Kikærtegryde (vegetarisk)

År 2015 er skudt godt i gang. Jeg har mægtig travlt med praktik og en eksamen for døren, men der er heldigvis en gang i mellem plads til at kokkerere en smule.

Det er vist ingen hemmelighed, at mange mennesker er på slankekur i januar. Eller blot forsøger at spise sundere. Og bare rolig; hvis du er en af dem, kan du sagtens tillade dig at spise denne ret. Og det er heldigt, for den smager dejligt.

Retten er vegetarisk, hvilket – ud over at være godt for dit helbred – også er godt for din økonomi! Derudover er retten smækfyldt med fiberrige og vitaminrige grøntsager! Disse kan du selvfølgelig variere alt efter hvad du har lyst til, hvad der er på tilbud, og hvad du i forvejen har.

kikærtegryde

Ingredienser, 4 personer (eller mad til to dage for to personer!)

  • 4 gulerødder
  • 1 dåse kogte kikærter (husk at skylle dem!) eller kog dine egne
  • ½ spidskålshoved
  • 6-8 kugler frossen spinat
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tørret chili (eller noget stødt chilipulver)
  • 1 dl vand blandet med 1½ spsk grøntsagsfond (eller 1½ bouillonterning) og 1 spsk maizena
  • Salt og peber
  • 1 spsk tørret paprika
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • Olie

Tilbehør: ris (gerne brune) eller kerner (fx byg eller spelt) og sød chilisauce.

Fremgangsmåde

  1. Skær løg i skiver og skær gulerødder i små stykker. Steg dette i et par spsk olie i ca. 5 minutter ved lav varme.
  2. Skær spidskål i strimler, og tilføj dette til gryden sammen med spinatkuglerne. og kikærterne. Lad det hele simre i 5 minutters tid.
  3. Hak hvidløg og chili fint, og tilsæt dette sammen med vandet , som du i forvejen har blandet med maizena og fond/bouillon.
  4. Smag til med salt, peber, paprika og spidskommen.
  5. Server med ris eller kerner, som du koger jf. emballagen.
Reklamer

Pestokrydret kyllingebryst og hokkaido græskar i ovn

Sammen med efteråret kommer en masse fantastiske råvarer.
Ud over (mine elskede!) frugter som æbler, pærer, blommer, osv., er der også masser af lækre grøntsager. Kål, svampe, rødder – og græskar!
De græskartyper man typisk finder i danske supermarkeder er hokkaido og butternut squash.
Jeg har valgt at ovnstege hokkaidogræskarret i ovnen, godt krydret med timian, paprika og chili. Og ja, skrællen kan sagtens spises, den bliver dejlig blød efter tilberedning!
Til græskarret serverede jeg en god salat med friske, danske råvarer (spidskål, gulerod, blommer…) og pestokrydrede, ovnbagte kyllingebrystfileter. Dejlig nemt; det meste passede sig selv i ovnen!
bagt hokkaido

pestokylling

Ingredienser, 2 personer og lidt til madpakken

  • 4 kyllingebrystfileter
  • ½ lille glas pesto, fx peberfrugt
  • 2 hvidløgsfed
  • Salt og peber
  • Timian, stødt chili, stødt paprika
  • ½ stort hokkaidogræskar
  • Salat efter smag og efter hvad du har i grøntsagsskuffen
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde

  1. Vask græskarret, og halver det. Fjern tråde og kerner fra midten. Skær det i både.
  2. Fordel græskarbådene på en bageplade. Pensl med lidt olie, og krydr med salt, peber, timian, chili og paprika.
  3. Fordel kyllingen i et ovnfast fad.
  4. Bland pestoen med de pressede hvidløgsfed.
  5. Pensl kyllingen med pestoen.
  6. Bag både kylling og græskar i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 20-30 minutter (indtil kyllingen er gennemstegt, og græskarkødet et blødt).
  7. Imens det er i ovnen kan du lave en salat alt efter smag og køkkenskuffe-lager. 🙂
  8. Server gerne med hytteost og en god sennep.

Æggemuffins med grøntsager

Endnu en sjov tøm-køleskabet ret.

Det er nemt! Og så kan det varieres i  det uendelige.

Jeg serverede dem med stegt medister, men de kan sagtens serveres alene, andre ting man nu har (fisk? frikadeller?) eller tages med i madpakken.

mini ægge muffins

Ingredienser, 15-20 stk

  • Ca. 4-500 g grøntsager du har i køleskabet (jeg brugte majs, tomat, broccoli, springløg og gulerod)
  • Ca. 6-7 æg
  • 1-2 dl mælk, fløde, hytteost, creme fraiche eller yoghurt naturel
  • Salt og peber
  • Evt. kød- eller fiske rester
  • Evt. revet ost
  • Evt. andre smagsgivere (jeg brugte persille og chili)

Fremgangsmåde

  1. Fordel grøntsagsresterne (og evt. kødrester) i muffinforme.
  2. Pisk i en skål æg og mælkeprodukt sammen. Smag til med salt, peber og eventuelt andre smagsgivere.
  3. hæld æggeblandingen over resterne.
  4. Drys evt. med revet ost.
  5. Bag ved 200 grader i 15-20 minutter, indtil æggemassen er stivnet og osten er gylden.

Super sund og smæskelækker suppe (med fisk!)

Fedtfattig? Tjek.

Fyldt med grøntsager? Tjek.

Fisk? Tjek.

Nem? Tjek.

Mættende? Tjek.

Smæskelækker? Tjek!

Suppe er helt fantastisk nu hvor efteråret nærmer sig, inklusive den uundgåelige kulde, regn og blæst. Når gryden tilmed fyldes med masser af fisk, grøntsager og dejlig smag, bliver det lidt nemmere at glemme det kedelige vejr, og i stedet fokusere på træernes skønne farver. Og så er det da en dejlig bonus at man kan spise den med 100 % god samvittighed, for den kan næsten ikke blive sundere! 🙂

fiskesuppe

Ingredienser, 4 personer

  • 6 dl fiske eller grøntsagsfond
  • 4 dl mælk
  • 1 stort løg
  • 250 g champignon
  • 1 bundt springløg
  • ½ bundt frisk persille
  • 1 lille chili
  • ½ citron
  • 5-600 g hvid fisk (jeg brugte kuller. Torsk eller ising eller lignende er også godt!)
  • 250 g grønne bønner
  • 500 g kartofler
  • ½ spidskål
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde

  1.  Hak løget og snit kålen. Steg det ved middelvarme i en gryde i ca 5 minutter i olien.
  2. Skær kartofler og champignon i mundrette bidder, og svits dem med i et par minutter.
  3. Tilsæt fond og mælk, og kog op.
  4. Lad retten simre i 20-30 minutter, indtil kartoflerne er møre.
  5. Snit forårsløg og chili fint og skær bønnerne i mundrette bidder. Tilsæt det sammen med fisken, og kog op igen.
  6. Lad suppen koge i 4-5 minutter, og del herefter fisken i mindre bidder med et par gafler.
  7. Smag suppen til med salt, peber, citronsaft og finthakket persille.
  8. Server evt. med hjemmelavede rugbrødscroutoner eller groft brød med smør.

Wok med kylling og grønt (i østers og soya sauce)

Man opnår aldrig en rigtig wok uden de klassiske smagsgivere; hvidløg, ingefær, chili, østerssauce og soyasauce. Og så skal der selvfølgelig masser af grøntsager og kød til, også.

Grøntsager kan du naturligvis variere alt efter smag og behag og hvad der gemmer sig i køkkenskabene – bare husk, at der skal smæk på krydderierne! 🙂

østerssauce wok

Ingredienser, 4 personer (eller 2 personer i 2 dage)

  • ca. 500 g kyllingebrystfilet
  • ca. 1 kg grøntsager efter smag (jeg brugte haricot verts, peberfrugt, champignon, majs og gulerødder)
  • ca. 250 g brune fuldkornsris (eller nudler, hvis du foretrækker dette)
  • 2 store løg, finthakkede
  • 3 spsk Soya
  • 4 spsk østerssauce
  • 1 tsk fintsnittet ingefær (tip: ingefær opbevares fint i fryseren, så når først du har købt én pakke, kan du bare fryse de mange knolde ned til senere brug hvis du ikke når at spise op i første omgang!)
  • ½ tsk stødt chilipulver
  • 2 pressede fed hvidløg
  • Sød chilisauce til servering
  • evt. salt
  • Olie

Fremgangsmåde

  1. Svits løgene til de bliver klare.
  2. Skær kyllingekødet i mundrette bidder, og svits med til de får stegeskorpe.
  3. Snit grøntsagerne fint, og svits dem med.
  4. Efter en 5 minutters tid tilsættes Soya og østerssauce.
  5. Tilsæt ingefær, hvidløg og chilipulver.
  6. Smag til; mangler der mere østerssauce eller måske lidt salt?
  7. Server med kogte brune ris eller nudler og sød chilisauce.

Forårssalat med chili/hvidløgs krydrede rejer

Forleden blev årets første forårsdag fejret med en dejlig forårssalat med spicy rejer – perfect match.

Selvfølgelig er grøntsagsudvalget i Netto stadig ikke sådan HELT forårsagtigt, men det må vi have til gode. (Uha, jeg glæder mig til friske tomater, agurker, asparges og lignende! 🙂 )

shrimp

Ingredienser, 2 personer

  • Ca. 350 g rejer
  • 1 tsk knust chilipulver
  • 1 finthakket hvidløgsfed
  • 2 spsk olie
  • Salt og peber
  • Salat. Jeg brugte: spidskål, rød peberfrugt, cherrytomater, bønner og majs fra frost, appelsin og peanuts – alt sammen vendt i saften fra halvdelen af appelsinen som jeg pressede.

Fremgangsmåde

  1. Tø rejerne op.
  2. Varm en pande op. Hæld olie på, og lynsteg rejerne og hvidløg.
  3. Smag til med chilipulver, salt og peber.
  4. Bland salaten, vend i fx appelsinsaft eller din yndlingseddike.
  5. Server – gerne med groft brød og smør til.

Bloggerevent med coop, savannah og en lækker, lun kartoffelsalat!

Jeg var (sammen med en håndfuld andre jyske bloggere) inviteret til en hyggelig aften arrangeret af Coop. Arrangementet havde fokus på Coops afrikanske produktserie Savannah, som bygger på sloganet “udvikling gennem handel”. Det betyder, at Coop ikke “bare” donerer penge til Afrika, men derimod hjælper landet ved – via køb – at skabe arbejdspladser og vækst.

Aftenen stod på salatværksted af fineste kaliber. Råvarerne var nøje udvalgt fra produktserien, og det var lækre sager. Sammen med Samantha lavede jeg en lun kartoffelsalat med broccoli, tilføjet sukkerærter, grønne bønner og peanuts fra Savannah-mærket.

Sammen med en citrusdressing gik det hele op i en højere enhed. ISÆR serveret med fantastisk Savannah-ribeye. Og ikke nok med at kødet var af så god kvalitet, vi fik også undervisning i kødtilberedningen af Michelinrestauranten Kiin-Kiins kok Christian Just. Det var en mæt studerende som tog hjem efter sådan en aften!

coop1coop5

Ingredienser, salat

  • ½ finthakket rødløg
  • 1 broccolihoved delt i buketter
  • 1 stor håndfuld grønne bønner
  • 2-3 spsk saltede peanuts
  • 4-5 kogte kartofler
  • 1 stor håndfuld friske sukkeræerter

Ingredienser, dressing

  • 1 dl hakket persille
  • 1 spsk revet citronskal
  • Salt og peber
  • 1½ tsk honning
  • ½ spsk eddike
  • 2 tsk hakket chili
  • ½ dl rapsolie

Fremgangsmåde:

  1. Kog kartoflerne (gerne i lidt bouillon).
  2. Damp broccoli i nogle minutter.
  3. Kog de grønne bønner i 5-10 minutter. (De kan indeholde lektiner, som forsvinder ved kort varmebehandling. Lektiner kan give ganske ondt i maven!)
  4. Skær sukkerærterne i mindre stykker.
  5. Skær kartoflerne i kvarte.
  6. Bland dressingen.
  7. Bland alt, på nær saltede peanuts, som drysses på til sidst.
  8. Server med en god bøf! Eller hvad med en gang spicy fiskedeller?

Skinke tern i kokos-karry sauce med masser af grøntsager

Karry, kokosmælk, grøntsager og magert kød i tern er det perfekte match. Sammen med chili, paprika og hvidløg bliver det kun endnu bedre – især serveret med brune ris og chilisauce. Jeg har brugt svine skinkekød i tern, men man kan også sagtens bruge fx kylling. Forskellen er blot, at svinekødet gerne skal simre lidt længere for at blive mørt.

Grøntsagerne kan naturligvis varieres alt efter hvad man har i køleskabet, sådan at man får brugt sine rester. Det måske særligt relevant, nu hvor det er ved at være sidst på måneden! 😉 Og så må vi ikke glemme hvor sund og dejlig retten er; magert kød og masser af grøntsager går man aldrig helt galt i byen med.

karry kokos svin

Ingredienser, 3-4 personer

  • 1 dåse kokosmælk (jeg brugte light)
  • ca 4-500 g svin i tern (eller kylling)
  • 2 løg
  • 1 tsk chilipulver
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk karrypulver
  • salt og peber
  • 2 hvidløgsfed
  • ca 500 g grøntsager efter eget valg (jeg brugte peberfrugt, hvidkål, majs, gulerod)
  • Ris, gerne brune
  • Evt chilisauce til servering
  • 1-2 dl grøntsags- eller svinebouilon (bare fra en bouillonterning)
  • Et par spsk olie til stegning
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Sæt risene over til kogning efter pakkens anvisning.
  2. Skær løg i ringe, og hak hvidløget fint. Steg det nogle minutter i lidt olie.
  3. Tilsæt kød, paprika, chili og karry, og steg videre, til kødet har taget farve.
  4. Snit grøntsagerne mellem-fint, og steg dem med i nogle minutter ved høj varme.
  5. Overhæld med bouillon og kokosmælk.
  6. Lad simre i ca 15 minutter.
  7. Smag til med salt og peber, og evt. lidt mere karry.
  8. Server med chilisauce.

Spicy chili/hvidløg fiskefrikadeller med gulerod

Har du et nytårsfortsæt (eller måske bare et ønske) om at spise sundere i 2014? Det er der vist mange, der har. At spise fisk indgår som en vigtig del af en sund, varieret kost – de indeholder eksempelvis gode fiskeolier og D-vitamin. Derudover smager det jo fantastisk.

Hvis du ligesom mig synes at Nettos udvalg af fisk er rimelig kedeligt, og fiskemanden er for dyr, er det heldigt, man nemt kan pifte Nettos produkter op til noget lidt lækrere. Denne uge har jeg købt fiskefars fra Thorfisk på tilbud til 18 kr for 400 gram, og for at løfte det lidt, har jeg blandt andet tilføjet chili og revet gulerod – voila, en meget mere smagfuld, billig ret.

Hvis ikke du bryder dig om den færdige fiskefars, kan du i stedet kaste dig over tun/torskerogns frikadeller, som også er super nemme, billige og appetitlige. 🙂

chilifisk

Ingredienser, 3 personer

  • 1 pakke fiskefars, 400  g
  • 1 stor gulerod
  • 1 stort løg
  • 1 fedt hvidløg
  • 1-2 chilier efter smag
  • Salt og peber
  • 1 dl havregryn
  • Kartofler, gulerødder, frosne ærter (eller lignende) til tilbehør
  • Evt. Remoulade
  • Evt. Hytteost

Fremgangsmåde

  1. Sæt kartofler over i letsaltet vand. (De skal have cirka 20 minutter).
  2. Riv, hak eller blend løg og gulerod fint, og bland i farsen.
  3. Snit hvidløg og chili super-fint, og bland i farsen sammen med lidt salt og peber og havregryn.
  4. Rør farsen rigtig godt sammen.
  5. Tilsæt gulerødder til de kogende kartofler. (De skal have cirka 10 minutter).
  6. Varm en pande op, og steg fiskedellerne i lidt solsikke eller rapsolie, til de har fået stegeskorpe og er faste.
  7. Hæld ærterne ned til kartofler og gulerødder det sidste minut. Dræn herefter for vand.
  8. Bland remoulade og hytteost 50/50.
  9. Server frikadellerne med hytteost-remouladen, dampede ærter, og kogte gulerødder og kartofler.

Stegt ørredfilet og grønt, asiatisk-stil!

Det kan være svært at lave noget spændende med et stykke fiskefilet. I længden er det simpelthen for kedeligt at stege den, og servere den med kartofler og salat.

Men hvad skal man så gøre med den fisk man har købt på tilbud i Netto til en 20’er på tilbud? Man kan jo lade sig inspirere af det asiatiske køkken som jeg har gjort det her.

Retten består af ørredfilet og en masse fintsnittede grøntsager, smagt til med ingefær, chili, hvidløg og soya. Et helt andet univers end det danske med citron og persille. Grøntsagerne jeg har valgt at bruge var de, der nu var i køleskabet; hvidkål, gulerod, ærter og løg. Billigt, nemt, hurtigt og super lækkert!

ørred

Ingredienser, 2 personer

  • ca. 250 g fiskefilet, gerne ørred eller laks
  • ca. 500 g grøntsager efter eget valg eller køleskab (fx hvidkål, gulerod og løg)
  • 2 løg
  • 1 tsk olie
  • ingefær, chili og peber
  • soya
  • 2 fed hvidløg
  • Evt. ris eller kartofler til servering

Fremgangsmåde

  1. Sæt evt. ris eller kartofler over til kogning.
  2. Snit grøntsager og løg fint.
  3. Opvarm en pande, og svits løg i olie til det bliver blankt.
  4. Tilsæt fintsnittet grønt sammen med hvidløg.
  5. Svits ved høj varme i et par minutter, og skub så det hele ud i siden, så fisken kan placeres i midten, skindsiden nedad.
  6. Steg fisken i 6-7 minutter med skindsiden nedad, og vend den derefter og steg færdig.
  7. Hiv skindet af fisken, og del den i grove stykker på panden.
  8. Smag retten til med krydderier og Soya.