Parmesan grissini

Sidder man inde med en rest parmesanost er man et godt skridt på vejen mod en fantastisk lækker aften-snack. Det er nemlig super nemt at lave sine egne grissini-sticks med parmesansmag. De passer perfekt til en aften med en god rødvin, gode venner, og en dejlig dip eller tre. (Mums, de ville være fantastiske til en gang hummus og tzatziki!)

Grissini_parmesan

Ingredienser, ca 5 snacksultne personer

  • 8 g fint salt
  • 30 g parmesanost, fintrevet
  • 1 dl vand
  • ½ dl olivenolie
  • 25 g gær
  • 250 durummel
  • Evt: sesam, birkes, groft salt, paprika, hvidløgspulver…

Fremgangsmåde

  1. Alle ingredienser blandes grundigt – det skal have konsistens som en tyk, fed dej.
  2. Rul dejen meget tyndt ud, og skær den i tynde strimler. (Grissinidejen hæver en del, så lav dem lige lidt tyndere, end du vil have dem, når de er færdige.)
  3. Drys dem evt. med spændende ting – sesam, birkes, groft salt, paprika og hvidløgspulver er bare nogle få eksempler. (Overvej, hvad der passer godt til den dip, du serverer grissinierne til. Hvis du altså laver dip. De er også lækre uden!)
  4. Bag dem på en bageplade i 15-20 minutter – til de er gyldne og sprøde – ved 165 grader varmluft.
  5. Køl ned og server! 🙂