Mættende, sund salat med blomkål, kikærter og ærtedressing

I morgen er det ifølge kalenderen sommer.

Tja. Det synes jeg ikke man fornemmer, når man begiver sig udenfor; det bliver bare ved med at blæse og regne. Æv. Så er det godt, at man kan trøsespise med sommermad, og lade som om, at solen kigger frem! 😉

Her har jeg lavet en mættende salat. Mættende fordi der både er blomkål, kikærter, tomat, peberfrugt og honningmelon i. Den er dejlig snasket, fordi den er vendt i en ærtedressing baseret på ærter, persille og A38. Den ser super fin ud, og smager dejligt.

Hvis du også er i humør til andet end “ren salat” til aftensmad, vil den passe fantastisk til fx fisk.

forårssalat2

Ingredienser, dressing:

  • 2 dl ærter (gerne friske, men fra frost er også helt ok)
  • 2 små fed hvidløg
  • Saft fra ½ citron
  • ½ bundt persille
  • 1 tsk honning
  • Ca. ½ tsk fint salt (men smag dig frem)
  • 1-2 dl A38 eller andet neutralt, syrnet mælkeprodukt
  • Evt ½ chili hvis du kan lide det

Ingredienser, salat:

  • 1 stor rød peberfrugt
  • ½ stort blomkålshoved (eller 1 lille)
  • 3-4 store tomater
  • ½ honningmelon
  • 1 dåse kikærter (eller kog dine egne, du skal bruge ca 400 g kogte)

Fremgangsmåde, dressing:

  1. Det er nemt! Det hele skal blendes på nær persillen, til det er en flydende masse.
  2. Tilsæt evt ekstra A38 hvis dressingen er for tyk.
  3. Smag til – måske skal der ekstra salt eller citron i?
  4. Tilsæt til sidst finthakket persille.

Fremgangsmåde, salat:

  1. Skær alle grøntsager og melonen i små bidder. (Og ja, du kan også bruge blomkåls stokken; den skal bare snittes ekstra fint! Ingen grund til at smide den ud.)
  2. Skyl kikærterne godt i koldt vand, og tør dem.
  3. Bland det hele sammen, og vend det i dressingen.
  4. Server!

Bloggerevent med coop, savannah og en lækker, lun kartoffelsalat!

Jeg var (sammen med en håndfuld andre jyske bloggere) inviteret til en hyggelig aften arrangeret af Coop. Arrangementet havde fokus på Coops afrikanske produktserie Savannah, som bygger på sloganet “udvikling gennem handel”. Det betyder, at Coop ikke “bare” donerer penge til Afrika, men derimod hjælper landet ved – via køb – at skabe arbejdspladser og vækst.

Aftenen stod på salatværksted af fineste kaliber. Råvarerne var nøje udvalgt fra produktserien, og det var lækre sager. Sammen med Samantha lavede jeg en lun kartoffelsalat med broccoli, tilføjet sukkerærter, grønne bønner og peanuts fra Savannah-mærket.

Sammen med en citrusdressing gik det hele op i en højere enhed. ISÆR serveret med fantastisk Savannah-ribeye. Og ikke nok med at kødet var af så god kvalitet, vi fik også undervisning i kødtilberedningen af Michelinrestauranten Kiin-Kiins kok Christian Just. Det var en mæt studerende som tog hjem efter sådan en aften!

coop1coop5

Ingredienser, salat

  • ½ finthakket rødløg
  • 1 broccolihoved delt i buketter
  • 1 stor håndfuld grønne bønner
  • 2-3 spsk saltede peanuts
  • 4-5 kogte kartofler
  • 1 stor håndfuld friske sukkeræerter

Ingredienser, dressing

  • 1 dl hakket persille
  • 1 spsk revet citronskal
  • Salt og peber
  • 1½ tsk honning
  • ½ spsk eddike
  • 2 tsk hakket chili
  • ½ dl rapsolie

Fremgangsmåde:

  1. Kog kartoflerne (gerne i lidt bouillon).
  2. Damp broccoli i nogle minutter.
  3. Kog de grønne bønner i 5-10 minutter. (De kan indeholde lektiner, som forsvinder ved kort varmebehandling. Lektiner kan give ganske ondt i maven!)
  4. Skær sukkerærterne i mindre stykker.
  5. Skær kartoflerne i kvarte.
  6. Bland dressingen.
  7. Bland alt, på nær saltede peanuts, som drysses på til sidst.
  8. Server med en god bøf! Eller hvad med en gang spicy fiskedeller?