Farverig septembersalat med skyrdressing

Puha jeg er træt ovenpå sådan en weekend proppet med smagsindtryk og dejlige mennesker på Food Festival i Aarhus. Det var super sjovt (som altid), og jeg kom hjem med tasken og armene proppet med lækre, friske, danske septemberråvarer. Jeg arbejdede i Arlas mælkehuse, hvor jeg fik lov at lave smagslaboratorie for børn med modige smagsløg, sammen med en håndfuld fantastiske kollegaer.

De lækre grøntsager fik jeg smagt her til aften, hvor jeg lavede bagt portobello (med lækre svampe fra Tvedemose!) med squash fyld og masser af ost. Hertil en festlig, farverig, og utrolig smagfuld septembersalat.

september salat

Ingredienser, 2 personer

  • 1/4 lilla spidskål
  • 1 frisk majskolbe
  • 1 peberfrugt
  • 1 håndfuld valnøddekerner

Ingredienser, dressing

  • 3 spsk skyr
  • 1,5 tsk honning
  • Knivspids salt
  • Saft fra ½ citron
  • 1/4 bundt persille

Fremgangsmåde

  1. Snit spidskålen fint, og skær peberfrugten i tern.
  2. Overhæld evt. majskolben med kogende vand, eller brug den rå. Skær kernerne af.
  3. Hak valnødderne.
  4. Bland dressingen af alle ingredienserne.
  5. Vend det hele sammen, og server! Super simpelt, og alligevel så lækkert.
Reklamer

Pestokrydret kyllingebryst og hokkaido græskar i ovn

Sammen med efteråret kommer en masse fantastiske råvarer.
Ud over (mine elskede!) frugter som æbler, pærer, blommer, osv., er der også masser af lækre grøntsager. Kål, svampe, rødder – og græskar!
De græskartyper man typisk finder i danske supermarkeder er hokkaido og butternut squash.
Jeg har valgt at ovnstege hokkaidogræskarret i ovnen, godt krydret med timian, paprika og chili. Og ja, skrællen kan sagtens spises, den bliver dejlig blød efter tilberedning!
Til græskarret serverede jeg en god salat med friske, danske råvarer (spidskål, gulerod, blommer…) og pestokrydrede, ovnbagte kyllingebrystfileter. Dejlig nemt; det meste passede sig selv i ovnen!
bagt hokkaido

pestokylling

Ingredienser, 2 personer og lidt til madpakken

  • 4 kyllingebrystfileter
  • ½ lille glas pesto, fx peberfrugt
  • 2 hvidløgsfed
  • Salt og peber
  • Timian, stødt chili, stødt paprika
  • ½ stort hokkaidogræskar
  • Salat efter smag og efter hvad du har i grøntsagsskuffen
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde

  1. Vask græskarret, og halver det. Fjern tråde og kerner fra midten. Skær det i både.
  2. Fordel græskarbådene på en bageplade. Pensl med lidt olie, og krydr med salt, peber, timian, chili og paprika.
  3. Fordel kyllingen i et ovnfast fad.
  4. Bland pestoen med de pressede hvidløgsfed.
  5. Pensl kyllingen med pestoen.
  6. Bag både kylling og græskar i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 20-30 minutter (indtil kyllingen er gennemstegt, og græskarkødet et blødt).
  7. Imens det er i ovnen kan du lave en salat alt efter smag og køkkenskuffe-lager. 🙂
  8. Server gerne med hytteost og en god sennep.

Dampet torsk på grøntsagsbund med kartoffelbåde – og en madplan!

Indrømmet; madplanen blev nedprioriteret lige efter studiestart. Men nu hvor første modul er ved at være ovre, er der også kommet godt gang i planlægningen igen. Og det er rart! Det kører altså meget nemmere med budgettet og den varierede, sunde kost, når man tager sig lidt tid til at planlægge og tjekke tilbud.

Denne uge ser sådan ud:

Mandag Dampet torsk i ovn på grøntsags bund med hjemmelavede kartoffelbåde
Tirsdag Ungarsk gullasch med kartoffelmos
Onsdag Rester fra tirsdag
Torsdag Kartoffel/porre suppe
Fredag Grøntsags-gryde med bønner og fuldkornspasta
Lørdag Spise hos en veninde
Søndag Tøm køleskabet dag

Den ovn-dampede torsk på grøntsagsbund blev lavet i min steam-roaster fra Lekue, men kan også sagtens laves i et almindeligt ovnfast fad med folie over. Det er en billig ret, og en lækker måde at få noget af sin ugentlige fisk på!

torsk

Ingredienser, 2 personer

  • 250 g torsk / 2 store torskefileter
  • 2 gulerødder
  • 1 lille porre
  • 1 peberfrugt
  • 1 dl hvidvin eller stærk grøntsagsbouillon (1 terning blandet med ikke så meget vand.)
  • Salt og peber
  • Kartofler
  • 1 tsk olivenolie

Fremgangsmåde

  1. Skrub kartoflerne og skær dem i både. Vend dem med salt og peber og olie, og sæt i en forvarmet varmluftsovn på 200 grader.
  2. Snit grøntsagerne fint og fordel dem i fad eller steam-roaster. Overhæld med bouillon eller hvidvin.
  3. Fordel torsken over grøntsager, og krydr med salt og peber. Luk steam-roasteren eller læg stanniollåg på det ovnfaste fad.
  4. Når kartoflerne har bagt i 30 minutter, skrues varmen i ovnen ned til 180 grader, og fiskefadet sættes ind i 15 minutter.
  5. Server 🙂

Kylling og squash i tomatsauce med tikka-masala

Pande-og gryde bikseretter hører i sandhed efterårssæsonen til. Og heldigvis for det; de varmer, smager godt, og er super nemme at have med at gøre. Derudover er de gode sidst på ugen/måneden, da man kan bruge de grøntsager og det kød, man nu engang har i køleskabet/fryseren.

I går biksede jeg en lidt spicy ret sammen. Kyllingefilet sauteret med en masse løg og squash og tikka-masala krydderi, kogt sammen med hakkede tomater og så et ordentligt skvæt timian. Så bliver det ikke mere ligetil! 🙂

kylling_squash_i_tomat

Ingredienser, 4 personer

  • 400-500 g kyllingebrystfilet i mundrette stykker
  • 1 stor squash
  • 2-3 store løg
  • 1½ spsk tikka-masala krydderi (du kan købe en kæmpe pose i Tiger til en 10’er.)
  • 1 spsk timian
  • 1 bouillonterning (kylling eller grøntsagssmag)
  • 1 dåse hakket tomat
  • Gerne en håndfuld friske tomater i store stykker
  • 2 dl vand
  • 1-2 spsk maizenamel
  • Pasta – gerne fuldkorn! Eller ris – gerne brune eller vilde!

Fremgangsmåde

  1. Hak løgene groft, og svits dem i en varm pande (måske i lidt olie) til de skinner. Tilsæt kylling og tikka-masala, og steg, til kyllingen er næsten gennemstegt.
  2. Tilsæt squash i større stykker, og evt. tomater. Svits videre i et par minutter.
  3. Tilsæt bouillonterning, hakket tomat fra dåse og 1 dl vand. Kog op, og tilsæt så timian.
  4. Bland 1 dl vand med maizenamel, og rør i den kogende ret. Lad simre i nogle minutter.
  5. Når bouillonterningen er opløst, og kyllingen gennemkogt, smages til med salt og peber og evt. mere tikka-masala.
  6. Lad simre ved lav varme mens du koger ris eller pasta. Det gør kyllingen ekstra mør og lækker!
  7. Server gerne med en let salat.

Frivillig på Food Festival

I går var jeg frivillig i “Planteriget” på Food Festival i Aarhus – 11 timer på det (heldigvis solbeskinnede) areal Tangkrogen.

Dagen startede med en god gang morgenmad i frivilligteltet, som bød på alt fra rundstykker til yoghurt med müsli til havregrød. Super lækkert! Dernæst blev jeg sendt i opvasken i tre timers tid, hvilket måske ikke liiiige var hvad jeg havde håbet på. Heldigvis kom der en turnus-ordning, sådan at jeg herefter også fik lov at lave lidt andet skægt. Eksempelvis blev jeg sidst på eftermiddagen placeret ved en stand, hvor der blev lavet en varm salat workshop. Her blev fremtryllet de lækreste tilbehørsretter med utraditionelle ingredienser, som hvidløgets blomster-skud, hestebønner, og blå kartofler. Ih hvor det duftede og smagte skønt, og folk var elle vilde med at se og prøve hvor mange variationsmuligheder grøntsagerne har, når blot man giver sig tid til at overveje råvaresammensætningen og tilsmagningen.

Jeg fik også kigget mig lidt omkring på resten af festivallen, men det var nu engang i planteriget, at jeg var gladest for råvarerne;

efterår

Inde i teltet blev der også fremtryllet meget andet end varme salater. Eksempelvis blev der stegt svampe til den store guldmedalje, pimpet kål, og lavet skønne juicer. Det var så lækkert, at der næsten ikke var behov for al den skønne mad, der var både til frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad i frivilligteltet – men det blev nu spist på trods af fyldt mave, for hvor smagte det hele bare lækkert.

Slutteligt var en af mine opgaver også at gå rundt og “lokke” folk til at komme hen til planterigets telt, ved at gå rundt med smagsprøver og konkurrence-flyers.

foodfest

Det kan kun anbefales at melde sig næste år; de 11 timer går hurtigt, og man møder en masse søde mennesker, og får spist sin egen vægt * 2 i lækre retter! 😉

Tikka-masala kylling med tomat og kartofler

I takt med at det bliver mere og mere efterår, bliver simreretter også mere og mere værdsat i den lille, aarhusianske lejlighed. Vi er gået tidligt i gang i år, og der har allerede stået tikka-masala kylling på bordet, serveret i en indisk-inspireret, krydret tomatsauce, med kartofler og salat. En ret som er inspireret hjemmefra, som der blev kaldt “mosters kylling.” 😉

Har man først investeret i et ordentligt krydderiskab, er denne ret billig og nem – råvarerne er kylling, gulerødder, løg, frosne ærter og majs, og dåsetomat. Og så selvfølgelig karttofler. Råvarer, som den studerende jo har et dejligt forhold til; de er sunde, lettilgængelige, og drøje i brug. 😉

Krydderierne skal man lade være med at købe i Brugsen, Kvickly, Spar eller lignende. Man skal derimod i en discountbutik og kigge efter krydderiposer, eller endnu bedre, ned til den lokale grønthandel, Tiger eller Anna og Clara. Her fås krydderier i store poser til 7-10 kr, modsat de “finere” supermarkeder, hvor små glas fås til omkring 20 kr.

tikka_masala_kylling_3

Ingredienser, 4 personer (eller 2 personer i 2 dage.)

  • 3 kyllingebryst fileter
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 2 løg
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 6 gulerødder
  • 3 hvidløgsfed
  • 1 dl frosne majs
  • 1 dl frosne ærter
  • Krydderier: nelliker, kanel, paprika, tikka-masala, salt, peber og chili.
  • Kartofler til 4 personer
  • Ca. 1/4 L boullion (½ boullionterning opløst i kogt vand.)
  • Evt ½ tsk sukker

Fremgangsmåde

  1. Skrub/skræl kartoflerne, og sæt dem over.
  2. Svits hakkede løg og pressede hvidløgsfed sammen med 1 lille tsk kanel og 1 lille tsk nelliker.
  3. Når løgene er blanke, tilsættes kyllingebryst i tern, sammen med 1 tsk tikka-masala krydderi, 1 tsk paprika og lidt chili. Kødet brunes af.
  4. Tilsæt hakkede tomater og tomatpuré, samt gulerødder skåret i grove stykker.
  5. Lad simre, og tilsæt lidt boullion, hvis saucen ikke dækker kød og gulerødder.
  6. Efter ca. 15-20 minutter smages der til med salt, peber, og andre krydderier, som du synes mangler. Mangler der sødme, kan du tilsætte ½ tsk sukker.
  7. Lad ærter og majs koge med de sidste 2-3 minutter.
  8. Server med de kogte kartofler og en salat.