hurra! Man kan da SAGTENS bage en fantastisk, intens og chokolade-mættet kage uden æg! 😀

chokoladekage uden æg

Ingredienser, 1 springform

  • 200 g hvedemel
  • 35 g kakao pulver
  • 2 tsk bagepulver
  • 200 g sukker
  • ½ tsk fint salt
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1½ dl rapsolie
  • 250 ml mælk eller vand eller yoghurt naturel eller lidt af det hele – hvad du nu har i køleskabet
  • 100-150 g hakket chokolade (jeg brugte både hvid og mørk)

Ingredienser, glasur

  • 2-3 dl flormelis
  • 1 spsk kakao pulver
  • 1 dl kokosmel
  • Vand (omkring 1-2 spsk)

Fremgangsmåde

  1. Bland hvedemel, kakao, bagepulver, salt, vaniljesukker, sukker og hakket chokolade i en skål.
  2. Rør olie og mælk/vand/yoghurt i, til det bliver en lind konsistens.
  3. Smør en springform med smør eller olie.
  4. Bag i 35-45 minutter ved 180 grader.
  5. Når kagen er kølet ned, blandes glasuren, som fordeles på.
  6. Server med creme fraiche og friske bær, hvis det skal være ekstra godt! 🙂

Madbloggerudfordringen; de dejligste TildeMa(d) bananmuffins

Som madblogger er der en masse fora man kan deltage (mere eller mindre aktivt) i. Den absolut mest spændende (efter min mening!) er Madbloggernes Himmel. Heri kører der for tiden en Madbloggerudfordring; en udfordring hvor tilmeldte blogs tilfældigt har fået tildelt en anden blog. Fra denne blog er det så hensigten, at man skal finde en opskrift, som man laver og skriver om.

Jeg har fået tildelt den utroligt hyggelige blog http://tildemad.blogspot.dk – og nøj, det var svært at vælge en opskrift! Egentlig var valget faldet på nogle cookies som bare kaldte og kaldte på mig, men da jeg kiggede i frugtkurven og så en bunke brune bananer, faldt valget i stedet på disse lækre bananmuffins/cupcakes; http://tildemad.blogspot.dk/2011/10/blog-post.html.

Jeg har dog enten været for nærig med bagepulveret eller for gavmild da jeg fyldte formene, for i stedet for at hæve flot op i en classisk cupakeform, endte kagerne med i højere grad at flyde ud. Men nuvel; de smagte simpelthen så godt alligevel! Jeg tillod mig at lave nogle få ændringer fra TildeMa(d)s opskrift; mere ingefær og kanel, samt tilsætning af hakket mørk chokolade i store mængder. Mums!

Det var interessant hvordan denne opskrift beskriver hvordan man starter med at blande smør med tørre ingredienser; jeg plejer nemlig at starte med at piske sukker med æg først, så smør, og så de resterende ingredienser. Det gik dog helt fint, på nær det faktum, at jeg fik pisket en stor del af de tørre ingredienser rundt i hele køkkenet som det første, i forsøg på at piske det sammen med smør. 😉

bananmuffins

Opskrift på TildeMa(s) banancupcakes/muffins a la Opholdsrum, 12-15 stk:

  • 125 g hvedemel
  • 150 g sukker
  • 1 spsk bagepulver
  • 2 tsk kanel
  • 1,5 tsk ingefær
  • et nip salt
  • 75 g smør
  • 1 1/4 dl mælk
  • 2 æg
  • 2 store, skrællede, moste bananer
  • 75 g hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:

  1. Pisk tørre ingredienser og blødt smør sammen til det er godt blandet.
  2. Tilsæt mælk.
  3. Tilsæt æg ét ad gangen, og pisk godt ind i mellem.
  4. Vend til sidst most banan i dejen.
  5. Fordel i 12-15 forme.
  6. Bag ved 175 grader i 20-30 minutter.
  7. Spis de dejligt svampede kager lune med kold mælk, eller kolde med varm cacao! 😉

TildeMa(d) laver i øvrigt en topping af marengs. Det kunne jeg ikke lige overskue, og jeg synes i øvrigt ikke der var behov for frosting, idet jeg jo havde tilføjet hakket chokolade.