Marinerede grøntsagsspyd på grillen

Sommer = grill.

Grill = lækkert!

Det er super nemt at lave tilbehørsspyd med grøntsager. Passer perfekt til det, du ellers har lyst til at grille.

grillspyd

Ingredienser, 5 spyd

  • 5 små tomater
  • ½ squash/courgette
  • 10 champignons
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 (rød)løg
  • 1 dåse tomatpure (erstat evt. af ½-1 dl BBQ eller HP sauce)
  • 2-3 spsk olie
  • ½-1 tsk salt
  • 3 hvidløgsfed
  • Peber
  • 1 tsk timian

Fremgangsmåde

  1. Bland marinaden af tomatpure, olie, salt, timian, presset hvidløg og peber. (Erstat evt. tomatpure med andet, fx HP eller BBQ sauce).
  2. Rens grøntsager, og skær pebefrugt, løg og squash i skiver. Fordel på spyd.
  3. Pensl med marinade, og lad trække, gerne et par timer i køleskab.
  4. Grill i 15 minutters tid ved mellemvarme, indtil det er godt mørt.
Reklamer

Laksefilet i hjemmelavet barbecue marinade

Marineret laks egner sig perfekt til sommerens grillaftener. Hvem siger, at det skal være røde bøffer og pølser på grillen hele tiden? Serveret med en mager kartoffelsalat og måske nogle grillede majs er det en ekstra dejlig sommerspise.

Denne gang måtte jeg dog tilberede laksen på pande, og koge majskolberne; der var ikke mere grill kul! Det blev retten dog ikke mindre god af.

Du skal ikke lade dig skræmme af de tilsyneladende mærkelige ingredienser i marinaden; jeg lover, at det smager godt! 😉

marineret laks 2

Ingredienser, marinade til 4 stk laks:

  • 3 spsk ketchup
  • 2 spsk Soya
  • 1 tsk brun farin
  • 1 spsk olie
  • 1 presset hvidløgsfed
  • ½ tsk stødt, røget paprika

Derudover skal du bruge:

  • Majskolber
  • Nye kartofler
  • Evt: hytteost, remoulade og sennep til servering
  • Smør og salt til servering

Fremgangsmåde:

  1. Bland marinaden. Smag til; mængderne er bare cirka-angivelser.
  2. Læg laksefileterne i en plasticpose sammen med marinaden og bind knude på – så er marinaden nem at fordele.
  3. Lad laksen marinere i et par timer.
  4. Kog de nye kartofler i 15-20 minutter, alt efter hvor nye og hvor store de er. Gerne med skræl!
  5. Pil blade og “hår” af majskolberne, og kog dem med kartoflerne de sidste 5-6 minutter.
  6. Steg laksen ved middelhøj varme i 4-5 minutter på hver side. Den skal blive ugennemsigtig, og lige præcis skille i lamellerne. Den må gerne være svagt klar i midten, hvis du kan lide det sådan – så sikrer du, at fisken ikke bliver kedelig og tør.
  7. Bland evt en “remouladesovs” af lige dele hytteost og remoulade, smagt til med en lille klat sennep, salt og peber. Passer godt til fisk.
  8. Server det hele – husk masser af smør og salt til majskolberne! 🙂

Grilltip; billige kyllinge-spareribs (med aspargessalat og hasselbach kartofler)

Efter en god, forlænget weekend står der igen “mandag” på skemaet. Heldigvis snakker meteorlogerne om solskin senere på ugen, men indtil videre er det et ganske kedeligt vådt vejr udenfor. Derfor drømmer jeg mig væk med tanker om grillmad og solstråler, og viderebringer i den forbindelse et grilltip:

Netto har denne sommer et grill-kød-sortiment hvor alt er fastlagt til en pris á 25 kr – dejligt! Derfor prøvede kæresten og jeg sidste uge (dengang solen skinnede!) at grille deres “kyllingespareribs”, og det var en stor succes. Smagen var ikke i nærheden af almindelige ribs, men smagte stadig fortræffeligt. Især serveret med hasselbach kartofler og en god salat. (Og næ, jeg er ikke sponsoreret, men blot svært glad for gode priser… 😉 )

kyllingespareribs1aspargessalat

Fremgangsmåden var simpel; smid kyllinge-spareribs direkte på en varm grill, og tilbered ca. 10 minutter på hver side, indtil de er min. 75 grader hele vejen igennem. Salaten lavede jeg af blancherede grønne asparges og friske agurker, vendt i en dressing blandet af citronsaft, honning, olie, salt og peber. Kartoflerne blev tilberedt á la hasselbach; der blev skåret riller i dem, de blev penslet med olie, drysset med paprika, salt og peber, og bagt i ovn ved 200 grader i 20-30 minutter. Velbekomme – husk is til dessert. 😀