Persille-kikærte-frikadeller med tomatsauce (pandestegte falafler)

Kikærtefrikadeller er super nemt, og ikke mindst billigt. Jeg er stor fortaler for, at man mindst(!) ugentligt laver kød-fri aftensmad – både af miljømæssige, økonomiske, ernæringsmæssige og ikke mindst smagsmæssige årsager. Forleden stod menuen derfor på pandestegte kikærtefrikadeller, som vel egentlig er en form for falafler; grundmassen minder hvert fald meget om, men man undgår friturestegningen. Hertil lavede jeg en grøntsagsrig tomatsauce for at få tømt grøntsagsskuffen, og i kan tro, det var godt. Saucen kræver ikke så meget andet end tid, faktisk! Jo længere den får lov at simre, jo bedre.

Et godt tip er at lave ekstra meget tomatsauce, og bruge resten en anden dag på pizza eller i pizzasnegle.

kikærte frikadeller 2

Ingredienser, 7-8 frikadeller

  • 1 dåse kogte kikærter
  • 1 bundt persille
  • 1 æg
  • Ca. 1½ dl fuldkornsmel
  • Ca. ½ tsk salt, og lidt friskkværnet peber
  • 1 stort løg
  • Smør til stegning

Ingredienser, tomatsauce

  • 4-5 store, modne bøftomater
  • Ca. 3-400 g grøntsager (jeg brugte spidskål.)
  • 1 bundt springløg eller 2 almindelige løg.
  • Basilikum (frisk eller tørret)
  • 1 grøntsags bouillon terning
  • 1 tsk sukker
  • ½ dl vand

Fremgangsmåde, tomatsauce

  1. Sauter løgene i en gryde ved middelvarme i 4-5 minutter til de bliver klare.
  2. Skær tomaterne og de andre grøntsager i små stykker, og føj dem til gryden.
  3. Tilføj vand, bouillon og sukker.
  4. Lad det hele simre godt i minimum 20 minutter. Tilsæt basilikum, og blend hele molevitten med en stavblender.
  5. Lad det hele simre uden låg i minimum 20 minutter mere – gerne meget længere! Jo længere tid, jo bedre smag og tykkere konsistens.

Fremgangsmåde, frikadeller

  1. Skyl kikærterne, og blend dem (det går nemt i en minihakker).
  2. Bland med hakket persille, æg, mel, og finthakket løg. Smag til med salt og peber. (Hvis du bruger danske æg må man nemlig gerne! 🙂 )
  3. Steg i lidt smør ved middelhøj varme, ca. 5 minutter på hver side.

Server med en god salat, eksempelvis en med speltkerner, rucola og tranebær. Velbekomme!

Reklamer

Pizza med fuldkornsmel og hjemmelavet tomatsauce

En masse kyllinge-pålæg i køleskabet (som kun kunne holde til i dag) endte på en pizza. En næsten sund en (på nær osten!) endda. Så slap vi for at smide det pålæg ud, der ellers ville nå at blive for gammelt!

 

Den blev heller ikke værre af det tykke lag tomatsauce!

Ingredienser, 3 personer

  • 2 dl fuldkornsmel
  • 2 dl hvedemel
  • 2 tsk olie
  • 1 – 1½ dl lunkent vand
  • salt og peber
  • Oregano
  • 25 g gær
  • 1 ds hakkede tomater med basilikum
  • 1 fed hvidløg
  • topping og ost af eget valg

Fremgangsmåde

  1. Dejen laves ved først at opløse gæren i vandet. Hernæst blandes det med mel, olie og en knivspids salt. Skal hæve ca 30 min.
  2. Tomatsaucen laves ved at bringe dåsetomaterne i kog. Hertil tilføjes salt, peber og presset hvidløg. Derudover oregano. Saucen koges i 15-20 minutter, sådan at en mindre flydende konsistens opnås.
  3. Dejen rulles ud, og herpå fordeles først tomatsauce, så topping, og så ost. Slutteligt drysses med oregano.
  4. Bages i 10-15 minutter ved 220 grader.
  5. Server gerne med ovnbagte pommes frites (ikke friturestegte. fy!) og salat.