Tøm køleskabet grøntsagssuppe – denne gang med kartoffel, porre, løg og gulerod

Suppe hører denne kolde tid til. Og suppe hører den studerendes madplan til. Super nemt, varierbart og smagfuldt! Og nårh ja, billigt!

Hver uge holder vi tøm-køleskabet dag herhjemme, og her er suppe et oplagt valg. (Ligesom fx æggekage, omelet, tærte, pizza, biksemad og gryderetter). Denne uge bestod suppen derfor både af den klassiske blanding af porre og kartofler, men tilsat også løg og gulerod. Og havde der været andre spændende ting i grøntsagsskuffen, var de nok også røget med! 😉 Eksempelvis kunne andre rodfrugter, tomater, broccoli eller blomkål passe godt til.

suppe

Ingredienser, 3-4 personer

  • 1,5 kg blandede grøntsager og rodfrugter. (Jeg brugte ca. 600 g kartofler, 400 g gulerødder, 2 porrer og 2 løg)
  • ½-1 L grøntsagsbouillon – det gør ikke noget, at det er fra bouillonterninger 🙂
  • Creme fraiche, brød og smør til servering
  • Salt og peber
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde

  1. Skær alle grøntsager i mundrette stykker, og svits på en pande i olie i 5 minutters tid.
  2. Overhæld med bouillon, og lad koge i ca. 20 minutter – indtil kartofler og andre rodfrugter er møre.
  3. Blend i en blender eller med en stavblender, og smag til med salt og peber.
  4. Hæld evt. mere vand eller bouillon i hvis du synes den er for tyk.
  5. Server med ristet brød, smør og en klat creme fraiche.