Scrambled-rester / røræg-rester med bacon

Det er egentlig den klassiske scrambled eggs med bacon – men fyldt med rester, så det bliver et komplet aftensmåltid i stedet for morgenmad. Fantastisk måde at bruge rester på og få tømt ud i køleskabet – og en glimrende undskyldning for at spise mere bacon! 😉

Har man ikke æg i køleskabet kan man i stedet lave en klassisk biksemad.

Resterne der er i denne scrambled ret er ovnbagte kyllingefrikadeller med sesam fra forleden, samt spidskål, tomat og løg fra grøntsagsskuffen. Selvfølgelig blev æggeretten serveret med bacon, syltede rødbeder og ketcup – det hører sig jo til! 😉 Det eneste jeg manglede, var hakket purløg.

scrambled rester2

Ingredienser, 2-3 personer

  • 5-6 æg
  • 1 dl mælk
  • Salt og peber
  • Ca. 500 g grøntsager (alt efter smag og hvad du har i køleskabet)
  • 5-6 frikadeller eller lignende kødrester
  • Bacon
  • 2 store løg
  • 2 spsk olie

Fremgangsmåde

  1. Skær løget i tynde strimler, og steg i olie i et par minutter.
  2. Skær kødresterne i tern/skiver, og svits med i et par minutter.
  3. Tilsæt grøntsager i mundrette bidder, og varm igennem mens du laver æggemassen.
  4. Æggene piskes let sammen med et nip salt, lidt peber og mælken.
  5. Hæld æggeblandingen over retten, og vend jævnligt – præcis som når du laver røræg / scrambled eggs.
  6. Steg baconen på en tør pande, og dryp af på et par servietter.
  7. Server gerne med hakket purløg, syltede rødbeder og ketchup. Evt. også rugbrød med smør, hvis det skal række lidt længere.
Reklamer

Gratin med rester

Gratin er en af de bedste måder at få spist sine rester på! Det er lidt som en æggekage, bare luftigere, mere smagfuldt, og så er den dejlig sprød på toppen! Den er aller bedst med tern af hamburgerryg, kartofler og grøntsager i. Eller måske med fisk og grøntsager? Hm, det hele er godt!

Det kræver ikke mange ingredienser ud over gårsdagens rester; har man lidt æg, mel, smør og mælk kommer man langt. Har man muskatnød, rasp/revet ost og krydderurter kommer man endnu længere! 😉 Det kan dog kræve lidt øvelse, hvis ikke man er vant til at lave en opbagning. Men resultatet gør det det hele værd!

Gratin

Ingredienser, 4 portionsskåle eller 1 mellemstor skål/fad

  • 500 g grøntsags rester (dampet broccoli, gulerod, kartofler, etc etc etc)
  • Kød/fisk rester
  • 4 æg
  • Salt og peber
  • 2 dl mælk
  • 2 dl vand
  • 1 dl fint fuldkornsmel, fx hvid hvede. (Alm. hvedemel hvis ikke du har det andet)
  • 25 smør/margarine
  • Evt. revet muskatnød
  • Evt. 1 bundt persille, purløg eller lign.
  • Rasp eller revet ost

Fremgangsmåde:

  1. Smelt smørret i en gryde.
  2. Tilsæt mel lidt ad gangen mens du pisker med et piskeris.
  3. Når al melet er tilsat, hælder du væske i – langsomt! Hæld lidt i, og rør så rundt til det hele har samlet sig. Tilsæt først mere væske, når det hele har emulgeret. Det gentages, indtil vandet og mælken er brugt op; resultatet bør være en tyk, men stadig flydende “sovs”.
  4. Kog i et par minutter under omrøring.
  5. Del æggene i hvider og blommer.
  6. Pisk hviderne stive.
  7. I “sovsen” iblandes æggeblommerne en ad gangen. Herefter blandes grøntsags- og kødrester i, sammen med hakkede krydderurter, et drys salt og peber, og lidt revet muskatnød.
  8. Til sidst vendes de piskede æggehvider forsigtigt sammen med resten; pas på, at luften ikke forsvinder.
  9. Det hele fordeles i et mellemstort, smurt fad, eller i 4 mindre fade/skåle.
  10. Drys med rasp eller revet ost.
  11. Bag ved 175 grader i tre kvarter til en time. (Du må ikke åbne ovnen de første 20 minutters tid, så falder gratinen nok sammen).
  12. Gratinen er færdig, når toppen er gylden, og æggemassen gennembagt.
  13. Server gerne med en let salat og groft brød med (krydder)smør.

Næææsten sunde fuldkorns pizzasnegle

Tip 1 til at spare penge: brug dine rester – også pålæg.

Tip 2 til at spare penge: tag madpakke med hjemmefra til arbejde og skole.

Tip 3 til at spare penge: kombinér ovenstående, og bag dejlige pizzasnegle!

De her er næsten(!) sunde. Dejen er med fuldkorn, og kan snildt tilsættes revne grøntsager, fx gulerod eller squash. Hvor sunde de så bliver derfra, er op til dig, og hvad du kommer i dem – tag et kig, og se hvad køleskabet gemmer på! 😉

Forslag til fyld:

  • Tomatpuré, hakket løg og peberfrugt, skinke og peperoni i strimler, revet ost, all-round krydderi.
  • Pesto, hytteost, parmesan skinke.
  • Majs, tomatpuré, skinketern, revet ost.
  • Kødsovs-rester og bacon.
  • Chili con carne rester.
  • Finthakkede krydderurter, springløg og tomat.
  • Ananas, skinke, majs, revet ost.

pizzasnegle

Ingredienser, ca. 25 små

  • 50 g gær
  • 1 tsk salt
  • 4 dl fuldkornsmel
  • 6 dl hvedemel
  • Evt. 2 dl revne grøntsager
  • 1 dl surmælksprodukt, fx A38
  • 2 spsk olie
  • 2 spsk herbes de Provence (blanding af oregano, timian og basilikum)
  • ca 1½ dl lunkent vand
  • Fyld! Jeg brugte: tomatpuré, skinkepålæg, peperoni pålæg, revet ost, hakket løg.

Fremgangsmåde

  1. Opløs gæren i lidt vand (ca. 1 dl), og bland så surmælksprodukt og olie i.
  2. Bland i en anden skål de to meltyper, salt og herbes de Provence.
  3. Bland det hele sammen. Tilsæt evt. mere vand, hvis dejen er for tør.
  4. Ælt i ca. 5 minutter, til dejen er blød og let fugtig.
  5. Dæk dejen med husholdningsfilm/plastik pose/fugtigt viskestykke, og stil til hævning et lunt sted en halv times tid.
  6. Del dejen i to.
  7. Hver del rulles ud i en firkant på ca. 40×40 cm – eller hvad der lige passer dig.
  8. Fyldet fordeles på firkanten, som så rulles sammen til en pølse.
  9. Pølsen skæres i skiver. Det er nemmest med en brødkniv.
  10. Bag sneglene i varmluftsovn ved 180 grader i 20-25 minutter.
  11. Server med salat og ketchup! 😀

Udnyt dine rester; indisk tikka masala risret med grøntsager, hertil bacon-svøbt kyllingefilet

En vigtig pointe når det kommer til madbudgettering er, at du skal udnytte dine rester. Hver gang du smider mad ud, smider du noget ud, du har brugt penge på – samtidig med at det er slemt ressourcespild. Her hjemme smides stort set ikke mad ud – hvis der er noget der ryger, er det som regel, når der er lidt pålæg tilbage, som måske har været åbent liiiidt for længe. 😉 Men alt lige fra slatne gulerødder til kogte ris kan nemt bruges til nye lækkerier; bare se her!

Til denne fantastiske, indisk-inspirerede risret er følgende rester brugt; slatne gulerødder, ensomt kvart blomkålshoved, kogte brune ris, ensomt løg, samt en ensom rød peber. Og så lidt ekstra, som ikke var rester, men blot basislager. Smart!

Billede

Ingredienser, 2 personer

(Grøntsager kan naturligvis varieres alt efter hvad der gemmer sig i dine skuffer!)

  • 1-2 gulerødder
  • 1/4 blomkålshoved
  • 1-2 peberfrugter
  • 1-2 løg
  • 1 hvidløgsfed
  • 1 lille chili
  • 1 spsk olie
  • Ris-rester
  • 1-2 spsk tikka masala krydderi
  • Salt og peber
  • ½ dl vand
  • 1 spsk soya
  • Evt. 1 tsk citronsaft
  • 3-4 kyllingefileter
  • 1 pk bacon
  • Evt. sød chilisauce eller creme fraiche til servering

Fremgangsmåde

  1. Flæk kyllingefileterne, så de ikke er så tykke. Vikl hver halvdel ind i et stk. bacon.
  2. Bag fileterne i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter.
  3. Mens kyllingen bager, snittes grøntsagerne.
  4. På en varm pande steges først løg, hvidløg, tikka masala krydderi og chili et par minutter i olien.
  5. Resten af grøntsagerne smides i, og der steges videre i fem minutters tid.
  6. Risene tilføjes sammen med vand, Soya og citronsaft.
  7. Retten varmes igennem, og der smages til med salt og peber.
  8. Server gerne med sød chili sauce eller en mager creme fraiche.

Guide til SU-venlig madlavning

Spørger du også tit dig selv, hvordan søren du dog skal sørge for lækker aftensmad for de få kroner og ører, som SU’en rækker til? Så besøg min nye under-side “SU-venlig madlavning” og læs med! 🙂

Pasta med kødsovs + fyldte peberfrugter

Det smarte ved kødsovs/chili con carne er, at resterne kan genanvendes på et utal af måder. I går spiste kæresten og jeg pasta med kødsovs – i dag fik vi peberfrugter med fyld af kødsovs. Sundt, nemt og lækkert!

pasta_med_kødsovs

fyldte_peberfrugter

Ingredienser, Kødsovs til 2 dage

  • 1 løg
  • 1 presset hvidløgsfed
  • Lidt olie
  • 2-3 revede gulerødder
  • ½ broccilihoved/andre grøntsager
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 350-400 g hakket kød, magert
  • Oregano, salt, peber, spidskommen

Ingredienser derudover

  • 2 peberfrugter
  • fuldkornspasta til 2 personer, 1 dag
  • Revet ost

Fremgangsmåde, kødsovs

  1. Skær løget i små stykker, og svits det sammen med det pressede hvidløgsfed i lidt olie i en mellemstor gryde.
  2. Når løget har taget farve, svitses kødet med.
  3. Når kødet er brunet, tilsættes gulerødder, andre grøntsager samt hakkede tomater.
  4. Der smages til med krydderier.
  5. (Maizena mel kan evt. tilsættes, hvis sovsen er for flydende.)
  6. Server med fuldkorns pasta/spaghetti

Fremgangsmåde, fyldte peberfrugter

  1. Tænd ovnen på 200 grader.
  2. Skær peberfrugterne over i halve, og fyld dem med kødsovs. Drys med ost.
  3. Bag i ca. 30 minutter.

Andre idéer til genanvendelse af kødsovsen eller en portion chili con carne:

Fyldte svampe/tomater/squash
Pizza/pizzasnegle
Pirogger (opskrift hertil er på vej 🙂 )
Lasagne