Pestokrydret kyllingebryst og hokkaido græskar i ovn

Sammen med efteråret kommer en masse fantastiske råvarer.
Ud over (mine elskede!) frugter som æbler, pærer, blommer, osv., er der også masser af lækre grøntsager. Kål, svampe, rødder – og græskar!
De græskartyper man typisk finder i danske supermarkeder er hokkaido og butternut squash.
Jeg har valgt at ovnstege hokkaidogræskarret i ovnen, godt krydret med timian, paprika og chili. Og ja, skrællen kan sagtens spises, den bliver dejlig blød efter tilberedning!
Til græskarret serverede jeg en god salat med friske, danske råvarer (spidskål, gulerod, blommer…) og pestokrydrede, ovnbagte kyllingebrystfileter. Dejlig nemt; det meste passede sig selv i ovnen!
bagt hokkaido

pestokylling

Ingredienser, 2 personer og lidt til madpakken

  • 4 kyllingebrystfileter
  • ½ lille glas pesto, fx peberfrugt
  • 2 hvidløgsfed
  • Salt og peber
  • Timian, stødt chili, stødt paprika
  • ½ stort hokkaidogræskar
  • Salat efter smag og efter hvad du har i grøntsagsskuffen
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde

  1. Vask græskarret, og halver det. Fjern tråde og kerner fra midten. Skær det i både.
  2. Fordel græskarbådene på en bageplade. Pensl med lidt olie, og krydr med salt, peber, timian, chili og paprika.
  3. Fordel kyllingen i et ovnfast fad.
  4. Bland pestoen med de pressede hvidløgsfed.
  5. Pensl kyllingen med pestoen.
  6. Bag både kylling og græskar i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 20-30 minutter (indtil kyllingen er gennemstegt, og græskarkødet et blødt).
  7. Imens det er i ovnen kan du lave en salat alt efter smag og køkkenskuffe-lager. 🙂
  8. Server gerne med hytteost og en god sennep.

Ovnstegte kyllingeoverlår med snasket avocadosalat

Ovnstegt kylling er en ægte pas-dig-selv ret, som snildt kan stå i ovnen mens du får styr på lektier, opvask, vasketøj, eller hvad hverdagen ellers byder på. Serveret med en mættende salat kan det jo ikke blive bedre; jeg lavede en grøn salat snasket til med avocado-mos, uhm. 🙂

(Bonus; kyllingeunder- og overlår er meget, meget tit på tilbud!)

kylling i ovnavocado salat

Ingredienser,  kylling til 3 personer

  • 6 kyllingeoverlår
  • 3 gulerødder
  • 2 løg
  • 1 dl vand
  • groft salt
  • friskkværnet peber
  • dine yndlings krydderier (jeg brugte timian, oregano, laurbærblade og peberkorn)

Ingredienser, salat

  • 2 modne avocadoer
  • 1 romainesalat hoved
  • 3 dl ærter (optøet fra frost eller friske)
  • 1 løg
  • 2 spsk citronsaft
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Skær de to løg og gulerødderne i grove stykker, og fordel i bunden af et ovnfast fad.
  2. Fordel kyllingeoverlårene oven på grøntsagerne. Drys med groft salt, peber og krydderier.
  3. Hæld 1 dl vand i bunden af fadet, og sæt det i ovnen ved 200 grader i ca. 40 minutter.
  4. Lav imens salaten; mos avocadoen og smag til med salt, peber og citronsaft. Tilsæt snittet salat, ærter og hakket løg.
  5. Server sammen, evt. også med kogte majskolber hvis i er meget sultne.

Ovnbagt frittata med skinke og grønt

Nu synger sommerferien vist på sidste vers for de allerfleste, mig selv inklusive. Det betyder, at hverdagsmaden nu ofte skal gå hurtigt, og ofte kunne laves med ingredienserne der i forvejen gemmer sig i køleskabet (hvis man ikke lige kan nå at handle ind.) Disse kriterier opfylder denne simple frittata, som tilmed er ideel nu, hvor vi nærmer os slutningen af måneden, hvor madkontoen begynder at ligne et dybt, sort hul – man kan nemlig fylde den med stort set det, man lige har, og bryder sig om. Derudover er rester helt perfekte i madpakken ledsaget af rugbrød og en syltet rødbede – sikke dog en win-win ret! 😉

æggekage

Ingredienser, 2 personer og 1 madpakke
(Bemærk at grøntsagerne i opskriften kan udskiftes med lige det, du ønsker!)

  • 1 pakke skinkestrimler
  • 1 peberfrugt i tern
  • Ca. 10 små tomater i halve
  • Ca. 200 g champignon i kvarte
  • 2 løg, hakkede
  • ½ spidskål, fintsnittet
  • Salt, peber og stødt paprika
  • 6 æg
  • 1 dl mælk, hytteost eller lignende

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader, og sæt et tomt tærtefad (eller lignende) ind for at blive varm.
  2. Steg imens løg, spidskål, peberfrugt, skinke og champignon på en varm pande til det bliver lidt mørt. Smag til med salt, peber, og en masse paprika.
  3. Pisk æg og mælk/hytteost sammen.
  4. Hæld grøntsagerne i det varme fad. Overhæld med æggeblandingen, og pynt med halve tomater.
  5. Bag i ovnen ca. 20 minutter, eller indtil æggemassen er stivnet.
  6. Server! Hvis der er flere der spiser med, eller hvis i er ekstra sultne, smager retten godt med rugbrød, syltede rødbeder, ketchup og gerne en masse hakket purløg.

Ugentlig madplan, januar

Selv, når menuen dagligt skal stå på masser af grøntsager, fisk og magert kød, behøves madbudgetkontoen ikke lide overlast. Se bare, hvor smart det er at lave en ugentlig madplan, inden der handles: du slipper for daglig “åh-nej-hvad-skal-vi-spise-i-dag???” panik, og samtidig får du udnyttet alle de råvarer du indkøber, og mindsker dermed madspild.

Til denne uge har indkøbene til aftensmaden overordnet set begrænset sig til; blomkål, squash, gulerødder, kyllingefileter (frost), fiskefars, dåse-fisk, æg, brød og pålæg. Simpelt, nemt, og lækkert! (Selvfølgelig blev der også købt mælk, frugt og lignende ikke-aftensmad relaterede fødevarer. 😉 ) Ting, jeg havde i basislageret, var bl.a. løg, brune ris, frosne ærter/majs, chili og dåsetomat.

2013_05_13_15_58_48

Mandag 6/1: Spicy gulerods-fiskefrikadeller med chili og hvidløg, serveret med kartofler, kogte gulerødder og ærter.

Tirsdag 7/1: Wok med kylling, blomkål, squash og gulerod, serveret med brune ris.

Onsdag 8/1: Rester

Torsdag 9/1: Tun/torskerogns frikadeller med brune ris og gulerodsråkost

Fredag 10/1: Rugbrødsmadder, bl.a. med torsdagens deller som pålæg

Lørdag 11/1: Tikka-masala kylling med blomkål og squash

Søndag 12/1: Tøm-køleskabet æggekager (skinkepålæg, grøntsagsrester…)

Kylling og squash i tomatsauce med tikka-masala

Pande-og gryde bikseretter hører i sandhed efterårssæsonen til. Og heldigvis for det; de varmer, smager godt, og er super nemme at have med at gøre. Derudover er de gode sidst på ugen/måneden, da man kan bruge de grøntsager og det kød, man nu engang har i køleskabet/fryseren.

I går biksede jeg en lidt spicy ret sammen. Kyllingefilet sauteret med en masse løg og squash og tikka-masala krydderi, kogt sammen med hakkede tomater og så et ordentligt skvæt timian. Så bliver det ikke mere ligetil! 🙂

kylling_squash_i_tomat

Ingredienser, 4 personer

  • 400-500 g kyllingebrystfilet i mundrette stykker
  • 1 stor squash
  • 2-3 store løg
  • 1½ spsk tikka-masala krydderi (du kan købe en kæmpe pose i Tiger til en 10’er.)
  • 1 spsk timian
  • 1 bouillonterning (kylling eller grøntsagssmag)
  • 1 dåse hakket tomat
  • Gerne en håndfuld friske tomater i store stykker
  • 2 dl vand
  • 1-2 spsk maizenamel
  • Pasta – gerne fuldkorn! Eller ris – gerne brune eller vilde!

Fremgangsmåde

  1. Hak løgene groft, og svits dem i en varm pande (måske i lidt olie) til de skinner. Tilsæt kylling og tikka-masala, og steg, til kyllingen er næsten gennemstegt.
  2. Tilsæt squash i større stykker, og evt. tomater. Svits videre i et par minutter.
  3. Tilsæt bouillonterning, hakket tomat fra dåse og 1 dl vand. Kog op, og tilsæt så timian.
  4. Bland 1 dl vand med maizenamel, og rør i den kogende ret. Lad simre i nogle minutter.
  5. Når bouillonterningen er opløst, og kyllingen gennemkogt, smages til med salt og peber og evt. mere tikka-masala.
  6. Lad simre ved lav varme mens du koger ris eller pasta. Det gør kyllingen ekstra mør og lækker!
  7. Server gerne med en let salat.

Tikka-masala kylling med tomat og kartofler

I takt med at det bliver mere og mere efterår, bliver simreretter også mere og mere værdsat i den lille, aarhusianske lejlighed. Vi er gået tidligt i gang i år, og der har allerede stået tikka-masala kylling på bordet, serveret i en indisk-inspireret, krydret tomatsauce, med kartofler og salat. En ret som er inspireret hjemmefra, som der blev kaldt “mosters kylling.” 😉

Har man først investeret i et ordentligt krydderiskab, er denne ret billig og nem – råvarerne er kylling, gulerødder, løg, frosne ærter og majs, og dåsetomat. Og så selvfølgelig karttofler. Råvarer, som den studerende jo har et dejligt forhold til; de er sunde, lettilgængelige, og drøje i brug. 😉

Krydderierne skal man lade være med at købe i Brugsen, Kvickly, Spar eller lignende. Man skal derimod i en discountbutik og kigge efter krydderiposer, eller endnu bedre, ned til den lokale grønthandel, Tiger eller Anna og Clara. Her fås krydderier i store poser til 7-10 kr, modsat de “finere” supermarkeder, hvor små glas fås til omkring 20 kr.

tikka_masala_kylling_3

Ingredienser, 4 personer (eller 2 personer i 2 dage.)

  • 3 kyllingebryst fileter
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 2 løg
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 6 gulerødder
  • 3 hvidløgsfed
  • 1 dl frosne majs
  • 1 dl frosne ærter
  • Krydderier: nelliker, kanel, paprika, tikka-masala, salt, peber og chili.
  • Kartofler til 4 personer
  • Ca. 1/4 L boullion (½ boullionterning opløst i kogt vand.)
  • Evt ½ tsk sukker

Fremgangsmåde

  1. Skrub/skræl kartoflerne, og sæt dem over.
  2. Svits hakkede løg og pressede hvidløgsfed sammen med 1 lille tsk kanel og 1 lille tsk nelliker.
  3. Når løgene er blanke, tilsættes kyllingebryst i tern, sammen med 1 tsk tikka-masala krydderi, 1 tsk paprika og lidt chili. Kødet brunes af.
  4. Tilsæt hakkede tomater og tomatpuré, samt gulerødder skåret i grove stykker.
  5. Lad simre, og tilsæt lidt boullion, hvis saucen ikke dækker kød og gulerødder.
  6. Efter ca. 15-20 minutter smages der til med salt, peber, og andre krydderier, som du synes mangler. Mangler der sødme, kan du tilsætte ½ tsk sukker.
  7. Lad ærter og majs koge med de sidste 2-3 minutter.
  8. Server med de kogte kartofler og en salat.