Rugbrøds hapsere

Det perfekte mellemmåltid! Små boller/hapsere med rugbrød, kerner, frø, tørret frugt og nødder. Sprængfyldt med smag, fibre og mæthed, og ideelle til madpakken.

Jeg har fyldt dem med valnøddekerner og figen, men du kan bruge lige det, du kan lide. Fx rosinder, chokolade, tranebær, hasselnødder, mandler, figenstænger, dadler, kokos, tørret banan eller hvad ved jeg. 🙂

Bag gerne en kæmpe portion, så du har nogle at komme i fryseren.

rug hapsere

Ingredienser

  • 1½ dl surdej
  • 2 dl rugmel
  • 1 dl skårne/knækkede rugkerner
  • 1 dl blandede frø/kerner (fx græskarkerner, hørfrø eller sesamfrø)
  • 1 spsk honning
  • ½ tsk fint salt
  • 1½ dl hakket fyld (jeg brugte figner og valnødder)
  • 1-2 dl lunkent vand
  • 1-2 dl lunkent vand mere.

Fremgangsmåde

  1. Læg blandede frø / kerner samt rugkerner i blød i 1-2 dl vand dagen før du skal bage.
  2. Bland resten af ingredienserne godt sammen. Det skal være ligesom en meget tyk grød.
  3. Fordel dejen i smurte (muffin)forme. (Brug helst smør, ikke olie).
  4. Bag i 10 minutter ved 220 grader. Skru ovnen ned til 200 grader, og bag videre i en halv times tid; til de er gennembagte (mål evt kernetemperaturen; den skal være 97 gader!)

Peanut butter brownies – “den bedste kage, jeg nogensinde har smagt!”

Disse brownies har uden løgn fået ordene “den bedste kage, jeg nogensinde har smagt!” med på vejen.

Og det er til at forstå!

For med de uanede mængder smeltet chokolade, smør, sukker og peanuts kan det ikke andet end smage helt utrolig fantastisk. Især fordi de salte peanuts komplimenterer den søde kage rigtig godt.

Men! Hold dig langt væk, hvis du er en stakkels sjæl, der er bange for kalorier… 😉

peanut brownie

Ingredienser, ca 10 stk

  • 200 g mørk chokolade
  • 150 g smør (eller margarine i mangel af smør)
  • 250 g sukker (gerne ½ brun farin, ½ alm. sukker)
  • 2 spsk rå cacaopulver
  • 3 æg
  • 2 dl saltede peanuts, grofthakkede
  • 2 spsk peanutbutter (cremet eller chunky, det er lige meget)
  • 150 g hvedemel

Fremgangsmåde

  1. Smelt smør, peanutbutter og chokolade, enten over vandbad eller forsigtigt i mikrobølgeovnen.
  2. Bland sukker og cacaopulver. Rør dette i den smeltede chokolade/smør.
  3. Rør også mel og peanuts i.
  4. Rør til sidst æggene i – dejen skal være sej, men ikke super flydende. (Og pas på, chokolade/smør må ikke være alt for varmt når du tilsætter æggene, for ellers koagulerer de. 🙂 )
  5. Bag i en form (fx tærtefad eller lasagnefad) beklædt med bagepapir. 175 grader i ca. 30 minutter, eller indtil toppen begynder at se brownie-agtig ud. (Her dur tricket med at tjekke med en strikkepind ikke, da det er meningen, at dejen skal forblive lidt snasket!)
  6. Køl ned, og server. Gerne med vaniljeis, creme fraiche eller flødeskum, samt friske bær, hvis det skal være ekstra godt! 🙂

Scones med skyr og chokolade

Jeg elsker scones. Jeg elsker skyr. Og jeg elsker chokolade.

Så selvfølgelig elsker jeg også kombinationen af de tre!

scones

Ingredienser, 10/12 stk

  • 300 g hvedemel
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1/4 tsk fint salt
  •  3 spsk sukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 100 g hakket chokolade
  • 2-3 dl skyr
  • 100 g blødt smør
  • 1 æg

Fremgangsmåde

  1. Bland hvedemel, salt, kardemomme, sukker, bagpulver og hakket chokolade.
  2. Smuldr smørret i (brug fingrene!) og tilsæt derefter æg og 2 dl skyr.
  3. Saml det hele med hænderne. Tilsæt lidt mere skyr hvis der ikke er væske nok. Det skal bare samles, ikke æltes!
  4. Rul ud i et par cm’s tykkelse. Brug et lille glas til at stikke cirkler ud.
  5. Fordel på bagepapir. Bag ved 200 grader (ikke varmluft) i 15-20 minutter; indtil de er lidt gyldne.
  6. Server med the, kaffe og cacao! Helst i regnvejr mens i har tæppe og striksokker på.

Skúffukaka – islandsk chokoladekage

Før jeg flyttede hjemmefra var der ikke noget, der hed “bradepandekage”. Næ, for mor bagte nemlig den skønneske “skúffukaka” i stedet; en islandsk chokolade-bradepandekage. Egentlig tror jeg ikke der er de store forskelle mellem den islandske og den klassiske danske udgave – men efter jeg er flyttet hjemmefra og har bosat mig i Aarhus med søde Frederik, er det nu stadig skúffukaka der bages, og ikke bradepandekage.

I dag lavede jeg dejen til en bradepande og delte den op. Halvdelen kom i en springform, mens resten blev fordelt i muffinforme.

skúffukaka 2skúffukaka 1

Ingredienser, 1 bradepande eller 1 springform og ca 10 små muffins

  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk fint salt
  • 3 spsk vaniljesukker
  • 1 tsk natron
  • 1½ dl råt, usødet kakaopulver
  • 4 dl hvedemel
  • 1½ dl surmælksprodukt (fx A38, ymer eller creme fraiche)
  • 2 store æg
  • 100 g blødt smør
  • 3 dl sukker

Ingredienser, glasur

  • 1 dl blødt smør
  • 3 dl flormelis
  • ca. ½ dl meget, meget stærk kaffe
  • Krymmel til drys (eller kokosmel)

Fremgangsmåde

  1. Pisk æg, sukker og smør sammen i et par minutter, til det er lyst og skummende.
  2. Rør i en anden skål hvedemel, salt, natron, bagepulver, vaniljesukker og kakaopulver sammen.
  3. Vend det hele sammen, og tilsæt også surmælksproduktet.
  4. Fordel i en bradepande, og bag i 20-30 minutter. (Springform skal have lige så længe, men muffins skal kun bage ca. 15 minutter). 200 grader – medmindre du bruger varmluft, så er det i stedet 180 grader.
  5. Køl kagen ned.
  6. Bland ingredienserne til glasuren sammen – tilsæt evt. et par spsk. vand mere hvis den er for tyk. Fordel på kagen, og drys med glasur.
  7. Spis med gode venner og iskold mælk. 🙂

Hasselnøddecookies uden mel og smør

De her cookies er nok de bedste jeg har lavet til dato. Og så er de tilmed uden mel (=glutenfri) og uden smør! Til gengæld indeholder de sunde fedtsyrer fra en masse hasselnøddekerner. Og så er der også en masse kærlighed, chokolade og puddersukker i! 😉

hasselnøddecookies

Ingredienser, ca. 15 stk

  • ½ (lille) tsk fint salt
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 150 g hasselnødder
  • 100 g puddersukker (brun farin)
  • 50 g kokosmel
  • 2 æg
  • 100 g hakket chokolade, gerne god og mørk

Fremgangsmåde

  1. Blend hasselnødderne til en grov mel – det går nemt i en minihakker.
  2. Bland hasselnøddemelet med salt, vaniljesukker, kokosmel, bagepulver, puddersukker og chokolade.
  3. Rør til sidst æggene i.
  4. Fordel med to spiseskeer dejen i klumper på to bradepander beklædt med bagepapir. (God afstand i mellem, da de flyder lidt ud.)
  5. Bag ved 160 grader varmluft i 10-15 minutter; de skal være gyldne i kanten.
  6. Lad dem køle af på bradepanden et par minutter, of flyt dem så over på en rist for at køle helt ned.
  7. Spis – med et stort glas is koldt mælk eller dejlig varm te.

Kokostoppe deluxe; dem med marcipan!

Nu er det godt nok også ved at være længe siden at i har hørt noget nyt fra mig. Men det er nu ikke helt uden grund; min kalender har været (og er stadig!) frygtelig proppet. Eksempelvis har jeg de sidste par uger fejret pinsesolens stråler på Fyn, set Metallica live i Horsens og været på Northside Festival. Og nårh ja, så er der også en masse eksamensopgave skrivning for tiden… Suk 🙂

I dag var der dog et lille overskud til at skabe nogle søde mundfulde i mit køkken, med hjælp fra endnu sødere Frederik, som i dag er så heldig at have fået sommerferie. Nu dufter her fint af kokos; vi lavede nemlig kokostoppe med marcipan i. Selvfølgelig toppet med mørk chokolade. (Et lille tip; smelt mindst dobbelt så meget som du skal bruge; så kan du dyppe sommerens jordbær i resten, nu du alligevel er i gang med chokolade-griseriet! 😉 )

kokostoppe med marcipan 1kokostoppe med marcipan 2

Ingredienser, 1 bageplade små kokostoppe:

  • 2 mellemstore æg
  • 150 g sukker
  • 250 g kokosmel
  • 200 g revet marcipan
  • 1-2 spsk hvede- eller mandelmel
  • Evt 1-2 spsk vand
  • Evt 1 spsk vaniljesukker

Fremgangsmåde

  1. Pisk sukker og æg sammen. Evt også vaniljesukker, hvis toppene skal smage lidt af vanilje.
  2. Riv marcipanen og bland den med hvedemelet, så det ikke klumper sammen igen.
  3. Rør det hele sammen på nær vandet.
  4. Hvis massen binder sig fint sammen er den færdig, og hvis ikke tilsættes et par spsk. vand, indtil massen hænger sammen.
  5. Form en masse kugler/toppe/hjerter/stænger eller hvad du nu er i humør til.
  6. Bag i midten af en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter, eller indtil de er gyldne. Pas på, lige pludselig går det hurtigt!
  7. Smelt noget chokolade, og pynt toppene når de er kolde. Du kan også vælge at dyppe bunden i chokoladen  stedet.
  8. Opbevares i lufttæt beholder i ca. 1 uges tid – eller til der ikke er flere! 😉

Intens chokolade kage uden æg

Nogle gange sker det desværre. Lysten (/trangen!) til kage melder sig, men ak, ingen æg i køleskabet. Eller hos naboen. Og det regner, og så er Netto liiiige lidt for langt væk. Der er heller ikke kærnemælk i køleskabet, så en skøn kanelkage er ikke en mulighed.

Men hurra! Man kan da SAGTENS bage en fantastisk, intens og chokolade-mættet kage uden æg! 😀

chokoladekage uden æg

Ingredienser, 1 springform

  • 200 g hvedemel
  • 35 g kakao pulver
  • 2 tsk bagepulver
  • 200 g sukker
  • ½ tsk fint salt
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1½ dl rapsolie
  • 250 ml mælk eller vand eller yoghurt naturel eller lidt af det hele – hvad du nu har i køleskabet
  • 100-150 g hakket chokolade (jeg brugte både hvid og mørk)

Ingredienser, glasur

  • 2-3 dl flormelis
  • 1 spsk kakao pulver
  • 1 dl kokosmel
  • Vand (omkring 1-2 spsk)

Fremgangsmåde

  1. Bland hvedemel, kakao, bagepulver, salt, vaniljesukker, sukker og hakket chokolade i en skål.
  2. Rør olie og mælk/vand/yoghurt i, til det bliver en lind konsistens.
  3. Smør en springform med smør eller olie.
  4. Bag i 35-45 minutter ved 180 grader.
  5. Når kagen er kølet ned, blandes glasuren, som fordeles på.
  6. Server med creme fraiche og friske bær, hvis det skal være ekstra godt! 🙂

Ikke-helt-så-syndige fuldkorns luksuscookies

Cookies bliver aldrig helt sunde, men man kan da gøre en lille smule for at får lidt bedre samvittighed alligevel. Jeg har eksempelvis lavet de her cookies, som næsten er okay. Fuldkornsmel, havregryn, meget mørk chokolade, kokosmel og hakkede nødder kan vel ikke være helt skidt? Hvis nu vi glemmer sukkeret og smørret? 😉 De smager hvertfald meget bedre end købe-cookies, og er også en hel del billigere, hvis basislageret vel og mærke er i orden.

luksuscookies

Ingredienser, ca 20 stk

  • 2 dl fuldkornshvedemel
  • 2 dl hvedemel
  • 1-2 dl havregryn
  • 1 dl kokosmel
  • 2 dl brun farin
  • 1 spsk vaniljesukker – alternativt rent vaniljepulver
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk fint salt
  • 2 æg
  • 130 g smeltet smør/margarine
  • Hakkede hasselnødder og mørk chokolade efter smag

Fremgangsmåde:

  1. Bland det hele rigtig godt.
  2. Spis lidt af dejen – man må godt, hvis det er danske æg! 😉
  3. Form til ca 20 klatter, og bag ved 180 grader i 15-20 minutter, alt efter størrelsen.
  4. Køl lidt ned, og drik med iskold mælk eller dejlig varm kaffe, the og kakao.

knasende havregryns-cookies med mørk chokolade og hasselnødder

Jeg skal lige love for, at efteråret meldte sin ankomst lige fra den 1. september, med både regn, blæst og koldere vejr. Dejligt, at dmi lover bedring igen allerede fra slutningen af denne uge – specielt fordi jeg har meldt mig som frivillig på Food Festival i Aarhus på lørdag, hvor jeg skal lave indtil videre ukendte aktiviteter inden for området “planteriget.” Uh hvor jeg krydser fingre for, at det har at gøre med saftige, nyplukkede danske æbler. 🙂

Det, som passer godt til regnvejr (og solskins-ventetid,) er heldigvis lækre cookies og en kop varm te med kæresten. De er også gode til madpakken, og sådan en er jeg begyndt igen at have brug for, nu hvor studiet “Ernæring og Sundhed” for alvor er skudt i gang. (Så må vi lige glemme, at de her cookies måske ikke er så sunde!) Og ingredienserne er nogle man som regel har liggende, så de her er nogle lækre små sager, som ikke kræver dyre indkøb.

cookies_m_choko_og_nødder

Ingredienser, 15 stk

  • 60 g smør/margarine
  • 2/3 dl sukker
  • 1 æg
  • 50 g god, mørk chokolade
  • 50 g hakkede hasselnødder
  • knivspids salt
  • ½ tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 2/3 dl mel
  • 1 2/3 dl havregryn

Fremgangsmåde

  1. Pisk æg, sukker og blødt smør sammen.
  2. Bland i en anden skål de tørre ingredienser; salt, vaniljesukker, bagepulver, mel og havregryn.
  3. Hak nødder og chokolade groft.
  4. Vend det hele sammen.
  5. Fordel på en bageplade i klatter ca. på størrelse med en stor spiseske.
  6. Bag i ca. 15 minutter ved 175 grader, eller indtil de er gyldne i kanten.
  7. Nydes bedst med iskold mælk!

Syndig chokoladebrownie

Super, syndige brownies propfyldt med smeltet mørk chokolade, hvid, hakket chokolade og hasselnødder; ja, mundvandet begynder jo næsten at løbe bare ved tanken. I går aftes fik jeg besøg af søde Lone som er meget mere Aarhus-nytilflytter end mig, og efter en god gang æggekage (opskrift følger!) stod den på hjemmebagt, hjerteformet chokoladebrownie. Serveret med iskold mælk og creme fraiche var det helt perfekt.

brownie

Ingredienser, 1 lille form

  • 100 g mørk chokolade
  • 50 g hvid chokolade
  • 50 g nødder
  • 90 g farin
  • 90 g sukker
  • ½ tsk bagepulver
  • 90 g hvedemel
  • 125 g smør/margarine
  • 2 æg

Fremgangsmåde

  1. Smelt over vandbad den mørke chokolade sammen med smør. (Husk at bruge en heat-resistant skål!)
  2. Pisk de to sukkertyper sammen med æggene til en luftig æggesnaps.
  3. bland hakket hvid chokolade, hakkede nødder, bagepulver og mel.
  4. Pisk den smeltede chokolade og smør langsomt med æggesnapsen. Pas på, at det ikke er for varmt, så æggene koagulerer (=bliver til røræg!)
  5. Vend ovenstående med melblandingen.
  6. Bag dejen i en lille form, 180 grader, i ca. ½ time, alt efter tykkelsen. Dejen skal ikke være flydende inden i når kagen er færdigbagt, men det kan ikke undgåes, at den er blød.
  7. Lad køle ned inden du serverer – hvis du altså kan vente! Vi kunne ikke… 😉