Gullash suppe

Normalt forbindes ungarsk gullash nok med en tyk, lækker sag, serveret med en bastant kartoffelmos. Og med god grund, for for søren, det er en lækker ret. I går valgte jeg dog i stedet at kaste mig over en gullash suppe i stedet, hvor den tykke sovs i stedet blev til smagfuld suppe, og kartoffelmosten blev droppet til fordel for mundrette kartoffelstykker i selve suppen. Lækkert! Og simpelthen så nemt, det passer jo helt sig selv de par timer den skal simre.

gullash suppe

Ingredienser, 4 personer

  1. 400 g gullash kød (oksekød)
  2. 5-6 kartofler
  3. 3-4 gulerødder
  4. 1 laurbærblad
  5. et par tsk. paprika
  6. ½-1 L oksebouillon (Fx fra bouillonterninger)
  7. 200 g champignon
  8. 2 store løg
  9. 3 fed hvidløg
  10. 1 ds hakket tomat
  11. Peber, evt. salt

Fremgangsmåde

  1. Hak løg og hvidløg, og svits i en gryde/en stor stor pande.
  2. Tilføj oksekødet, og brun det, sammen med paprika.
  3. Tilsæt kartofler, champignon og gulerod i mundrette stykker. Svits med et par minutter.
  4. Hæld hakket tomat og ca. ½ liter bouillon over retten, og tilsæt laurbærbadet.
  5. Lad koge i 30 minutter, og smag så. Skal der mere bouillon i? Eller mangler der paprika? Eller er det tid til at fiske laurbærbladet op igen?
  6. Kog i endnu en times tid – kødet skal koge LÆNGE og blive lækkert og mørt.
  7. Smag til igen – er den for stærk/voldsom, tyndes lidt ud med mere bouillon.
  8. Server med creme fraiche og ristet brød med smør på en kold dag.

Velbekomme! 🙂

Ungarsk gullash med mos

Jeg GAD godt vide, hvorfor jeg ikke har forsøgt mig med gullash før nu, mere end ét år siden jeg flyttede hjemmefra. Det er jo en genial ret! Billige, billige råvarer, nemt at lave i kæmpe portioner til mange dage, og helt utroligt lækkert.

Det eneste minus er, at det er en ret som tager lang tid (da den helst skal simre i mindst(!) en time, og gerne længere), men sammenlignet med fx lasagne er det jo egentlig ikke galt. Derudover passer retten også sig selv det meste af tiden, så det er ingen sag at bikse sammen, så længe man ikke først får fri fra studiet kl 17! 🙂

gullasch

Ingredienser, gullash, 2 personer 2 dage, eller bare 4 personer 🙂

  • 3-400 g gullash-kød (oksekød i mundrette bidder)
  • 8 gulerødder
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpuré
  • 2 store spsk paprika
  • salt og peber
  • 2 dl vand
  • 2 bouillonterninger med oksekødssmag
  • 1 tsk maizena
  • 3 store løg
  • 4-5 fed hvidløg
  • 1 tsk olivenolie
  • 1 laurbærblad

Ingredienser, mos

  • 4 store gulerødder
  • Lidt mindre end 1 kg kartofler
  • 2-3 dl mælk
  • 1 spsk smør (eller mere, hvis du er til den slags)
  • Hvis du RIGTIG giver den gas: 1 dl fløde i stedet for noget af mælken

Fremgangsmåde, gullash

  1. Hak løg, og svits dem ved høj varme i lidt olie. Efter et par minutter tilsættes kødet, som (Stadig ved høj varme) brunes på alle sider.
  2. Gulerødder skrælles og skæres i større stykker, og tilsættes sammen med tomatpuré og hakket tomat.
  3. Bouillonterningerne og de 2 dl vand tilsættes ligeledes, sammen med pressede hvidløgsfed, peber, laurbær og paprika.
  4. Lad simre i en times tid, og smag saucen til. Bland maizena med ½ dl vand, og rør i gullashen.
  5. Lad simre lidt længere! (Fisk laurbærbladet op nu eller senere; når du synes, det har afgivet smag nok.)

Fremgangsmåde, mos

  1. Skræl kartofler og gulerødder.
  2. Kog det mørt, ca. 20-30 minutter alt efter friskhed og sort.
  3. Hæld vandet fra, og mos sammen med mælk, smør og evt. fløde.
  4. Smag til med salt og peber.

Velbekomme!