Tips og tricks til den gode biksemad af resterne

Stop spild af mad. Du skåner miljøet og pengepungen.

Madspild i studenter-lejligheden mindskes nemt ved at sørge for at udnytte alle rester fra aftensmaden. Det kan du fx gøre ved at tage rester med i madpakken, eller udnytte resterne til næste dags aftensmad. Sidstnævnte løsning har uanede muligheder – se fx siden omkring SU-venlig madlavning.  Det absolut nemmeste er dog efter min mening en god gang biksemad. Biksemad kan varieres i det uendelige, og smager faktisk ret godt! 🙂

Under billedet har jeg lavet en liste med tips og tricks til “den gode gang biks”. Held og lykke 🙂

(Biksemaden på billedet består af rester af persillefrikadeller og hakkebøf, smagt til med timian og paprika. Grøntsagerne er fra en frostpose fra Netto der hedder noget med “wok”, samt et par friske gulerødder skåret i skiver. Serveret på brune ris, med masser af ketchup!)

rester1

Tips og tricks til den gode biksemad

  • Start altid med at lynsvitse lidt hakket løg og evt. også hvidløg og chili; det giver en god grundsmag.
  • Husk både at inkludere grøntsager og kød.
  • Også stivelse er en god idé at inkludere for at blive mæt – fx ris, speltkerner, kartofler, etc. Kan både steges med på panden, eller serveres ved siden af.
  • Har du ikke friske grøntsager (eller slatne grøntsager fra køleskabet 😉 ) er det en god idé at bruge frostgrøntsager.
  • Biksemad skriger på krydderi og smag. Mine favoritter i biks er timian, hvidløg, paprika og chili, men du kan bruge lige det, du har lyst. Også Soya eller friske krydderurter er lækkert.
  • Rester af tilberedt kød kan holde sig ca. 3 dage i køleskabet, så du har rig mulighed for at lave en varieret gang biks når du har samlet rester sammen et par dage.
  • Tilbehør til biksemaden kan fx være syltede rødbeder, spejlæg eller ristet rugbrød. Og selvfølgelig ketchup!
  • Jeg foretrækker at stege i lidt smør eller margarine i stedet for olie pga. smag.
  • Skær kød/kartofler/grøntsager ud i små stykker, så du kan få lavet noget stegeskorpe.
  • Brug høj varme og rør hyppigt rundt. Lad være med at bruge lav varme og lade det stå og smålune, det bliver det ikke særlig spændende af.
  • Er du stadig ikke overbevist om at det bliver lækkert? Steg lidt bacon også. 😉

Efterårspande med kylling, rodfrugter og ris

Forleden var jeg og en veninde kreative i køkkenet, og endte med at få kreeret en (lyserød!) bikse-ret med ris, rodfrugter, squash, kylling og ris. Det smagte dejligt! Og så var det super nemt – og det blev en KÆMPE portion. 😉

efterårsbiks_med_kylling_og_grønt

Ingredienser, 4-5 personer

  • Ca 3 dl ris
  • Vand
  • 2-3 kyllingefileter
  • 2-3 gulerødder
  • 1-2 rødbeder
  • 2 små løg
  • 2 hvidløgsfed
  • 2-3 persillerødder
  • 1 lille squash
  • 1 bouillonterning, kylling eller grøntsags smag
  • salt og peber
  • Soya
  • Olie til stegning
  • Selleri

Fremgangsmåde

  1. Sæt risene over efter pakkens anvisning.
  2. Hak løg og hvidløg, og svits i en (wok)pande i lidt olie.
  3. Skær kyllingefileterne i mundrette bidder, og steg dem med. Når de ikke længere er rå, tilsættes rodfrugter og squash, som også er skåret i små stykker.
  4. Det hele svitses i 5-10 minutter, til rodfrugterne er lidt møre. (Det er her, at retten bliver FLOT lyserød pga. rødbederne 😉 )
  5. Bland bouillonterningen med 2-3 dl vand, og hæld i wokken sammen med risene og 1-2 spsk Soya.
  6. Svits/simr videre, og smag efter nogle minutter til med salt og peber.
  7. Server med selleri i små stykker og en evt. en let dressing.