Marinerede grøntsagsspyd på grillen

Sommer = grill.

Grill = lækkert!

Det er super nemt at lave tilbehørsspyd med grøntsager. Passer perfekt til det, du ellers har lyst til at grille.

grillspyd

Ingredienser, 5 spyd

  • 5 små tomater
  • ½ squash/courgette
  • 10 champignons
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 (rød)løg
  • 1 dåse tomatpure (erstat evt. af ½-1 dl BBQ eller HP sauce)
  • 2-3 spsk olie
  • ½-1 tsk salt
  • 3 hvidløgsfed
  • Peber
  • 1 tsk timian

Fremgangsmåde

  1. Bland marinaden af tomatpure, olie, salt, timian, presset hvidløg og peber. (Erstat evt. tomatpure med andet, fx HP eller BBQ sauce).
  2. Rens grøntsager, og skær pebefrugt, løg og squash i skiver. Fordel på spyd.
  3. Pensl med marinade, og lad trække, gerne et par timer i køleskab.
  4. Grill i 15 minutters tid ved mellemvarme, indtil det er godt mørt.

Super sund og smæskelækker suppe (med fisk!)

Fedtfattig? Tjek.

Fyldt med grøntsager? Tjek.

Fisk? Tjek.

Nem? Tjek.

Mættende? Tjek.

Smæskelækker? Tjek!

Suppe er helt fantastisk nu hvor efteråret nærmer sig, inklusive den uundgåelige kulde, regn og blæst. Når gryden tilmed fyldes med masser af fisk, grøntsager og dejlig smag, bliver det lidt nemmere at glemme det kedelige vejr, og i stedet fokusere på træernes skønne farver. Og så er det da en dejlig bonus at man kan spise den med 100 % god samvittighed, for den kan næsten ikke blive sundere! 🙂

fiskesuppe

Ingredienser, 4 personer

  • 6 dl fiske eller grøntsagsfond
  • 4 dl mælk
  • 1 stort løg
  • 250 g champignon
  • 1 bundt springløg
  • ½ bundt frisk persille
  • 1 lille chili
  • ½ citron
  • 5-600 g hvid fisk (jeg brugte kuller. Torsk eller ising eller lignende er også godt!)
  • 250 g grønne bønner
  • 500 g kartofler
  • ½ spidskål
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde

  1.  Hak løget og snit kålen. Steg det ved middelvarme i en gryde i ca 5 minutter i olien.
  2. Skær kartofler og champignon i mundrette bidder, og svits dem med i et par minutter.
  3. Tilsæt fond og mælk, og kog op.
  4. Lad retten simre i 20-30 minutter, indtil kartoflerne er møre.
  5. Snit forårsløg og chili fint og skær bønnerne i mundrette bidder. Tilsæt det sammen med fisken, og kog op igen.
  6. Lad suppen koge i 4-5 minutter, og del herefter fisken i mindre bidder med et par gafler.
  7. Smag suppen til med salt, peber, citronsaft og finthakket persille.
  8. Server evt. med hjemmelavede rugbrødscroutoner eller groft brød med smør.

Ovnbagt frittata med skinke og grønt

Nu synger sommerferien vist på sidste vers for de allerfleste, mig selv inklusive. Det betyder, at hverdagsmaden nu ofte skal gå hurtigt, og ofte kunne laves med ingredienserne der i forvejen gemmer sig i køleskabet (hvis man ikke lige kan nå at handle ind.) Disse kriterier opfylder denne simple frittata, som tilmed er ideel nu, hvor vi nærmer os slutningen af måneden, hvor madkontoen begynder at ligne et dybt, sort hul – man kan nemlig fylde den med stort set det, man lige har, og bryder sig om. Derudover er rester helt perfekte i madpakken ledsaget af rugbrød og en syltet rødbede – sikke dog en win-win ret! 😉

æggekage

Ingredienser, 2 personer og 1 madpakke
(Bemærk at grøntsagerne i opskriften kan udskiftes med lige det, du ønsker!)

  • 1 pakke skinkestrimler
  • 1 peberfrugt i tern
  • Ca. 10 små tomater i halve
  • Ca. 200 g champignon i kvarte
  • 2 løg, hakkede
  • ½ spidskål, fintsnittet
  • Salt, peber og stødt paprika
  • 6 æg
  • 1 dl mælk, hytteost eller lignende

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader, og sæt et tomt tærtefad (eller lignende) ind for at blive varm.
  2. Steg imens løg, spidskål, peberfrugt, skinke og champignon på en varm pande til det bliver lidt mørt. Smag til med salt, peber, og en masse paprika.
  3. Pisk æg og mælk/hytteost sammen.
  4. Hæld grøntsagerne i det varme fad. Overhæld med æggeblandingen, og pynt med halve tomater.
  5. Bag i ovnen ca. 20 minutter, eller indtil æggemassen er stivnet.
  6. Server! Hvis der er flere der spiser med, eller hvis i er ekstra sultne, smager retten godt med rugbrød, syltede rødbeder, ketchup og gerne en masse hakket purløg.

Wok med kylling og grønt (i østers og soya sauce)

Man opnår aldrig en rigtig wok uden de klassiske smagsgivere; hvidløg, ingefær, chili, østerssauce og soyasauce. Og så skal der selvfølgelig masser af grøntsager og kød til, også.

Grøntsager kan du naturligvis variere alt efter smag og behag og hvad der gemmer sig i køkkenskabene – bare husk, at der skal smæk på krydderierne! 🙂

østerssauce wok

Ingredienser, 4 personer (eller 2 personer i 2 dage)

  • ca. 500 g kyllingebrystfilet
  • ca. 1 kg grøntsager efter smag (jeg brugte haricot verts, peberfrugt, champignon, majs og gulerødder)
  • ca. 250 g brune fuldkornsris (eller nudler, hvis du foretrækker dette)
  • 2 store løg, finthakkede
  • 3 spsk Soya
  • 4 spsk østerssauce
  • 1 tsk fintsnittet ingefær (tip: ingefær opbevares fint i fryseren, så når først du har købt én pakke, kan du bare fryse de mange knolde ned til senere brug hvis du ikke når at spise op i første omgang!)
  • ½ tsk stødt chilipulver
  • 2 pressede fed hvidløg
  • Sød chilisauce til servering
  • evt. salt
  • Olie

Fremgangsmåde

  1. Svits løgene til de bliver klare.
  2. Skær kyllingekødet i mundrette bidder, og svits med til de får stegeskorpe.
  3. Snit grøntsagerne fint, og svits dem med.
  4. Efter en 5 minutters tid tilsættes Soya og østerssauce.
  5. Tilsæt ingefær, hvidløg og chilipulver.
  6. Smag til; mangler der mere østerssauce eller måske lidt salt?
  7. Server med kogte brune ris eller nudler og sød chilisauce.

Sunde, ovnbagte kyllingebøffer og champignons

Måske de ikke skal kaldes “bøffer”, men i stedet “mini-farsbrød” eller “frikadeller”. Eller måske “kødboller”? 🙂

Farsen er hvert fald ligesom en klassisk frikadellefars, bare piftet op med masser af grøntsager og krydderier. Bøfferne serverede jeg med kartoffelbåde, en nem salat og ovnstegte, krydrede champignons.

kyllinge bøffer m svampe

Ingredienser til kyllingebøfferne:

  • 4-500 g hakket kylling
  • 1-2 æg
  • 5 spsk mel (gerne fuldkorn)
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stort løg
  • 3 gulerødder
  • ½ tsk fint salt
  • ½ tsk friskkværnet peber
  • 1 tsk basilikum
  • ½ tsk tørret paprika
  • ½ tsk stødt chilipulver

Fremgangsmåde:

  1. Rør kødet og salt godt sammen til det bliver sejt.
  2. Blend eller riv gulerødder og løg fint.
  3. Pres hvidløget.
  4. Bland det hele sammen.
  5. Hvis farsen er for tør, tilsæt da et ekstra æg. Hvis den er for våd, skal der mere mel i.
  6. Form nogle bøffer (der bliver ca. 10-12 stykker.
  7. Bag bøfferne i en 200 grader varm ovn i ca. 30 minutter, eller indtil de er gyldne, og er mindst 75 grader varme i midten.

Champignonerne laves samtidig i ovnen; rens svampene, drys med salt, peber og krydderier af eget valg, og giv dem også 20-30 minutter i ovnen. Hertil kan du lave kartoffelbåde, hasselbach kartofler eller lignende. Og måske en lækker salat med nye, danske asparges?

Velbekomme!

Protein bombe; rødbedepandekager med fyld af laks og grøntsager

Ud over at denne ret er PROP-fyldt med protein fra både æg, hytteost, grøntsager og fisk, er den også voldsomt appetitlig – og lyserød! 🙂

pandekage3

Ingredienser,8-10 pandekager

  • 3 æg
  • 2-3 rødbeder
  • ca. 150-200 g grahamsmel
  • Salt og peber
  • 1½ dl hytteost
  • 1 dl mælk

Ingredienser, fyld og topping

  • 200 g fersk laks
  • ½ squash
  • 250 g champignon
  • 1-2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • Salt og peber
  • Revet ost
  • Rød peber
  • 1 bundt frisk persille
  • 1½ dl hytteost

Fremgangsmåde

  • Blend alle ingredienserne til pandekagedejen sammen. Det skal være tyndt.
  • Skær laks i mundrette bidder.
  • Skær squash, løg og champignon i små stykker.
  • Steg grøntsagerne i ca. 5 minutter, og smag til med presset hvidløg, ½ bundt persille, salt og peber. Bland med 1½ dl hytteost.
  • Steg pandekagerne i lidt smør.
  • Fordel fyld og laks i pandekagerne, som rulles stramt sammen, og lægges i et ildfast fad.
  • Drys med revet ost.
  • Bag pandekagerne ved 200 grader i 10-20 minutter; osten skal blive gylden, og laksen tilberedt.
  • Pynt med finthakket peberfrugt og resten af persillen.

Fuldkornspasta med spinat/champignon sauce

champignon,spinat

SÅ bliver det heller ikke nemmere!

I anledning af at jeg her til aften kun skulle lave mad til mig selv og ikke også til kæresten min, lavede jeg en nem ret med champignon! En ingrediens, som jeg holder meget mere af, end han gør. 😉

Sammen med løg, spinat (fra frost), bouillon, madlavningsfløde og fuldkornspasta blev der skabt en grøntsagsfuld, økonomisk ret, som smagte deeejligt.

Ingredienser, 2 personer

  • 1 bakke champignon
  • 1 dl mager madlavningsfløde
  • 0,5 bouillonterning
  • 0,5 pose frossen, hakket spinat
  • salt og peber
  • 1 stort løg

Fremgangsmåde

  1. kog pastaen som pakken angiver.
  2. svits finthakket løg i et par minutter, og tilsæt derefter champignon i skiver.
  3. bland bouillonterning og 1,50dl pasta-kogevand, og tilsæt dette til panden med løg og svampe.
  4. Tilsæt (optøet) spinat.
  5. til sidst smages til med madlavningsfløde, salt og peber.

risotto af perlebyg med spinat og svampe; bygotto!

For at få lidt mere fuldkorn og lidt færre hvide ris indenbords, kan man sagtens lave den klassiske ret risotto med andre korntyper. Min mor lærte mig eksempelvis at lave bygotto! Tilsat champignon og spinat blev den fantastisk lækker. Man kan også bruge speltkerner eller lignende.

bygotto

Ingredienser, 4 personer

  • 2 finthakkede løg
  • 2,5 dl perlebyg
  • 2 dl hvidvin
  • 6-7 dl grøntsags- eller hønse boullion
  • 300 g champignon
  • 1 bakke frisk babyspinat, eller et par 100 g optøet spinat fra frost
  • 1 dl creme fraiche
  • revet parmesan
  • salt og peber
  • smør/olie til stegning
  • evt. hakkede purløg

Fremgangsmåde

  1. Svits løgene og svampe i skiver i lidt smør eller olie. Tilsæt byg og steg i et par minutter ved høj varme.
  2. Skru ned for varmen, kom hvidvin ved, og lad det koge næsten ind.
  3. Tilsæt boullion lidt ad gangen. Tilsæt først nyt, når det foregående er næsten absorberet. Det tager mindst en halv time!
  4. Vend spinat i når bygottoen er mør og klistret, og gennemvarm.
  5. Tilsæt creme fraiche, og smag til med salt og peber.
  6. Drys med parmesan og evt. hakkede purløg inden servering.

 

Sesampaneret kyllingefilet med grønt og sommerlig kold kartoffelsalat

Kyllingefilet er et magert, billigt stykke kød, som tilmed er super fleksibelt og nemt at have med at gøre i køkkenet. Og efter at salmonellaen i danske kylle-pyller er så godt som forsvundet, kan det jo næsten ikke gå galt under tilberedningen. Ofte er det kyllingefileter, som man finder på tilbud i nettos køledisk på sidste salgsdato, eller i fryseren, hvor man ofte kan få næsten 2 kg fine fileter til under 100 kr.

Her har jeg paneret nogle fileter i mindre stykker i sesam, efter de er blevet marineret i lime og ingefær. Det er blevet serveret med sauterede sæson-grøntsager og en god gang kartoffelsalat. Dejligt!

sesampaneret kylling og kartoffelsalatIngredienser, 2 personer

  • 2 kyllingefileter
  • Ca. 2 dl sesam
  • Ca. 1 dl rasp/brødkrummer
  • 1 æggehvide
  • Salt og peber
  • Kartofler
  • Græsk yoghurt
  • Sød sennep/stært sennep efter smag
  • ½ lime
  • ½ citron
  • ½ bundt krydderurter (Eks. purløg og persille)
  • Evt. ½ tsk honning
  • Spæde grøntsager efter sæson – jeg brugte champignon, gulerødder og forårsløg
  • Ca. 1 cm frisk ingefær
  • Ca. 2 dl græsk yoghurt/skyr/andet efter smag
  • Lidt hvedemel

Fremgangsmåde

  1. Skræl og riv ingefæren og bland med saften fra lime og lidt salt. Skær kyllingefileterne i mindre stykker, og mariner dem i blandingen, gerne en times tid.
  2. Kog kartoflerne og stil dem på køl.
  3. Bland dressingen til kartoffelsalaten – mængderne er efter smag: græsk yoghurt/skyr/lignende, citronsaft, hakkede krydderurter, salt, peber, honning, sennep. Skær de kolde kartofler i mindre stykker og bland i dressingen.
  4. Vend de marinerede kyllingefileter i mel, så æggehvide, og så i en skål hvor sesam, rasp og en smule salt er blandet sammen. Steg på pande til de er gyldne og gennemstegte i lidt olie.
  5. Sauter (lyn-steg) grøntsagerne på en pande med lidt olie.
  6. Server med smil, solskin og gerne en iskold øl! 🙂

Fyldt svinemørbrad med svampe, persille, soltørrede tomater og dejligt tilbehør

Svinemørbrad er ikke det billigste kød at købe sammenlignet med andre hverdags kødvarer. Til gengæld er det i den billige ende når det kommer til gæstemad – her kan fire mennesker sagtens bespises for 100 kroners kød. Akkompagneret med nye danske kartofler, sauce og årstidens grønt har man en lækker gæstemenu, som ikke når at blive særligt dyr. Fantastisk! 🙂

Svinekød bliver ofte tørt når det tilberedes rundt omkring i de danske (studie)køkkener, men dette forhindres i denne ret ved at lave et lækkert fyld til mørbraden af champignon, soltørrede tomater, persille og fløde. Og de samme ingredienser bruges til at lave en sauce som passer perfekt til tallerkenen.

svinemørbrad m fyld

Ingredienser, 4 personer

  • Ca. 1½ svinemørbrad – beregn ca. 200 g pr person.
  • 75 g soltørrede tomater
  • 200-300 g champignon
  • 1 bundt persille
  • 5 dl fløde (madlavnings eller piske)
  • Nye kartofler – beregn ca. 6 små pr person.
  • Olie til stegning
  • Salt og peber
  • Smør til kartoflerne
  • Grøntsager til sautering. Jeg brugte rødløg, squash, gulerod og peberfrugt.

Fremgangsmåde

  1. Gem 10 af svampene til senere. Hak resten sammen med soltørrede tomater, og steg af på panden, indtil det har fået farve og er faldet sammen. Tilsæt 1½ dl fløde og ½ bundt hakket persille, og steg videre, til fløden er kogt helt væk. Smag til med lidt salt og peber.
  2. Skær mørbradene op på langs, men ikke hele vejen igennem. Bank let, gerne med en kødhammer, så kødet flades ud til en større flade. Smør champignon/tomat fyldet på mørbraden, rul kødet sammen, og luk med ovnklar snor, kødnåle eller lignende.
  3. Varm en pande op med lidt olie på, og brun svinemørbradrullen af på alle sider. Læg den herefter i et ovnfast fad, og hæld resten af fløden samt ca. 1½ dl vand ned i fadet. Drys kødet med rigeligt salt og peber. Fordel de sidste svampe i fadet, dæk det med alufolie, og bag ved 200 grader i ca. 35 minutter.
  4. Kog kartoflerne.
  5. Skær grøntsagerne i julienne-stænger.
  6. Tag kødet ud fra ovnen. Pak det ind i alufolie og lad stå i et kvarters tid. Kog imens fløde/svampe væsken fra bunden af fadet i en lille gryde (gerne sammen med evt. fyld fra mørbraden som kan være faldet ud under bagningen) til det tyknes lidt, og smag til med salt og  en del peber. Si saucen, og kasser alt på nær den nu rene sauce og de hele champignons, som kommes tilbage heri.
  7. Sauter grøntsagerne hurtigt på en pande.
  8. Vend de kogte kartofler med en smule smør, og den anden halvdel af persillen, som er hakket.
  9. Skær kødet ud i skiver, og server på tallerken med kartofler og grønt. Server saucen ved siden af.
  10. Velbekomme! 🙂